Find oversætter

Digte falder altid ved siden af

Af René Rasmussen - 18. september 2017

Den franske litterat Jean-Pierre Siméon har i La poésie sauvera le monde (Poesien vil redde verdenen) en række centrale betragtninger over digte. Disse betragtninger indbefatter ideen om, at vi i digte møder det, der er fremmede for os, hvad enten det fremmede viser sig som en anden, ukendt side i os selv eller kommer os i møde fra en anden person. I begge tilfælde forrykkes eller oprykkes vores normale identitet, uden at det fremmede, andetheden, dermed ophører med at eksistere, og der skabes et ’fælles’ sprog, som han betegner som sjælens esperanto.

Siméon anfører derfor, at ”ethvert digt er en koncentreret menneskelighed, der hos alle og enhver åbenbarer dennes andethed, dvs. ens affinitet med den anden og på den måde oprykker ens lille personlige identitet, gentilknytter den. Poesien er på sin vis den menneskelige sjæls esperanto.” (s. 30) I digte kan vi således møde det fremmede som en andethed, der ikke kun tilhører den anden, men som tillige er en væsentlig del af os selv. Derfor har digte en essentiel plads i vores samtid, hvor forholdet til den anden bliver mere og mere kompliceret (præget af fremmedgørelse, had, racisme, udskillelse osv.). Dermed blive de på paradoksal vis også til et ’fælles’ sprog (’esperanto’), der imidlertid ikke tales af nogen.

Lyriske digte udgør tillige en overgivelse til et sprog mere eller mindre renset for grammatik og retskrivning, og til et sprog, der er mere eller mindre løsrevet fra de særlige sproglige gitre, som ideen om et særligt privilegeret nationalsprog udstikker. Derfor fremstår lyriske digte ofte også som udsagn om sproglig løsrivelse og brud med vanetænkning. Dette understreger, at digtes sprog eller sproget som sådan ikke kan afgrænses til nationale rammer.

Siméon ser meget optimistisk poesien som det eneste alternativ til den måde, hvorpå verden bliver værre og værre. Selvom jeg ikke helt deler denne optimisme, kan hans forståelse perspektivere lyriske digtes uomgængelige nødvendighed i vores samtid. Den forværrede og stigende acceleration af fremmedgørelse vedrører dog ikke kun forholdet til den anden, men tillige menneskets evne og mærkværdige tilbøjelighed til at underkaste virkeligheden alle sine begær og ønsker (tænk blot på økologiske katastrofer)

Når der opstår hindringer for denne underkastelse, fremstår virkeligheden som en ikke-mening, tilmed ofte som den ultimative ikke-mening, dvs. som en hindring der skal overvindes, uanset omkostninger. For Siméon udgør poesien en etisk position, der står i modsætning til denne uhæmmede udnyttelse, idet poesien er fremmed for enhver viljesbeslaglæggelse, der ikke understøtter menneskets egentlige væren, som intet har at gøre med den stigende fremmedgørelse. Poesien er ikke en enkelt indvending mod sidstnævnte, selvom den er vedholdende. Den er heller ikke ”en særlig meningsforskel, selvom den er respektabel; den [poesien] er det første argument for det eneste mulige alternativ til den menneskelige skæbne.” (op. cit., s. 78, m. indskud) Det er altså for Siméon poesien, der skaber det første og absolut nødvendige alternativ til den skæbne, der ellers vil vente os. Håber han har ret i, at poesien kan være med til at fremme et sådant alternativ.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte