Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2024

5 gode råd til at udgive selv

Mikael Strøm Eriksen fra Forlagsservice holdt oplæg på en kursusdag om selvudgivelse i Dansk Forfatterforening – her opsummerer han sine gode råd om at udgive selv.

1. Få andre øjne på dine skriverier

Lad andre læse dit manuskript, inden du udgiver det – ja, hyr gerne en professionel redaktør. Og få altid en korrekturlæser til at fange dine slå- og stavefejl. Uanset hvor god du var til dansk i skolen, er det et faktum, at man ikke kan læse korrektur på sin egen bog. Punktum.

2. Gå aldrig på grafisk kompromis

Måske har du styr på at bruge grafiske programmer og kan derfor selv layoute din bog. Men … hvis du gør det, så kig i en masse andre bøger først. Bøger i Danmark – især tekstbøger – er sat efter ret ensartede retningslinjer, så hvis du træder for meget ved siden af dem, vil din bog ose langt væk af selvudgivelse. Allier dig evt. med en erfaren grafiker. Husk også at sparre med nogen om forsiden.

3. Trykketanker og valg af distributør

Der er masser af gode trykkerier i Danmark og i udlandet. Overvej nøje, hvem du vil bruge, i forhold til den kvalitet, bogen skal være i. Sammenlign priser, og tryk ikke for mange i
1. oplag. Hellere betale lidt mere pr. bog i tryk-omkostninger end brænde inde med kassevis af usolgte bøger. Skal bogen i distribution til boghandler, netboghandler og biblioteker, handler det om at finde en distributør, hvor du som selvudgiver får nogenlunde samme vilkår som de traditionelle forlag.

4. Den svære pr – med sidekig til bibliotekerne

De fleste forfattere vil hellere skrive end lave pr og markedsføre deres bog. Men skal nogen derude få øje på din bog, er der ingen vej udenom. Sociale medier er et fantastisk værktøj til reklame, og der er også stor pr-værdi i at komme i lokalavisen og blive anmeldt af bogbloggere. Tænk bredt, ikke snævert – så meget spalteplads er der ikke i de store dagblade.

5. Gå digitalt– og din bog lever længere

Levetiden for en trykt bog er for de fleste udgivelser forholdsvis begrænset. Der er mere perspektiv i e-bogs- og lydbogsudgaven. Alle undersøgelser viser, at dem, der læser digitalt og lytter til bøger, ikke er så optagede af udgivelsesåret. Derfor har mange værker et længere liv i den digitale verden. Konverter din bog til e-bog, indtal din lydbog selv eller find en professionel stemme, og få dem udgivet på alle de mange streamingtjenester og på eReolen. ※

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte