Find oversætter

At skrive lyrik i blinde

Hvordan skriver man, når risikoen for at miste synet hænger over én som et damoklessværd? Man skriver en digtsamling om en mulig fremtid. Og krydser fingre.                

Af Claus Willumsen - 25. december 2017

1
Når man i en periode mister en stor del af synet (på det ene gode øje, man har at se med), sker der nogle ting, såvel visuelt som psykologisk. Og når man dertil føjer en risiko for helt at miste synet, kan det sætte en lavine af tanker i gang.

2
Nogle mennesker går i stå, fryser af frygt, du ved, ligesom haren i bilens forlygter. Men jeg observerer, gemmer følelser, stemninger og ord. Til senere. Jeg gemmer ord og sætninger, gemmer dem i min hjernekiste til senere brug.

3
Jeg tænker: Mine fingre skal modtage disse ord, sætte dem sammen og sætte streger mellem punkterne i mit sind, indtil forbindelserne mellem elektronerne i mine hjernevindinger og det taktile møde med et tastatur, gør min tilstand læsbar.

4
Og i dette møde mellem det uudtalte og det taktile må jeg se (det jeg kan), hvor langt det kan bære og om overhovedet. Når synet eroderes, bliver det følbare, ordenes former, deres kanter, deres smag, vigtigere end det at kunne se dem klart.

5
Så jeg smager mig frem, ud af et mørke, der truer med at begrave ordene levende. Jeg smager mig ind i et skærende hvidt lys, der får verden til at fremstå sløret. Som et vindue, der dugger til, langsomt, men ubønhørligt.

6
Mine fingre lægger sig til rette på tastaturet. Jeg trykker på en tast, og endnu en, indtil bogstaver bliver til en kæde af ord. Og jeg skriver mig ud i virkeligheden som jeg ser den. Eller som jeg ser den, med den rest af mit syn, som jeg har.

7
Jeg fortæller om, hvordan min verden forandres, hvordan jeg forandrer den. Hvordan jeg måske skal gå ind i et evigt mørke. Jeg ser billeder for mig. Jeg skriver dem ned, mine fingre sætter ord op i punkter, det binæres møde med det taktile.

8
Punkter sættes som skrift. Fingerspidser møder ord på papir. Jeg frygter ikke at miste, men at det jeg har glider væk fra mig. Det er disse tanker, jeg skriver ned. Jeg formulerer ikke en nutid, men en mulig fremtid. Jeg frygter ikke, men venter.

9
Men mørket kommer aldrig. Det er kun natten, der kommer krybende. Mens mørket flyder ud i det hvidlige, kan jeg stadig se træernes krogede dans mod stjernerne på himlen. Punkterne skal ikke forbindes på papir, men fra tanker til papir.

10
Det taktile skal stadig ses. Ordene skal stadig vandre igennem mine fingres klapren på et tastatur. Det usete mareridt skal ikke dryppe som sort blod fra mine øjne. Jeg er brudt igennem den membran, der slørede mit udsyn. Men jeg efterlader ordene.

Efterklang:
I juni 2016 får jeg fjernet min linse i venstre øje ved en kompliceret operation. Der bliver sat en ny linse i. Men jeg får en efterstær, som lægerne tøver i over et år med at operere. Til sidst besluttes det, at man skal fjerne efterstæren. Om jeg mister synet på grund af en efterstær, der gør mig langsomt blind eller på grund af komplikationer er strengt taget ligegyldigt.
Men det gik godt.
Indtil videre er tingene gået godt. Men frygten for komplikationer (nethindeløsning) forsvinder nok aldrig.
Jeg forsætter dog med at skrive.

Digtet til højre er fra digtsamlingen VISIONER I-V, som udkommer i løbet af 2018. VISIONER I-V handler ikke om fremtiden, men om en mulig fremtid, som den så ud derfra, hvor jeg sad.

 

 

 

 

 

 

 

VISIONER I : IV

Dette er
en rejse
ind i en
tunnel

som at
zoome
ind i en
pupil med

lysets
hastighed

som at
bore sig
ind i et
bjerg

som at
bore i
et øje
med

lysets
spids

Jeg længes
efter lyset.

(Nervus Opticus)

 

 

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte