Ved første blik ligner Malene Ravns roman Den virkelige verden måske ikke politisk litteratur. Men den handler om mennesker, der oplever systemisk magtmisbrug og uretfærdighed.
”Jeg er ikke aktivist, men jeg tror på, at alt er politisk. Den virkelige verden er en skønlitterær roman, og skønlitteratur bliver kedsommelig, hvis den er for sikker på sig selv eller sit mål. Men vi kan skrive det komplekse frem. Jeg tror, at alle mine romaner handler om det indviklede felt mellem individet og fællesskabet.”
I Den virkelige verden er hovedpersonen den unge læge Edith Christiansen, som i 1960 bliver ansat på psykiatrisk afdeling på Frederiksberg Hospital. Edith tror på overlægens idéer om, at LSD kan helbrede psykiske lidelser. Men patienterne lider, og Edith er længe om at indse, at hun ikke kan stå inde for sin egen rolle.
Strukturer og normer
Romanen bygger på virkelige patientforsøg med LSD. Men Malene Ravns mål er ikke at placere skylden for de uetiske forsøg.
”Romanens hospital er et mikrosamfund, som afspejler patriarkalske normer og magt-
strukturer, der tillader overgreb. Jeg vil gerne pege på de strukturer og normer, der tillader magten at arbejde i os alle sammen. Jeg kan sagtens forstå behovet for at udpege en skurk, men det er interessant, at stort set alle kunne have været den skurk. Magtmisbrug er menneskeligt.”
”Mit store spørgsmål, da jeg gik i gang med romanen, var: ’Hvordan kunne det ske?’ Et svar er, at magt korrumperer. Der er et californisk studie, som viser, at mennesket forandrer sig, i det øjeblik det får magt. Man bliver mindre empatisk, mindre hensynsfuld, mere grådig.”
Malene Ravn understreger, at overlægen bag LSD-forsøgene ikke er et entydigt ondt menneske.
”Han tror, han gør godt. Man kan kalde det idealistisk ondskab. Han oplever psykiatriens påtrængende behov for en virksom behandling, men han ser ikke de menneskelige omkostninger ved behandlingerne, fordi kontakten til patienterne er minimal, og fordi hans mål også er egoistisk. Han møder ingen kritik.”
Forråelse
Magten kan kun samles i ét menneske, når systemet og normerne tillader det.
”Magten vil altid arbejde i systemet og i den enkelte, og det er vigtigt at have fokus på, at det ikke kun er ’psykopater’, der begår onde handlinger. Selvom det er dejligt at kunne udpege skurken og selv slippe for ansvar.”
Romanens Edith indser, at hun forværrer patienternes lidelser. Men hun arbejder i et hierarki, som gør det svært at sige fra, og hun er også drevet af egne ambitioner. Mange ugerninger er blevet begået af mennesker, der ”bare passede deres arbejde”, siger Malene Ravn.
”Dét er en tilsyneladende mere uskyldig ondskab, en ligegyldighedens ondskab. Der er en ansvarsfralæggelse, et selvbedrag, som vi alle sammen kender. Den er drevet af manglende bevidsthed og af angst for at falde ud af fælles-
skabet.”
”En læge, der skal behandle patienter, må have en vis distance til patienten for at udføre sit arbejde, men den balance er hårfin. Når lægen, eller samfundet, holder op med at se mennesket, men kun ser gruppen – det kan være patienter, arbejdsløse, gamle, flygtninge – bliver vi i stand til at begå overgreb, som kan være egoistiske eller begrundet med ’nødvendighed’. Distancen bliver for stor, forråelsen bliver standard, og pludselig siger vi ’sådan er det jo’ til hinanden.”
”Edith bliver også selv ødelagt af arbejdet i LSD-kælderen. Det overskrider hendes etiske og moralske grænser, og pludselig kan hun ikke tale med andre mennesker om sit arbejde, heller ikke sin mand. Deres intimitet bliver forstyrret. Lige så snart man føler, at man ’skal være der for at forstå det’, er der en advarselslampe, der lyser.”
Paralleller til nutiden
I dag, mener Malene Ravn, er meget blevet bedre end i 1960. Overlæger er ikke enevældige, og der er større fokus på patientrettigheder og etik. På den måde spejler hospitalet stadig udviklingen i samfundet.
”Men skal vi forstå måden, hvorpå for eksempel psykiatrien fungerer i dag, så giver det mening at se på, hvilken tradition den hviler på. Den behandling, vi tilbyder de psykiatriske patienter, vil altid være udtryk for et menneskesyn.”
”Jeg tror aldrig, vi kommer overgreb til livs, og specifikt i psykiatrien er der helt særlige forhold på spil. Men generelt er der en forandring i gang, som vi for eksempel så med #MeToo, selvom det er op ad bakke. Den systembevarende tryghed i at overhøre og nedgøre ofre vakler. Jeg håber, vi kan blive mere lydhøre. Samhørighed og medfølelse er noget af det, som skønlitteraturen kan styrke, tror jeg. Måske ligefrem mod?”
Lene Møller Jørgensen og Anna Bridgwater
