Efter en grundig analyse af lovforslaget kan vi nu konstatere, at det rummer store selvmodsigelser og uklarheder, netop når det gælder momspligt eller momsfritagelse for forfattervirksomhed. I forhold til vores umiddelbare reaktion før jul er det selvfølgelig positivt, at lovforslaget i den grad er åbent for fortolkning, og vi vil naturligvis arbejde videre for at sikre os, at loven vil blive indført på en måde, der ikke tvinger hele forfatterstanden til at etablere sig som erhvervsvirksomheder.
Men selve uklarheden er også er problem i sig selv. Den enkelte forfatter, illustrator eller oversætter må simpelthen vide, hvilke overdragelser af ophavsret der er momspligtige, og hvilke der er fritagne. Og det nytter ikke noget, hvis det er forskelligt fra værk til værk, fra forlagsaftale til forlagsaftale. Der er huller nok i kludetæppet, som det er.
Som lovforslaget ser ud nu, er der ikke noget klart svar på disse spørgsmål. Det er uacceptabelt og må afklares. Lobbyarbejdet fortsætter.
Se også foreningens reaktion på lovforslaget fra 22. december 2021 her.