Færre bøger og mere fokus på formidling
Folkebiblioteket er en del af velfærdssamfundet, og ligesom andre velfærdsinastitutioner i det moderne samfund lider det under stramme kommunale budgetter. Men der er også lyspunkter. Vi indleder med en rejse gennem det danske folkebiblioteks historie.
”Bibliotekerne har altid forandret og udviklet sig i takt med samfundsudviklingen og – naturligvis, kan man sige – efter politiske visioner og prioriteringer, økonomiske vilkår og også efter den brede befolknings fokus og kulturinteresse,” siger Henrik Jochumsen, kultursociolog og lektor på Institut for Kommunikation på Københavns Universitet.
Han forsker i folkebibliotekets udvikling i et globaliseret, digitaliseret videns- og oplevelses-
samfund, og han tager os på en kort tur i det danske folkebiblioteks udvikling gennem tiden.
”Jeg ser biblioteket som værende en del af den europæiske oplysningstanke, hvor det handlede om dannelse, oplysning, myndiggørelse og demokrati – og også om social mobilitet. Hvordan alt dette så kommer konkret til udtryk, afhænger af tid og sted. Bogen var oprindelig det centrale middel til alt dette, men andre ting er løbende kommet til, og i dag er biblioteket ikke kun en ramme om bøger, ligesom det heller ikke kan rumme al litteratur – biblioteket skal også udvælge efter aktualitet og en række andre kriterier.”
Den første bibliotekslov
Danmark fik sin første bibliotekslov i 1920, og siden da har folkets bibliotek forandret sig kolossalt.
”I 1920 og årene derefter havde bibliotekerne først og fremmest fokus på faglitteraturen. Folket skulle have viden, adgang til viden og information,
men ganske langsomt kommer også skønlitteratur på banen,” fortæller Henrik Jochumsen.
Velfærdstanken og velfærdsstaten rører på sig i 1950’erne og 1960’erne – i 1961 fik Danmark det første kulturministerium, med Julius Bomholt som kulturminister, som i øvrigt også fik ideen til Statens Kunstfond.
”Med oprettelsen af det første danske kulturministerium kommer ønsket om dannelse til folket i fokus, dannelse og demokratiforståelse, og litteraturen skulle være den rigtige, den gode, den anerkendte litteratur. Kultur, og herunder litteratur og biblioteket, bliver nu anset for en del af velfærdsstaten i lighed med skoler, hospitaler osv.”
Sideløbende med ønsket om den ”rigtige” og ”anerkendte” litteratur klinger 1960’erne og 1970’erne også af pigtrådsmusik, ungdomsoprør og Femølejr.
”Dermed kom der også en ny vision om, at der findes mange forskellige slags kulturer, og det fik biblioteket til at åbne sig for nye materialer. For krimilitteratur, musik, tegneserier, som ikke var blevet anset for fint eller for kultur overhovedet og derfor ikke havde haft ret til en plads på biblioteket. Nu gik det fra, at ungdomskulturen måske havde en enkelt hylde på biblioteket, til at den blev en integreret del af samlingen,”
siger forskeren.
Vi er kommet til 1980’erne, fattigfirserne med kartoffelkur, med yuppier, punkere og diskere.
”I 1980’erne blev lånerne, læserne og borgerne på biblioteket til kunder, biblioteket blev mere markeds- og efterspørgselsorienteret; kunder – det er jo sådan nogle, der skal have, hvad de vil have, ellers går de et andet sted hen. Biblioteket følger udviklingen med de markedsorienterede 80’ere og med 90’ernes begyndende digitalisering. Omkring årtusindskiftet begynder bibliotekerne i højere og højere grad at blive til brede kulturhuse mange steder i landet, og det indleder udviklingen med, at besøgstallet stiger, mens udlån af materialer falder. Der er færre fysiske materialer og mere plads til mennesker, der kommer til foredrag, kurser, læsekredse. Og i dag kan man jo tale om to biblioteker – det fysiske og det digitale,” siger Henrik Jochumsen.
Lokal forankring
Landets folkebiblioteker led kraftigt under kommunesammenlægninger og under kommunalreformen i 2007. Filialer blev nedlagt, sammenlagt eller kraftigt beskåret – og under en trængt kommunal økonomi falder blikket ofte på det lokale bibliotek. Er det nu nødvendigt med bemandede åbningstider hver dag, forfatterbesøg og indkøb af smalle værker, når vi mangler penge til hjemmeplejen? Det betyder, at prioriteringen af folkebiblioteket er meget forskellig på tværs af landet. Og Henrik Jochumsen understreger også, at landets folkebiblioteker er blevet mere forskelligartede, ikke kun på grund af kommunernes forskellige økonomiske formåen, men også på grund af aktive valg. Han peger på, at der er biblioteker, der fokuserer på den klassiske litteratur, andre på de arrangementer, der kan skabe relationer mellem mennesker, og atter andre på nye kultur- og kunstformer.
”Tidligere var det en målsætning, at alle biblioteker skulle have samme typer af tilbud, men i dag er der større lokal forankring og selvbestemmelse.”
Fra bibliotekar til formidler
Fra 1956 til 2013 blev alle bibliotekarer uddannet fra samme læreanstalt, nemlig Danmarks Biblioteksskole. I 2013 fusionerede skolen med Københavns Universitet og blev til Institut for Informationsstudier, som senere blev til Institut for Kommunikation, da det fusionerede med Institut for Medier, Erkendelse og Formidling. Dermed findes der ikke længere en særskilt bibliotekaruddannelse.
Bibliotekskritikerne er mange – også blandt Dansk Forfatterforenings medlemmer. Forfatteren har lavet en lille rundspørge blandt medlemmer, hvor et ofte fremført kritikpunkt er, at der mangler uddannede bibliotekarer, de er forsvundet, og med dem er formidlingen af litteraturen på biblioteket også forsvundet. Henrik Jochumsen er ikke enig. Tværtimod. Han ser en kurs med mere formidling, mindre materialesamling.
”Bibliotekarer i dag har meget forskellige baggrunde og kompetencer – de er litterater, forlagsfolk, journalister og generelt kommunikationsuddannede, og der er kommet mere fokus på formidlingen af litteratur, hvor man tidligere i højere grad blot stillede materialer til rådighed. Dengang alle blev uddannet fra samme skole, blev bibliotekarer jo naturligt nok en meget homogen størrelse, i en periode nærmest samme alder, samme frisure, samme køn. Det kan også blive for homogent, og så er faren, at man formidler til dem, der ligner en selv, frem for at se, at der findes mange og mange meget forskellige brugere. Mangfoldighed skaber dynamik og nedbryder barrierer. Internationalt, og også i Danmark, har der gennem en årrække været en bevægelse i biblioteksverdenen fra collection til connection, med fokus på relationer – til lokalsamfundet, mellem mennesker, og hvor brugerne af biblioteket selv er med til at skabe indhold – frem for bogsamlingen. Biblioteket åbner sig mere og mere mod det omgivende samfund, også over for minoritetsgrupper. Brugerne er i fokus, og det betyder også færre bøger,” siger Henrik Jochumsen.
Fra skranke til scene
Bibliotekarer har altså fået andre opgaver end tidligere, og Henrik Jochumsen ser derfor deres forskellige uddannelser og erfaringer i dag som en styrke, også selvom både biblioteker og bibliotekarer har kæmpet med identiteten. En identitet, der tidligere blev skabt gennem materialerne. Men den stærkt målrettede uddannelse kunne vel også noget?
”Den gamle bibliotekar havde nogle kernekompetencer såsom søgning og katalogisering, og det kan blive savnet. Teknologi og digitaliseringen kan og har også overtaget meget af det område, men der skal være et menneske bag teknologien – det er ikke mange år siden, at f.eks. materialer om homoseksualitet var registreret under psykisk sygdom. Og det skal der altså mennesker til at ændre.”
Bevægelsen fra collection til connection med mange arrangementer og events falder ikke i god jord hos alle; nogle foretrækker en stationær bibliotekar, som man kan finde og stille spørgsmål til. Også det moderne biblioteks placering i kulturhuse med borgerservice, café, værksteder og scener bliver ofte kritiseret i debatten om bibliotekets rolle. Bibliotek betyder bogsamling, hedder det. Ordet tivolisering bliver nævnt i forbindelse med events på biblioteket under research til denne artikel.
”Tivolisering? Nej, det genkender jeg ikke. Men barndommens bibliotek er væk, hierarkierne er nedbrudt, og folkebiblioteket i dag har en anden rolle end tidligere,” siger Henrik
Jochumsen. ※
Lene Møller Jørgensen
