Den prisbelønnede, svenske forfatter Elisabeth Åsbrink , som også er litteraturkritiker og journalist, er vært ved en såkaldt ’Masterclass’ i Dansk Forfatterforening.
I Mit store smukke had – som udkommer på forlaget Gutkind til august – udfolder den svenske forfatter Elisabeth Åsbrink en af Nordens mest fascinerende, kunstneriske skæbner: Victoria Benedictsson, en vanvittig ambitiøs og dedikeret kunstner, som bare skulle have været postmesterkone i Skåne, men som i stedet skrev sig ind i sin samtid og udfordrede idéer om magt, køn og kunst på måder, der trækker direkte tråde til vores mest presserende politiske diskussioner i dag.
Hun kæmpede sig til tops i både det Stockholmske og Københavnske parnas og knyttede sig hårdt til den verdensberømte Georg Brandes i København. Hendes drivkraft var enorm og frigørelseskampen fra familiære forpligtelser var en kraftanstrengelse, der som hos andre ikoniske kvindelige kunstnere til sidst ledte hende ind i selvdestruktion.
Deltagerne får desuden billetter til Elisabeth Åsbrinks optræden på Den sorte diamant, som finder sted dagen inden.