Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2018

Den åbne slutning, altid

Judith Hermann, tysk forfatter, er årets modtager af Zinklar-prisen.
Hun elsker novellen, som læser og som forfatter, men hun mener ikke,
at det er forfatteren, der vælger genre. Tekst og historie afgør genren.

Af Lene Møller Jørgensen

Tyske forlag har det til fælles med danske, at de er skeptiske, når de modtager et manuskript med noveller fra en debutant. Det sælger ikke. Derfor havde hverken forfatter eller forlag store forventninger til 28-årige Judith Hermanns debut, novellesamlingen Sommerhus, senere, tilbage i 1998. Men bog og forfatter fik et øjeblikkeligt gennembrud, litterært såvel som kommercielt. Bogen, der handler om en gruppe unge i Berlin, der ikke rigtig ved, hvad de skal med deres liv og hvorfor, fik fantastiske anmeldelser, Judith Hermann blev med ét en markant litterær skikkelse og anset som en hel genera-
tions ”nye stemme”. I løbet af få måneder var der solgt en kvart million eksemplarer i Tyskland, og udenlandske forlag stod i kø for at købe rettighederne til oversættelse.

Den unge debutant tilbragte det følgende år til halvandet med oplæsning hjemme og i udlandet.

”Efterfølgende har jeg været ked af, at min debut blev så voldsom og kom så hurtigt. Jeg mistede følelsen at skrive udelukkende til og for mig selv – de første tekster er lidt som den første kærlighed, uden frygt, der er kun dig og teksten, og intet ondt kan ske. Det er trygt. Men når teksten er ude, ændrer alt sig, og jeg havde svært ved at acceptere de begejstrede læsere, der kom og sagde: ’Du har skrevet min historie.’ Vel havde jeg ej. Jeg havde skrevet min historie!”

 

Kitsch

Judith Hermann drømte ikke om at blive forfatter, men om at blive journalist, og blev uddannet fra Berliner Journalistenschule.

”Vi var igennem alle journalistiske genrer, men det, der stod mit hjerte nærmest, var reportagen, og især rejsereportagen. Jeg så for mig, hvordan jeg ville rejse verden rundt og skrive om interessante mennesker og spændende steder, og vi fik en meget berømt og anerkendt journalist som underviser i den genre. Jeg – vi – beundrede ham hæmningsløst: Han var vores master, og han sendte os ud for at skrive vores første selvstændige, personlige reportage.”

Judith Hermann faldt for historien om en forladt russisk kaserne i det tidligere Østtyskland. Det var fem år efter Murens fald, og en privatperson havde købt det enorme område, hvor han planlagde at oprette sin egen pilotuddannelse.

”Dagligt cruisede han rundt i sit lille fly over det øde militærområde. Der var en særlig stemning over stedet, historisk, øde og fascinerende; en mand alene på sin kaserne. Det var som en film.”

Judith Hermann skrev reportagen. Hendes master kunne ikke lide den. Slet ikke faktisk, og understregede, at det absolut var den dårligste af alle afleveringerne. Teksten var, sagde han, en fuldstændig misforstået blanding af journalistik og litteratur.

”Det er rent kitsch, fordi du ikke evner at skelne mellem fiktion og fakta, sagde han.” Judith Hermann lægger en hånd på sit bryst. ”Det var som at få en kniv i hjertet. Jeg mistede al selvtillid og skrev ikke et ord resten af min tid på akademiet. I stedet lavede jeg radio, hvor folk talte direkte til lytterne, og hvor jeg ikke var ansvarlig for en eneste skrevet sætning.”

 

Vendepunkt

I dag anser hun masterens ord som et slags vendepunkt. I arbejdet med radio savnede hun noget, savnede en forbindelse mellem sig selv og udtrykket. Der var et missing link.

”Så jeg nåede frem til, at jeg ville forsøge at skrive rene litterære tekster, og jeg forlod radioen fra den ene dag til den anden.”

Hun fik et stipendium for unge skribenter, som endnu ikke har fået udgivet et manuskript, og tilbragte det næste halve år i Günter Grass’ hus i en lille by på landet. Der skrev hun første udkast til Sommerhus, senere og arbejdede videre med den på et andet refugium, hvor unge, uprøvede talenter skrev tekster og deltog i workshops med erfarne forfattere. Efter halvandet års arbejde var manuskriptet parat.

 

Præstationsangst

Sommerhus, senere udkom i 1998 og satte Judith Hermann i stand til at leve af sit forfatterskab. Det første år eller halvandet efter udgivelsen gik med oplæsningsturné i Tyskland og udlandet, bl.a. i Danmark. Fire år efter debuten udkom hendes anden bog, men i lang tid var hun slet ikke sikker på, om hun ville skrive mere – om hun var forfatter eller overhovedet ville være det.

”Hver gang jeg har udgivet, tøver jeg; skal jeg til det igen?! Det er jo et alvorligt spørgsmål – er der noget, jeg vil skrive? Jo ældre jeg bliver, jo sværere bliver det. Man bliver mere selvbevidst og indviklet. Præstationsangsten stiger, jeg får alle mulige betænkeligheder ved mig selv og verden omkring mig, så forvirret, kaotisk. Så spekulerer jeg over, om det giver nogen mening, at jeg sidder der og nørkler med mine små sætninger. Derfor må jeg hver gang beslutte mig på ny: Er det dét værd?”

På trods af tilbagevendende tvivl har Judith Hermann indtil videre trukket vejret dybt og er begyndt forfra fem gange. Fire novellesamlinger og en roman – og endnu en udgivelse er på vej i det nye år. Fire år er gået mellem hver udgivelse, og hver gang samme modus operandi.

Når bogen er udgivet, og de efterfølgende 12-18 måneder med oplæsninger og turné er slut, oplever forfatteren et par befriende, tankeløse måneder – det er ferie for hende. Og dér, i ferien, læser hun.

”Og så læser jeg af lyst og glæde. Så er jeg læser, og jeg analyserer ikke eller spekulerer over opbygning og fortællestemme. Når jeg lystlæser, er det bøger, som er tæt på mine egne, noveller, kvindelitteratur, f.eks. Alice Munro. Hvis jeg nu var nødt til at vælge mellem at være forfatter eller være læser – så ville jeg vælge læseren, bl.a. på grund af
Alice Munro. Når jeg læser hende, er jeg ikke en forfatter, der læser, men en læser, der læser.”

 

Det rette øjeblik

Og så begynder det forfra, forfatterlivet.

”Når man er forfatter, har man aldrig fri – altid er man i gang med at tænke, gruble. Jeg researcher ikke, men jeg samler sætninger, udsagn, situationer, små bevægelser. Jeg har en notesbog, som jeg skriver lidt i,
og historierne kommer mere eller mindre fra mig selv. Som regel er det en sætning, som jeg har hørt, der sætter hele min novelle i gang – jeg overvejer, hvad den betyder, hvad den i virkeligheden siger. Og så finder jeg frem til en kvinde, der kunne have sagt den sætning, og til hvem hun siger den, og hvor hun siger den, bordet, de sidder ved, væggen, der omgiver dem.”

Der går ofte to år med indsamling, og så indleder Judith Hermann en meget disciplineret skrivning, hvor en række betingelser skal være på plads.

”Jeg er meget overtroisk, meget, og jeg mener, at der er et tidspunkt, et øjeblik, der er det helt rigtige at begynde at skrive på: Jeg venter og venter på det helt rette øjeblik, og hvis jeg ikke griber øjeblikket, bliver historien ikke til noget.”

 

Nødvendig distance

Judith Hermann siger, at hun ”kæmper” med at skrive, og hun skal være uforstyrret.

”Allerhelst sidder jeg i vores lille familiehus ved Nordsøen, hvor jeg kan være alene. Det er måske en kliché, men jeg skriver bedst, når jeg er helt alene – især det første udkast. Når det er skrevet, kan jeg slappe lidt af, så er jeg på den sikre side og kan godt gennemskrive manuskriptet hjemme i Berlin. Og tredje gennemskrivning kan foregå rundtomkring, på et hotelværelse, på en rejse.”

”Den første, disciplinerede skrivning,” fortæller hun, ”er hårdt arbejde, og så kan jeg pludselig opleve et gennembrud. Så har jeg et par gode dage – og så tilbage til kampen. Jeg skal skrive to sider om dagen – også selvom de ikke kan bruges. På gode dage bliver det måske seks-syv sider, og så tilbage til to. Men minimum to. Min dag begynder med, at jeg redigerer det, jeg skrev dagen før. Jeg gennemarbejder en novelle, begynder dernæst på en ny, og når første gennemskrivning af stoffet er færdig, har jeg brug for distance til manus. Distancen giver mulighed for at kigge kritisk på kvaliteten – det kan sagtens være, at jeg skriver i januar, lader det ligge til november, læser igen og indleder anden gennemskrivning.”

Mindst tre gange skriver hun igennem – sommetider flere – og i den proces viser hun det ikke til en levende sjæl. Når hun føler, at det er fuldstændig færdigt, giver hun det til sin førstelæser, en god ven, der har læst alle hendes bøger som den første. Han er ikke forfatter eller en del af det litterære miljø, men hun læner sig 100 procent op ad hans vurdering og kritik.

Mens Judith Hermann indsamler og senere skriver, læser hun også meget. Men ikke længere litteratur, der spejler eller kan sammenlignes med hendes egne tekster. Det skal være noget helt andet – så er hun meget nøjeregnende med, hvad hun må læse, og ofte er det klassikere som russiske Fjodor Dostojevskij og Lev Tolstoj eller tyske Theodor Fontane.

 

Novellen

Judith Hermann er novellens mester, og hun elsker genren og især den åbne slutning. Altid den åbne slutnings muligheder, og eftertanke. Men hun kan ikke sige, at hun har valgt genren bevidst.

”I virkeligheden mener jeg ikke, at det er forfatteren, der vælger genre, det er teksten, der afgør det. Jeg har ønsket at lave snapshots fra mit liv – dette navn, denne person, denne situation. Og dér er novellen og det korte format den bedste måde at gøre det på. I min første bog skrev jeg om min vennekreds og dem, jeg kender. Og om mig selv. Jeg vil gerne fastholde øjeblikke, inden de forsvinder, flyder væk. Og tænkte, at hvis jeg skrev det ned, kunne jeg fastholde det i tidens strøm.”

Fra ung kvinde til mor og til midaldrende med teenagesøn – Judith Hermanns forfatterskab afspejler hendes eget liv og dets forskellige faser. Hvor hun er kommet til, og hvilken form og genre der kommer fra hendes hånd næste gang, ved kun hun. Undervejs i tænke- og skrive-
processen taler hun ikke om sine historier.

”Folk spørger ofte, hvad jeg skriver på i øjeblikket, og jeg kan ikke svare. På ingen måde. For mig er det meget intimt og skrøbeligt – indtil jeg til sidst overgiver det til andres øjne.” ※

 

Judith Hermann, 1970, forfatter og uddannet journalist. Debuterede med Sommerhus, snart i 1998. Hun har skrevet i alt fem bøger: fire novellesamlinger og en roman. En ny bog er på vej.

 

 

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte