Tre store papæsker fyldt med dokumenter, telegrammer, trykte indbydelser, menukort og håndskrevne noter. Æskernes indhold er samlet i Dansk Forfatterforening gennem 125 år og ligger nu på Det Kongelige Bibliotek. Kirsten Marthedal og Lotte Thrane, henholdsvis næstformand og bestyrelsesmedlem i Dansk Forfatterforening, har gennemgået de gamle papirer for at finde materiale om den første nordiske forfatterkongres – den fandt sted i København i foråret 1919. Sidenhen er samarbejdet mellem de nordiske lande formaliseret til det, vi i dag kender som Nordisk Forfatter- og Oversætterråd, NFOR.
”Indholdet i æskerne er alt fra avisudklip til håndskrevne breve, kraftige trykte kort og smukke invitationer med stempler og prægninger i sort og guld. Det giver en dybde, en stærk fornemmelse af tid og historie, når man forsigtigt tager de enkelte dokumenter op, rører ved dem og læser dem,” siger Kirsten Marthedal. Det allerførste dokument, hun tog op, fortalte i øvrigt, at det nordiske møde blev holdt på Dansk Forfatterforenings 25-årsfødselsdag. Og dermed har Forfatterforeningen to store jubilæer at fejre i år – 125-årsfødselsdag og 100-året for det nordiske samarbejde. I dokumentet, som Kirsten Marthedal refererer til, skriver den daværende bestyrelse:
”… Dansk Forfatterforening fejrer sin 25aarige Bestaaen, og Bestyrelsen mener ikke, at denne Mærkedag vil kunne højtideligholdes paa nogen værdigere Maade end ved at indbyde Aandsfæller fra vore Broderlande til paa en Kongres at drøfte faglige Emner…”
Emma Gad
Bestyrelsen bestod blandt andre af formand Sophus Michaëlis og Thit Jensen, ligesom mange aktive medlemmer var med til at forberede stævnet og fødselsdagen, der skulle være højtidelig og festlig. Arkivet gemmer også på programmet og flere festsange forfattet til lejligheden, blandt andre af Jeppe Aakjær.
Et af de aktive medlemmer var Emma Gad – ja, hende med Takt og Tone, selvom hun i sin samtid var mere kendt og anerkendt som dramatiker. Hun sendte et brev med en liste over velhavende, ”formaaende Medborgere”, forretningsdrivende og ”kulturjøder” til formand Michaëlis. I brevet foreslår hun, at foreningen sender en ”køn og flink, ung Forfatterinde, medlem af Foreningen, ud med en Liste – eller et ikke-medlem, lige meget, blot hun er indtagende”, for at bede om penge. Hun tilføjer – måske ved nærmere eftertanke – at man jo også kunne sende to. Altså to forfatterinder. Det fremgår ikke, om forslaget med de indtagende forfatterinder blev realiseret, men der blev givet både små og meget store bidrag til kongressen og festen. Arkivet rummer en omhyggelig opgørelse over beløbene fra sponsorer og mæcener.
Fem øre til forfatteren
I dag mødes forfattere og oversættere i NFOR på tværs af genrer og grænser for at diskutere emner af fælles interesse – såsom rettigheder, kontrakter eller honorering. Eller bibliotekspenge. Ved den første kongres i 1919 eksisterede begrebet biblioteksafgift dog ikke endnu, højst som en idé i Thit Jensens hoved, hvor den havde summet i nogen tid. Hun beskrev den blandt andet i et indlæg i Berlingske Tidende.
”Ideen blev bestemt ikke godt modtaget. Hun blev chikaneret og latterliggjort, og der blev offentliggjort karikaturtegninger og spottende artikler om hende i pressen,” fortæller Lotte
Thrane.
Biblioteker og mange politikere var meget imod, at forfattere ligefrem skulle have betaling for, at deres bøger blev lånt ud. Det er en demokratisk ret for borgere at have gratis adgang til bøger, lød et hyppigt anvendt argument. Thit Jensen svarede tilbage, dels med anekdoter om de skrækkelig fattige forfattere, der lå og døde af tuberkulose, dels fremførte hun, at såkaldte almindelige mennesker ikke et sekund ville finde sig i den behandling, der blev forfattere til del: Hvad ville slagteren sige til, at kunderne kom ind og gerne ville låne, kvit og frit – en steg? Nej, vel? Så forfattere skulle også have en vis betaling for deres værker. I modsætning til biblioteker og rigsdag i 1919 var de forsamlede nordiske forfattere ganske lydhøre over for Thit Jensens tanker. Hun foreslog en form for afregning, hvor der for hvert udlån på bibliotekerne blev sat en kvittering på et spyd på bibliotekarens skrivebord, og for hver kvittering skulle der lægges en femøre i en skuffe.
Afgiften til skaberne af bibliotekets værker blev ikke realiseret i 1919, eller i årene umiddelbart efter for den sags skyld, men Thit Jensens idé danner grundlag for, at autorer i dag får biblioteksafgift.
En skål med medicinglasset
Om eftermiddagen onsdag den 10. april holder Dansk Forfatterforening på – og i samarbejde med – Nordatlantens Brygge en reception for at fejre 100-årsjubilæet, hvor nogle af de gamle sange bliver genopført, og skuespiller Christine Kjærulff gestalter Thit Jensen for en dag. Lotte Thrane og Kirsten Marthedal har udvalgt flere af de tidlige dokumenter, de fandt i arkivet, til en mindre udstilling. Og efter receptionen er der jubilæumsmiddag for medlemmer for at fejre foreningens fødselsdag. For 100 år siden bød festmenuen på restauranten i Skodsborg på disse fire retter:
Consommé med marv. Hummer, sc. Mayonaise – og dertil en hvidvin fra Barsac. Ungt lam, salat og compot – og dertil Paullac, en rødvin fra det fornemste område i Bordeaux. Desserten var vanillle is med Madeira.
Henrik Pontoppidan skulle have deltaget i festen, men blev syg og måtte melde afbud. I stedet sendte han et telegram og lovede at ”løfte sit medicinglas og skåle” fra sin sygeseng. Telegrammet til Dansk Forfatterforening og NFOR ligger stadig i arkivet i Den Sorte Diamant.
Receptionen er støttet af Nordatlantens Brygge, Kulturfonden for Danmark og Finland, Autorkontoen og fondet for Dansk-Norsk Samarbejde. ※
Lene Møller Jørgensen
