Find oversætter

Kirsten A. Nielsen modtager Dansk Oversætterforbunds Ærespris 2023

Årets æresprismodtager har oversat spansk- og engelsksproget litteratur fra alle dele af verden i snart 40 år.

Af Oversættere - 8. april 2024

Igen i år uddeler Dansk Oversætterforbund sin Ærespris, der har eksisteret siden 1945 og per kongelig fundats gives til en oversætter, der “ved fremragende gengivelse af et eller flere betydelige værker har beriget dansk litteratur.

Prismodtager Kirsten A. Nielsen har igennem årtier oversat bøger for en lang række forlag og inden for et bredt og mangefacetteret genrefelt. Priskomiteen udtaler:

“Kirsten A. Nielsens oversættelser er kendetegnet ved stor lydhørhed og evnen til at stille ind på vidt forskellige litterære stemmer og stilarter, sådan som det f.eks. blev demonstreret i Længsel efter tamarinden (2021), udvalgte fortællinger af den venezuelanske forfatter og journalist Milagros Socorro, i oversættelserne af Ildefonso Falcones’ storslåede historiske romaner, i fordanskningen af den prisvindende Dolores Redondos kriminalromaner og ikke mindst cubanske Leonardo Paduras litterære spændingsromaner.

Blandt Kirsten A. Nielsens seneste bedrifter bør desuden fremhæves Antonio Iturbes Bibliotekaren fra Auschwitz (2021), som viser, at hun ikke er bleg for at påtage sig oversættelsesopgaver, der kræver indsigt i komplicerede historiske og kulturelle scenarier. Både det store brede format og det lille smalle tilgår hun med samme saglighed, lydhørhed og vedholdende professionalisme.”

Kirsten A. Nielsen modtog i 1996 Kjeld Elfelts Mindelegat og har gennem årene modtaget flere legater fra Statens Kunstfond. Hun har desuden gennem en årrække været aktiv i DOF’s arbejde i Aarhus, hvor hun bl.a. har arrangeret Hieronymusfejring og koordineret stambordsmøder.

 

 

Æresprisens priskomité består af DOF’s formand, Carsten Fenger-Grøndahl, udvalgsleder for Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur og oversætter, lektor og tidligere modtager af æresprisen Erik Skyum-Nielsen, og indstillingerne kommer fra DOF’s medlemmer, som på den måde hvert år hylder en dygtig kollega. Med æren følger 75.000 kr., sponsoreret af Statens Kunstfond.

Prismodtageren fejres ved en reception på Godsbanens Vogn 1 i Aarhus d. 14. maj kl. 16-18. Alle er velkomne!

Foto: Palle Lykke

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte