Find oversætter

Nu med virkelighed

Om at vågne, igen, fra drømmen. Eller er det som Maorierne siger, at drømmen er det eneste virkelige?

Af kenneth krabat - 6. november 2017
Da jeg var ung, da jeg var sindssvagt ung, og mens jeg langsomt blev ældre, var digtningen alt, der betød noget.

Min opfattelse af verden var lige så introvert som jeg selv: Alt kunne blive bedre, hvis folk blot læste digte. Underforstået: Hvis altså folk tog sig tid til at læse og til at summe på det læste og at mærke forskellen på FØR og EFTER læsningen brede sig til alle celler som en vaccine mod for kaotisk en virkelighed. Med digtningen ville alle følelser bestige bjerget til øverste top som en højere frekvens af dét at se, og alt uroligt falde på plads fra dette gudssyn af fatbarhed, måske ligefrem Forståelse.

Min kamp for at forblive ene skrivende foregik gennem socialrådgivere og kommunetanter, som uden blusel og i korte udsagn uden bisætninger forsøgte at fratage mit instinktive livsvalg enhver brod og ånde. Dertil forældre og bedsteforældre, som måske nok var stolte over mine bøger (at fremmede kunne fatte interesse i nogen gennem en bog!), men tillige sindssvagt bekymrede over min fremtoning, altså længden på hår og skæg og genbrugstøjets ældringstegn. Altså min måde at sige JEG på, på afstand!

Nå, men, den korte historie er, at jeg var stærkt på afveje – dér ude og dér oppe, hvor dét man ser forekommer vigtigere, mere væsentligt, dybere end noget en “voksen” kunne bibringe i de få sekunder, hvor de forsøgte sig med vennesæl tale i indbildt aldershøjde – før jeg bed hovedet af dem som en anden sort enke, imprægneret af alt deres rod og ballade og egoisme… Alt bliver jo norm – hvad enten hverdagen består i at flygte for snigskyttens kugler eller at stå op kl 4 for at slagte 200 mælkekalve. Eller tvungen forsvar for og isolation i en identitet, som af dén grund ikke havde megen plads til verden rundt omkring.

Og så pludselig tab af barn og landflygtighed fra hovedstaden og voksent dødsfald og mere dødsfald og ufrivillige ansvarsposter og endnu mere dødsfald og livstruende sygdom og kollaps og endnu flere digtsamlinger, der ikke sælger, og dér var den sgu. Virkeligheden. I guder, er det sådan den ser ud? “Virkeligheden er ikke bare voksne uden forståelse for unge, ikke bare magtgale og pengegale og sexgale og omsorgsgale fantaster, men også mennesker helt uden clue om årsag og virkning”…, og jeg som i teorien har vidst halvdelen af alt dette i hele mit liv, kan pludselig se at de sgu ikke forstår, de stakkels voksne. At hele lortet når dem over hovedet, og at de vakler fra det ene helle til det næste i frygt for at miste kontrollen med det bittelille antal faktorer, som afgør grænsen mellem et fald ned i fattigdom og skam, og fortsat at holde alting kørende på bankgarantier og bevilgede overtræk.

For fanden altså: DE ØNSKER KUN AT HÆNGE I NEGLENE! DE VED JO INGENTING!

Og så den pludselige indsigt: “Men hvis dét de ikke ved er hvordanfanden krisen egentlig begyndte og hvem der styrer flygtningesituationen i Europa og hvordan forskerne egentlig beregner sundhedsværdien af mad og alle aktiviteter og tilskud, og om vi når at dø før verden går under, og om lederen af den frie verden skal have en kugle eller alt kun bliver værre af dét, og om barnet skal beskyttes og paces i privatskole eller udsættes for den virkelige virkelighed i den offentlige og forhåbentlig opnå større social paratviden og et beredvilligt netværk baseret på middelklasseværdier og”… trommehvirvel… “reel uvidenhed”…

Indsigt #2, BAM.

De flestes viden om verden og alle sammenhæng er også kun teori. Som at stå på førnævnte bakketop og se landskabet og livet udspille sig, men ikke hvorfor de grupper dér ovre hærger i deres byer, dérovre. Og hvis de såkaldt voksne ikke ved noget, så ved jeg fandme heller ikke noget! For jeg har stået på den skide bjergtop hele mit opvoksende liv ret mod midalder og set på det hele og nydt at føle mig klog og klar og vidende…

Ikke længere. Det tog en ansøgning om at få lov at skrive om flygtninge i Grækenland at åbne en dør til lavlandet. I løbet af 4 meget hektiske uger (i projektsamarbejde m digteren Cindy Lynn Brown) med indsamlingindtryk af flygtningelejre i Grækenland, NGO’er på de græske øer og i Athen og Thessaloniki, og frivillige fra hele verden, der bruger deres penge og al fritid på at hjælpe mennesker gratis, og de lokale, som har set 600.000 mennesker komme forbi kun med tøjet, de havde på og hjulpet så godt de formåede, ikke mindst ved at holde sig i skindet, og flygtninge i lejrene, som langsomt rådner op i lediggang og følelse af at være sparket til hjørne, måtte jeg simpelthen vedgå mig, at verden faktisk går forud for digtningen.

Det er så enkelt, ikke! I flyet skal du tage iltmasken på, før du sætter maske på dit barn. Alle former for hjælpeterminologier kender udtrykket “at slukke branden først”, før man forsøger at redde liv. Du skal huske at spise og drikke og motionere. Og INGEN, ikke ledere, ikke moguler, ikke sociologer, ikke nogen har fuldt overblik over kompleksiteten. Verdens kompleksitet. Alt er sjusser og sjatter og hist og pist: Hvorfor man ikke bare lige kan give nogle penge til… eller satse på udvikling af… eller bygge det hele om til noget bedre og mere hensigtsmæssigt, der ikke stinker af dovenskab, laveste fællesnævner og sociopati. Nej, der ER bare ikke noget at gøre for almindelige mennesker, hvad angår at løse verdens problemer og at gøre op med dem, som for egen vinding destruerer det smukke og det nyttige og det behøvede.

Men jeg er blevet klog igen. Efter langvarig simpel uviden og før man er blevet klar over, hvad man formår. Bevidst inkompetence hedder det på kompetencehjulet:

Det HAR betydning frivilligt at hjælpe med noget. Af egen drift. Det er i overordnet forstand uden betydning, hvor man lægger sin hjælp, blot man hjælper og ens tanker er optaget af at hjælpe; at ens tid og indsats ikke går til spilde i øjeblikket; at man ikke svigter hjælp i nærmiljøet for at hjælpe i fjerne miljøer, og omvendt! Ikke X antal timer om dagen brugt på at hjælp, eller Y kroner i en raslebøsse, men om man tager kritisk stilling til dén og dét, som man giver sin tid og energi til at støtte og hjælpe. Alle kender det, måske?

Venligboerne kender vi. Indsamlerne fra de store organisationer. De frivillige på biblioteker og i medborgerhuse, på plejehjem og sygehuse. Dertil enhver hjælpende hånd nogen udstrækker til familien, en nabo, en fremmed. Hjælpen FØR forskelsvurderingen. Mennesket før menneskets nytte.

Det samme gør sig gældende i omverden. Ti og hundredetusinder står på spring for at hjælpe, hvor de føler at hjælpen er nødvendig. Alle aldre, begge køn, de fleste niveauer i samfundet.

Jeg skulle blive over 50, før jeg så, hvor meget vi egentlig hjælper hinanden. I byerne måske mere anonymt end i sammenklumpningerne af bebyggelse på landet,. I landsbyerne måske mere i forventen om, at hjælpen gerne nytter på sigt end i storbyen, hvor behov forsvinder og kommer til syne som hvide bølgetoppe i takt med ens egen hastighed i mængden. Men hjælpen ér der. Og den både rejser og blir; den følger holdninger, den er spontan, den er generøs, og den kræver sit, men den ER der. Også mellem herboende og fremmede. Også mellem generationer. Også mellem indtægtsgrupper. Og køn og alder og tro.

Det eneste sted, jeg ikke ser den, er i statsapparatet. Eller snarere: Mere og mere IKKE i det politiske system. Det kunne være en bevidst statslig fralæggelse sig den økonomiske velfærdsbyrde på vegne af Bruttonationalproduktet, men i stedet går så det sparede til de velbjergede.

Det er DEN form for dum grådighed og kynisme, jeg garderede mig imod som ung og knap så ung ved at isolere mig og lukke magtesløsheden ude, men jeg kan ikke længere. Jeg KAN ikke udholde at se magtfordrejningen og dehumaniseringen af folk på flugt og de i forvejen fattige. Uanset mængden af argumenter for at fastholde middelklassen i forbrug og angst for at miste goderne. For automatiseringerne gør det jo alligevel af med alle deres jobs.

Det er sent i livet at vågne, ja, jeg ved det. Denne gang uden stoffer og ungdommeligt overmod, trods alt. Jeg er bare nødt til at gøre noget UD OVER at skrive. Forsøge at forandre noget virkeligt. Vilkårene for… mine bofæller, min nabo, tiggeren, en fremmed i kassekøen, min far, de hjælpnødige af mine venner, og vilkårene for lidende befolkningsgrupper og flygtninge fra krig, klimaforandringer, fattigdom, arbejdsløshed og epidemier. Når først man åbner munden – hvad enten man mest skriver digte eller også synger uden for koret – viser alle disse ting sig at hænge sammen. Dem, man hjælper, er lige så meget mennesker som én selv. Og dem med kræfter hjælper dem, som ikke har. Ikke altid, for al skabelse og vedligehold i eget liv kræver tid og kræfter, men med lidt overskud hér og dér, og lejlighedsvis mere i en tilsidesættelse af egne behov.

Tag ikke fejl. Jeg er ikke på vej ud en romantiseren af Verden. Verden er præcis så smuk og så nådesløs, som du selv opfatter den. Men mennesker hjælper hinanden, og jeg har set at det nytter at fortælle andre, HVOR behovene er størst. Hverdagen ER fuld af små og store pludselige positive forandringer, fordi NOGEN fik sagt et eller andet det rette sted. Dét er også hjælp.

I december tager jeg derfor frivilligt til Grækenland for at hjælpe. Hvis nogen kender folk, som gerne vil af sted, er der KÆMPE behov for både varme hænder og professionel kompetence hér og nu! Vinteren er på vej (sidste år sneede det på de græske øer!) og der mangler hjælp overalt i de 60 telt- og containerlejre rundt om i Grækenland.

Men man kan også blive hjemme og hjælpe dem, man kender, eller flygtninge i de tiloverblevne lejre hér, eller fattige eller husvilde, eller dem som systemet holder som gidsler for lovgivningen.

Eller man kan bede om hjælp selv. For det ER dét, det handler om. At omgivelserne bliver var, at man har behov nødig.

Alt går jo entropiens vej – men en håndsrækning, den ene eller anden vej, kan sætte tilintetgørelsen på standby.

Så vi får lidt ekstra tid at opleve alting i.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte