De københavnske biblioteker meddelte i efteråret 2015, at der skulle kasseres 470.000 bøger. Hvordan er det tal sammenlignet med tidligere års kassation?
Det er rigtig mange. Men det er vist også kun 350.000, hvis vi taler om egentlige bøger og ikke alle mulige andre materialer. Det er stadig rigtig mange bøger, og det har forståeligt nok vakt opsigt. Man skulle have spredt kassationerne ud over en længere årrække og sørget for, at landets største kommunale bogsamling kasserede løbende i samme omgang som andre kommuner.
I stedet har man gjort det meget pludseligt. Og så er man ovenikøbet kommet til at lække et internt arbejdsdokument, som er blevet godt og grundigt misforstået af offentligheden som en manual for automatisk kassation på baggrund af kolde udlånstal. Det er faktisk ikke sådan, det foregår, men så meget desto værre for kendsgerningerne, når PR-katastrofen først ruller.
At læse decideret litteraturfjendskab ind i kassationerne er dog et udslag af slap kulturjournalistik og dovne profileringsbehov hos fantasiløse litteraturvogtere, som nu med værdig indignation kan væmmes ved det kommunale felttog mod dansk litteratur.
Når nu der kasseres bøger, hvordan skal borgerne så kunne opleve de store, men kasserede kulturskatte? Hvem løfter nu kulturformidlingen?
Bibliotekerne har altid kasseret bøger. Det er ikke uforeneligt med kulturformidling. Tværtimod er det er ikke i sig selv en kulturskat at kunne vide sig sikker på altid at kunne finde syv eksemplarer af ’Turen går til Toscana’ i den sjældne 1994-udgave på hylderne.
For at kunne løfte kulturformidlingen skal bibliotekarerne også have plads til de nye bøger, hvoraf alene Københavns Kommune indkøber 120.000 bind om året. Det tal kan man i øvrigt passende bruge til at sætte de 350.000 kasserede bøger lidt i proportion.
I øvrigt er problemet ikke, hvor borgerne skal møde litteraturen, men hvordan vi sikrer, at der overhovedet er betingelser for at skrive og udgive et alsidigt litteraturudbud fremover. På det punkt er der vitterlig noget at kritisere bibliotekerne for, men ikke, at de kasserer slidte eller overflødige eksemplarer.
Det er kun fint, at et kommunebibliotek som det københavnske ikke føler sig forpligtet til at musealisere alle tænkelige trykte bøger i adskillige eksemplarer. Mere betænkeligt er det, at man har ambitioner om at stille den samlede danske litteratur til rådighed for gratis udlån digitalt. Det problem ligger ikke lige til højrebenet, men jeg har ansvar for Dansk Forfatterforenings bibliotekspolitik, og jeg kan ikke tillade mig den luksus at fokusere på de problemer, der gør det. Misforstå mig ikke, jeg er også på Facebook. Det er bare ikke der, jeg prøver at løse problemerne.
Erstatter ereolen snart de fysiske bogsamlinger?
Der er ingen tvivl om, at bibliotekerne satser på, at borgerne i højere grad skal læse ebøger. Det er til dels forbundet med uomtvistelige økonomiske fordele for bibliotekerne og til dels baseret på aldeles omtvisteligt ideologisk tunnelsyn. Bibliotekerne vil gerne tro, at øget udlån af ebøger er ensbetydende med flere nye læsere og nye biblioteksbrugere. Det er en smuk tanke. Det passer bare ikke, og det ved bibliotekerne godt. Men – igen – så meget desto værre for kendsgerningerne i Krystalgade.
Men det er nu heller ikke den digitale satsning, der er årsagen til kassationerne. De skyldes i al væsentlighed, at Københavns Kommunes Biblioteker ikke har været gode nok til at kassere løbende, og at der er visse bogtyper, som borgerne ikke længere efterspørger på bibliotekerne.
Ebogsudlånet kommer ikke til at erstatte de fysiske bogsamlinger. Trods eReolens eksplosive vækst kan den slet ikke måle sig med udlånet af fysiske bøger. Det er heller ikke det, vi er bekymret for i den her forfatterforening. Vi er snarere bekymret for, at eReolen vil erstatte det kommercielle ebogsmarked. Men det er et langt mere kompliceret problem, så skal vi ikke hellere nøjes med at snakke om det der med, at bibliotekarerne går og brænder bøger?
