Find oversætter

Om havfruer, digte og regn

Af Cindy Lynn Brown - 7. august 2017

Jeg bor i en by. Odense. I Danmark er det en stor by, globalt er det en meget lille by. Odense har træer og parker og en å, der løber gennem byen. Odense har fuglesang om morgenen og masser af regn hele året. Byen er så velkendt, at jeg ofte glemmer at lytte til den og slet ikke bemærker dens farver og dufte. Ofte rejser jeg andre steder hen for at skrive. Jeg tager ud til stilheden på landet, eller jeg rejser til de menneskeskabte landskaber af mursten, glas og beton, langt større byer i verden. Med mig i kroppen bærer jeg altid mit hjem og spejler de nye ukendte landskaber i det. Jeg forstår naturen omkring mig i relation til det, jeg selv kommer fra; landskabet kan være mere storslået, mere kuperet eller meget mere havløst og tørt; mere befolket eller mere øde. Stedet, jeg befinder mig, påvirker mig både som menneske og som digter, jeg skriver sjældent med naturen som hovedemne, men alligevel sniger himlen og skyerne sig ind. Månen glider ind som baggrund med en stemning af frihed, blæsten gennemstrømmer teksten som en legende mild sommerbrise eller en rasende oktoberstorm, bjergene, så uvante for mig, der kommer fra et fladt lille land, sætter sig tungt og permanent i mine ord og deres urokkelighed gør mig åndeløs og rolig og meget meget lille, planterne gror ind i mine ord, tidsler og vintergækker og birketræer svajer og sætter farver på verden, dyrene springer og flyver ind og insisterer med brummen, mijaven, summen og brøl på at få deres særlige stemmer hørt, de sætter sig på mit skød eller summer mig i øret, og mest prægnant af alt i mine tekster er havet, floderne og søerne der strømmer gennem alt, afgiver en duft af salt og tang og gør alting organisk og vådt. I mit lillebitte land med de mange hundrede øer er jeg aldrig langt fra havet, og når havet er uden for synsvidde er der floder, åer, søer, vandet er til stede konstant og regnen er til stede på alle årstider, 171 årlige regnvejrsdage har vi i Danmark, halvdelen af tiden regner det og så er der tredive dage med sne og alle mulige varianter af vand i mere eller mindre flydende og størknede former. Vand er en permanent faktor, en konstant kilde til bekymring, optimisme og samtale – for meget vand ét sted, for lidt vand et andet. Vand flyder gennem bevidstheden, sproget og sjælen. Og selv den menneskelige krop består hovedsaglig af vand.

          I Danmark er det ikke på mode at skrive om naturen for tiden, men naturen lader sig ikke ignorere; vore kroppe, vores følelser, vores tanker og vores sprog påvirkes af det sted vi lever. For hundrede år siden voksede HC Andersen op i den by hvor jeg lever i dag, han kunne kigge op på den samme himmel som jeg, han vaskede sit tøj i den å hvor jeg nu fodrer ænder med min niece. Han kiggede på svaner der var forfædre til de svaner, jeg beundrer i dag. De inspirerede ham til at skrive om den grimme ælling og om den lille havfrue, og ænderne skræpper også i dag og svanerne flakser og smutter ind i digtene med deres store, hvide vinger; for mig bliver svanerne mere end bare store hvide fugle, jeg tilføjer egenskaber – som stolthed, styrke, værdighed og ynde. Jeg kan ikke se bort fra, at svanen er nationalfugl, jeg kan ikke tænke på svanen som naturlig fugl uden også at tænke på plastikbådene formet som svaner, der sejler frem og tilbage på åen hver sommer. Jeg tænker på brudepar og tosomhed og marengs og loyalitet. Jeg tænker på andre somre, hvor jeg har fodret ænder med mine bedsteforældre, eller gået ture på havnen fuld af ulykkelig ungdomskærlighed eller fuld af begejstring over ny viden, jeg var i gang med at folde ud. Det er alt sammen min egen projicering, mine minder, de kulturelle referencer jeg kender, de fortællinger der lever i mig, de har intet med den konkrete svane at gøre, det ved jeg, men ikke desto mindre er svanen virkelig og bor uanfægtet i sit landskab af flod og siv og menneskeskabte stier, side om side sameksisterer vi i den reelle verden såvel som i den symbolske og den litterære.

          HC Andersen fandt blandt andet i naturen inspirationen til eventyret om den lille havfrue. Havfruen, denne fortryllede skabning med en krop som et dyr og et menneskeligt ansigt, der viser os hvordan vi ikke kan adskille os fra naturen, hvordan opdelingen i menneske og natur er et umuligt paradoks, hun er fuld af eventyr og leg, men hun er også menneskelig og fuld af fejltrin og ensomhed og ikke mindst den længsel, som naturen til alle tider har vakt – samtidig med, at den omslutter os i ro og harmoni. Hun viser os, at vi ikke kan undvære magien, magien er en del af vores sind. Som mennesker behøver vi et menneskeansigt, men samtidig er vi selv instinkter og drifter, og vi er eventyr og fortryllelse og leg.

Det er ikke på mode i Danmark at skrive om natur, ikke som hyldestdigtning eller forundring over naturens pragt, men klimaet som emne er til gengæld til stede i digtningen som en stærk tendens. Der skrives ikke hyldestdigte til de danske fjorde, som man gjorde engang, men der skrives dystopier med vrede og sorg over måden vi behandler vores hav, vores enge og dyrene iblandt os. Der skrives digte med angst for vores børn og vores forunderlige klodes fremtid. Der findes stemmer, som mener at ny digtning der ikke beskæftiger sig med klimaet er ligegyldig. Intet kan være mere presserende. At digterne er moralsk forpligtede til at skrive om klimaet, at vi skal give naturen den stemme, den savner, give den ord der skrives på sider i bøger og sendes ud i verden for at minde os om, at naturen findes. At vi ikke lever som væsener adskilt fra naturen, og at vi skal passe på vort hav, vore isbjerge, vore måger, vore høns, vore ulve og regnskove, og ikke plyndre dem eller ødelægge dem, at vi mennesker skal genfinde vores ydmyghed over de vældige bjerge, ørkener, skove og søer, der skal blive her længe efter hver enkelt af os af væk, de skal være der så kommende generationer af mennesker kan nære sig både kropsligt og spirituelt ved deres skønhed og ressourcer, de skal også blive der for dyrenes og planternes egen skyld, for skyernes og bølgernes skyld.

          Personligt mener jeg ikke, at digterne som gruppe skal pålægges et bestemt emne, men jeg mener det er essentielt, at nogen skriver om kloden med andre ord end dem der bruges i avisartikler og dokumentarprogrammer, at nogen skaber billeder af ord, der er så overraskende og stærke, at vi ikke glemmer dem, men tværtimod igennem dem ser naturen vi allerede kender med nye øjne, genkender naturen i os selv og overalt omkring os – at vi genfinder evnen til at modtage de beskeder naturen sender os, forstå dens symboler, dens livgivende spiritualitet, dens brutalitet og skønhed og dens humoristiske sans. Alt det, vi projicerer ind i naturen og alt det, den er i sig selv og deler så gavmildt med os små mennesker, at vi ikke kun tænker på at overvinde dens besværligheder og modstand, men husker at værne om den med de redskaber vi hver især har, for digternes vedkommende med ord.

          Jeg kommer fra den lille havfrues land, og inderst inde i hver af os tror jeg at der bor en lille havfrue, som aldrig bliver fuldstændig voksen, hun spræller med halen og boltrer sig i bølgerne, hun kan ånde over vandet og under vandet, hun er eventyr og natur og kromosomer og længsel, hun er livsglæde, spiritualitet og ensomhed, og det ansigt hun viser verden er et menneskes vise ansigt, barnets ansigt. Måske lever hun skjult langt inde i kroppens inderste mørke, men lad os nære hende med ilt og sollys, lad hende titte ud på verden og bevæge sig frit, lad os beskytte hende, men give hende frihed til at udforske og nyde og længes og lad hende tale og synge lige så højt hun vil, den lille havfrue blev narret til at give sin tunge bort, lad det aldrig ske igen. Giv stemme til kilder, vandfald, delfiner og havfruer på hele vores forunderlige klode, lad dem fylde sig med verden, og lad os lytte til deres sang.

 

(tidligere publiceret på kinesisk og engelsk)

 

 

 

 

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte