Det begyndte med en rejseartikel til Euroman for ti år siden. Dengang havde bladene penge, og jeg ville så langt væk som muligt. I researchen fandt jeg en, der hed Sebastian Mernild, som arbejdede i Alaska. Det lød spændende, så jeg skrev til ham på engelsk – anede jo ikke, at han var fynbo,” griner Robert Zola Christensen på en Team-forbindelse fra Sydkorea, hvor han er professor i skandinavisk litteratur ved Hankuk Universitet.
I Alaska mødte han Sebastian Mernild, der allerede dengang var en internationalt anerkendt klimaforsker. Mernild tilbragte hvert år måneder i nogle af verdens mest uvejsomme områder for at samle dokumentation for klimaforandringerne.
”Vi havde det skideskægt og arbejdede samtidig godt sammen,” fortæller Robert Zola Christensen, som blev sat i sving af Mernild.
Han skulle hjælpe med at samle prøver af sneens dybde, densitet, vandindhold og udbredelse, og tiden var hele tiden knap. Så var det tåge, og helikoptere og snescootere måtte stå stille, så blev det storm, og alle søgte indendørs, så varmede forårssolen så meget, at der var risiko for at ryge i en sprække i isen og forsvinde i dybet.
”Vi så grizzlybjørne, og jeg tænkte bare: Hvor er pebersprayen og pumpgunen?! Det er vitterligt livsfarligt arbejde at samle de prøver ind og kræver, at man er på overlevelseskursus, inden man tager ud. Hvert år er der forskere, som dør på ekspeditioner,” siger forfatteren og humanisten, der fik kæmpe respekt for videnskabsfolkene.
Flertallet interesserer sig ikke for teknikaliteter
Sebastian Mernild fik med Robert Zola Christensen ikke alene en lærenem assistent, men også en kollega og kammerat, der hele tiden stillede spørgsmål:
”Min tilgang til arbejdet er tal og data. Robert ser klimaforandringerne i et bredere perspektiv, der også omfatter menneskets adfærd. I Alaska spurgte han om en masse ting, som jeg ikke havde tænkt over før, og deraf opstod ideen om et fælles projekt, hvor vi sammen kunne fortælle hele pakken. Jeg kunne fortælle om en masse teknikaliteter, men ved jo godt, at flertallet ikke interesserer sig så meget for, om vi nu skal gange med 0,6 eller 0,8 grader. Robert kunne til gengæld gå bag om tallene og bibringe læserne alt det underliggende – forklaringer og sammenhænge – og dermed sætte klimadebatten ind i et bredere samfundsperspektiv, som man normalt ikke hører i nyhederne,” siger Sebastian Mernild.
”Jeg nærer en brændende kærlighed til mit arbejde og vil gerne gøre mennesker mere klimabevidste og inspirere unge til at interessere sig for de naturvidenskabelige fag. I den sammenhæng er det jo ekstremt vigtigt at kunne formidle, hvad vi klimaforskere arbejder med, og det gjorde jeg – og gør jeg fortsat – gennem videnskabelige artikler, men bogen her kan noget andet, fordi den fortæller om klimaforandringerne fra et både videnskabeligt og humanistisk perspektiv,” siger han.
Resultatet af anstrengelserne blev bogen Da kulden forsvandt, som udkom i februar til fine anmeldelser. Bogen bygger foruden rejsen til Alaska på makkerparrets oplevelser på ekspeditioner til Indlandsisen i Grønland, Andesbjergene i Chile og øgruppen Svalbard i Norge samt Mernilds enorme viden og forskning. Det er dog især kombinationen af humanistens og videnskabsmandens betragtninger, anmelderne lægger mærke til, her Information:
”Det interessante er det perspektiv, man får som læser. Selv om de to rejsekammerater fysisk ser det samme, er deres oplevelser forskellige …”
Og Weekendavisen:
”Humanistens refleksioner og det praktiske indblik i en klimaforskers konkrete arbejde er guldet i denne lille klimabog …”
Og Ingeniøren:
”Med forfatteren og forskeren på Jordomrejse. Ny velskrevet bog fortæller om klimaforandringerne i verdens koldeste egne …”
Et af de afsnit, hvor forskellene mellem de to træder klart frem, er under en storm i tre-firekilometers højde i Andesbjergene. Mændene hundefryser i deres lillebitte telt, men Mernild fortsætter med at arbejde i det lyseblå skær fra computeren. Pludselig går luften ud af Robert Zola Christensens liggeunderlag. Sebastian Mernild arbejder videre, mens forfatteren begynder at filosofere:
”Det er på en eller anden måde absurd, at det skulle være mennesket med sit bløde, sårbare legeme, der som en geologisk kraft på lige fod med de vulkaner, jeg sover på, er i stand til at ødelægge verden, som vi gør det.”
Bryd skellet mellem humanister og videnskabsfolk ned
Bogen er opbygget med et faktuelt præget forord og efterskrift skrevet af Sebastian Mernild, mens alt derimellem er forfattet af Robert Zola Christensen. Han skriver om huse og veje, der braser sammen, når permafrosten smelter, arter, som forsvinder, mens andre dukker op nye, uventede steder, og klimafornægtere, der vil omvende Sebastian Mernild og hans forskerkolleger ved hjælp af historiske fakta, som de har læst hjemme i sofaen.
Robert Zola Christensen fortæller også om dramatiske situationer som der, hvor han hænger uden på en lettende helikopter, og de mange gange, han er vidne til, at Sebastian Mernild behændigt og hjemmevant springer over dybe gletsjerrevner for at undgå en længere omvej til sine is- og sneprøver.
”Jeg har ikke ønsket at skrive en eller anden selvfed rejseskildring, målet har været at tage læseren med på en rejse, hvor han selv kan se farverne og fornemme duftene og mærke, hvordan det var at være der. Bogens budskab skal kunne forstås af alle. De hermetisk lukkede døre mellem humanister og videnskabsmænd er åndssvage. Problemerne med klimaet er jo menneskeskabte, hvorfor sidder der så kun fysikere og økonomer i FN’s klimapanel? Jeg mener, vi skal bryde de skarpe skel ned til gavn for alle parter,” siger Robert Zola Christensen.
Bogen gav ham ”fede oplevelser ude i naturen”, men nu er det slut for begges vedkommende. Sebastian Mernild er blevet prorektor på SDU og har fået lakskoene på, som de to joker med, så han skal ikke ud i felten på samme måde som før, og Robert Zola Christensen har også fået nok:
”I Andesbjergene var jeg bange hver eneste dag, hvert eneste sekund. Det var så farligt at bevæge sig rundt på gletsjeren med revner og snebroer og vandpytter og pludselige afgrunde foran en. Jeg skal bare ikke mere,” erklærer han overbevisende.
Men samarbejdet med videnskabsmanden har for humanisten ført mere med sig end den nye bog:
”Det har åbnet dørene til noget mere faktuelt for mig. Jeg har lige udgivet en true crime-bog (Dødslægen, red.), og Sebastian og jeg har gang i et nyt projekt, der binder humanisme og naturvidenskab sammen. Men det bliver på mere hjemlige breddegrader – mere kan jeg ikke sige lige nu,” siger Robert Zola Christensen. ※
