Charlotte Weitze er mest kendt for sine romaner, der foregår på grænsen mellem det hverdagsagtige og det eventyrlige. Men nu har hun skrevet den dystopiske roman ’Den afskyelige’, som tager fat i et af nutidens mest aktuelle problemer, nemlig klimaforandringerne.
I fiktiv form bruger Charlotte Weitze et eventyrligt univers til at beskrive et meget konkret problem. Handlingen foregår i et ubestemmeligt land i en fremtid, hvor Golfstrømmen er ændret, og klimaet dermed er forandret. Hovedpersonen Heidi finder sammen med Kenneth. Parret flytter på landet, og Kenneth gør en indsats for, at deres liv skal være CO2-neutralt. Det åbner op for en masse dilemmaer: Hvis to store træer skygger for parrets solceller, er det så bedst at fælde træerne eller evt. kun det ene? Og skal det i så fald være løvtræet eller nåletræet, der skal fældes? Heidi bliver gravid, men bliver bekymret for, hvad barnets genetiske arv fra Kenneth indebærer. Hun flygter til et bjerg, alt imens hendes mave vokser og vokser.
Politisk agenda
Med i romanen er også en mand med fiskeskæl og en kvinde med luffer i stedet for hænder, men deres ikke-menneskelige karakteristika er ikke tegn på overnaturlige evner:
”Nogle af de eventyrlige elementer skyldes genfejl og klimaforandringerne,” siger Charlotte Weitze.
”Spørgsmålet om klimaforandringerne optog mig meget. Så jeg spekulerede på, hvordan jeg kunne bruge mit fag til at gøre noget ved problemet. Jeg var nødt til at skrive om klimaforandringerne. Så jeg havde emnet, inden jeg havde ideerne til fortællingen, hvor jeg plejer at skrive mere intuitivt.”
Det var første gang, Charlotte Weitze kastede sig ud i at bruge sin kunst til et politisk formål, og hun var i tvivl om, hvordan hun skulle gribe det an:
”Jeg holdt en lit-talk (foredrag, red.) på Vallekilde Højskole, hvor emnet var ”Kan man skrive noget om klimaet, uden at det bliver politisk og aktivistisk litteratur som i 70erne? Kan der komme kunst ud af noget, som også er en løftet pegefinger?”
Politisk litteratur har været ugleset i en årrække, men tiderne er ved at skifte, mener Charlotte Weitze.
”Jeg vil både gerne lave kunst og opfordre til handling, og jeg synes, at den politiske kunst skal være mere åben end i 70erne. Modsætningen mellem det politiske og det kunstneriske er blevet mindre. Kunst og politisk indhold udelukker ikke nødvendigvis hinanden.”
Kunstnere og forskere
Charlotte Weitze mener ikke, at kunstnere bør skrive om klimaet eller andre presserende samtidsproblemer, hvis de ikke brænder for emnet:
”Jeg hører flere kolleger sige ”det burde jeg også skrive om.” Men kunstnere har ikke nogen forpligtelse til at blande sig i samtidens debatter. Det er så fint, at der findes så megen forskellig kunst. Men vi har alle sammen en lille forpligtelse til at være en del af demokratiet. Og da vi forfattere bruger ord, så har vi en mulighed for at kunne udtrykke os, hvis vi har en sag.”
Under researchfasen kom Charlotte Weitze i kontakt med den grønne tænketank i Danmark, Concito.
”De undrede sig meget over, at der ikke er flere kunstnere, der arbejder med emnet. Og der har været meget tavst fra forfatternes side om klimaet.”
En forklaring på forfatternes tavshed, som også er en forklaring på, at Charlotte Weitzes roman først udkommer nu, er kunstens langsommelighed. Charlotte Weitze begyndte at skrive på sin roman for fire-fem år siden, men må erkende, at litteraturen er for adstadig til at kunne mane til handling:
”Den er ikke hurtig nok i forhold til klimakrisen. Det tager så lang tid at skrive. Vi fordøjer tingene, tager dem ind og spekulerer”
Rejse
For to år siden fik Charlotte Weitze et legat til at rejse til Free Word Center i London, et internationalt center for litteratur, læsning og ytringsfrihed. Centret fokuserer på en række aktuelle emner, bl.a. klimaet, og sammensatte et skræddersyet program til Charlotte Weitze. Der blev aftalt møder med forskere, kunstnere og aktivister.
”Jeg ville ikke selv have kunnet komme i kontakt med de mennesker. Pludselig stod jeg i Royal Geographical Societys VIP-lounge og hilste på Neil Adger fra FN’s Klimapanel. Jeg oplevede, at forskere gerne ville formidle deres viden mere folkeligt, end de selv kan, og at de gerne vil formidle til andre mennesker.”
”Det er vigtigt, at der er viden med i min bog, selvom jeg også digter. Så jeg var nødt til at vide en masse.”
Tvivl
Charlotte Weitze erkender, at klimavidenskab er svært tilgængeligt, og at det er svært for borgerne at orientere sig i de mange fakta og oplysninger. Derfor bruger hun også vores usikkerhed om klimaet i bogen.
”Man kan tro, at man gør noget godt for klimaet, men så er det dårligt på en anden måde.”
Charlotte Weitze uddyber, at det fx kræver investeringer for at leve bæredygtigt. Måske arbejder man for at kunne købe solceller og muldtoiletter. Men hvad hvis ens arbejde genererer et højere C02-forbrug, fordi man måske tager bilen på arbejde? Skal man så lade være med at tjene de penge, der skal bruges på solceller?
”I bogens fremtid er klimaforandringerne gået for vidt. Bogen handler også om, at man som enkeltperson ikke kan gøre ret meget. Men i bogen ligger der også et håb om, at vi i vores nutid godt kunne gøre noget.”
’Den afskyelige’ er skrevet med et aktivistisk formål. Forfatteren vil gerne motivere sine læsere til at gøre en indsats for klimaet. Men undervejs var hun i tvivl om, hvordan romanen skulle ende: Ville en katastrofe eller et håb virke mest motiverende på læserne?
”Der er noget tiltrækkende, rent narrativt, ved den store katastrofe. Men hvad er det, der giver folk lyst til at handle? Jeg må konkludere, at det nok er forskelligt, om folk handler på pessimisme eller optimisme.”
Men selvom det politiske indhold har påvirket romanen, spørger Charlotte Weitze sig selv, om en roman om klimaforandringer overhovedet kan gøre en forskel:
”Nytter kunsten noget? Eller burde vi kunstnere komme ud og få snavs på fingrene? Jeg tænker, at jeg må gøre det, jeg er god til. Jeg kan ikke udstyre hele min by med solceller og samle folk omkring det. Men det kan andre, og jeg oplever, at folk gerne vil snakke om klimaet, når jeg møder dem på gaden. Så jeg er med på den måde. Og det ville være hyklerisk at skrive denne roman, hvis jeg ikke selv prøvede at leve bæredygtigt. Vi kan ikke gøre alt alle sammen. Så ville vi bryde sammen som mennesker.” ·
