Knud Romer har svært ved at finde indgangen i Strandgade; det havde han også, sidst han var her. I 2006, da han debuterede, var han her til det, han havde forventet var den helt store gallafest … men hvor var den røde løber, den dyre champagne?
På gulvet i de smukke rum sidder folk i nusset hjemmestrik med fedtet, uredt hår, og der står Knud Romer i døren iført smoking og butterfly.
Han gik igen og kom aldrig tilbage før nu, i aften; og nu sætter han sig foran computeren. Der er enkelte med på Skype, og han er allerede i gang med at tale: − Find din stemme, siger han, det er det vigtigste!
Og man må give ham, at han har fundet og brugt sin; det gør han også nu. I samfulde to timer han er her, taler han stort set uafbrudt. Først tror flere af os, at det er anekdoter fra et liv levet dels i reklamebranchen, dels med kultur og litteratur, men tydeligere og tydeligere tegner billedet af en egentlig kreativ proces sig.
− Jeg er poet, ikke prosaist. Jeg genfortæller alting, er optaget af sproget, ikke af en fortløbende handling, af billeder, metaforer og klicheer − vær aldrig bange for klicheer; der er en grund til, at de er blevet det. Brug dem!
Og han taler, som han skriver; han genfortæller sin egen vej ind i litteraturen i scener, tableauer: Hvordan blev han forfatter, hvad skulle der til? Og det er alt andet end passivt. Det har kostet blod, sved og brudte venskaber, gang på gang.
− Det koster dit liv! Han siger det flere gange: Du må give dig selv helt. Vær ikke for fin til at opsøge folk, banke på døre.
− Du skal rekonstruktualisere, konceptualisere dit værk igen og igen, så du kan få det ud i flere omgange, ellers kan du ikke leve som forfatter.
Engang lejede han Tivolis koncertsal; han hyrede Danmarks bedste komponist og Danmarks Radios pigekor, fordi han havde skrevet et digt, der fortjente det bedste. Til opførelsen fik han transporteret 2.000 demente i lejede busser ind til koncertsalen − for hvorfor skal god kultur være forbeholdt den kreative klasse?
Hver bog er en kamp på livet; han må vriste handlingen ud af hver eneste døde, passive scene, for i bund og grund interesserer handling ham ikke. Der skal bringes liv i de mange billeder, bogstaverimene og ordpoesien, for det skal også sælges. Det er meningsløst kun at skrive for sig selv − og i øvrigt kan man ikke leve af det.
− Få det ud i så mange medier som muligt, og husk: Ingen andre gør noget for dit værk, du må gøre det selv. Skil dig ud, sælg dig selv − de fine fornemmelser kan du ikke leve af!
Hver bog har kostet ham livet; han har solgt sig selv, men heldigvis er han blevet genfødt i skriften − hver gang!
Christine Tjalve, medl. af Den skønlitterære styrelse