Jeg voksede op som fars pige på slægtsgården i 1970’erne, hvor jeg fulgte i hælene på far i stedet for at gå i børnehave. Jeg fik altid lov at komme med. Det gjaldt, uanset om han red heste til, tog på fasanjagt, spillede kort eller var på hjemmeværnsøvelse. Der blev aldrig stillet spørgsmål, for selvfølgelig skulle fars pige være med til det hele.
Og med til det hele kom jeg. Jeg red på heste, før jeg kunne gå, og skød med jagtgevær, før jeg startede i skole. Til familiefesterne sad jeg lige bag ved far, når han spillede whist med de andre mænd. Min stol stod så tæt på fars, at jeg kunne holde øje med, hvordan han spillede sine kort. Mændene drak øl og røg cigarer og cigaretter fra fadet, der tog utallige runder i aftenens løb. I den tilstødende stue sad damerne og snakkede i sofaerne. Men jeg blev inde ved mændene, her hørte jeg til, og håbede på, at far snart skulle på toilettet. Så fik jeg lov at passe hans kort, indtil han kom tilbage, altid alt for hurtigt.
Bagholdsangreb
Før jeg fyldte ti, var jeg med på natteøvelse i hjemmeværnet, hvor jeg styrede camouflagestiften og sværtede hjemmeværnsfolkenes ansigter mørkere, end de selv ville have gjort. Så var de camoufleret og klar til øvelsen ude i skoven. Jeg marcherede med hele natten og sørgede for aldrig at være bagest i flokken og risikere at blive fanget i et bagholdsangreb. Jeg holdt mig vågen, lige til det blev lyst.
Da den konservative vælgerforening var på den årlige ekskursion til Christiansborg, var jeg selvfølgelig også med og fik hilst på Eva Møller, vores lokale folketingsmedlem. Hun smilede helt særligt til mig og gav mig følelsen af at være mere end velkommen i forsamlingen, hvor de fleste andre var mænd og endnu ældre end far.
Til generalforsamling i Gardehusarforeningen på kroen guffede jeg gule ærter med pølse og flæsk i mig og holdt min mund, mens jeg drak min citronvand og lyttede til formandens beretning. Også her var jeg velkommen; hvor far var, hørte jeg til.
Derfor skulle jeg selvfølgelig også med til den årlige sommerfest med fars kolleger fra forsøgsgården. Her dansede jeg på strømpefødder på terrassefliserne, så strømperne var slidt igennem på begge fødder, da festen sluttede ud på natten. Dengang studsede jeg ikke det mindste over, at der ikke var andre børn med til firmafesten.
Strøm
Jeg kom med far alle de steder, hvor der var langt flest mænd og helt sikkert ikke andre små piger. De oplevelser har givet mig evnen til at begå mig alle steder, også i mandefællesskaber, uden at tvivle på, om jeg har lov til at være der. Jeg kendte jargonen, lyttede til mandehørm og grinede de rigtige steder, uanset hvor lidt jeg forstod.
Opvæksten som fars pige har på den måde givet en enorm styrke og troen på, at piger og kvinder naturligvis kan være med alle steder. Derfor har jeg heller aldrig oplevet det som noget problem at være den eneste kvinde i en klasse, i en afdeling eller til et møde. Det var en enorm fordel, da jeg valgte en vej som projektleder i finansverdenen, hvor der var langt flere slips end perlekæder.
Men rollen som fars pige havde også en bagside. Jeg ville nemlig gøre alt for at få fars anerkendelse, om så det var at tjekke, om der var strøm på det elektriske trådhegn. Jeg gjorde det uden at fortrække en mine, og far var stolt af mig. Så stolt, at han pralede af sin lyshårede pige.
”Birgitte kan røre ved tråden uden at få stød,” sagde han og klappede mig på hovedet.
Og så var jeg nødt til at gøre det igen. Lægge en eller måske endda begge hænder på tråden for at vise, hvor sej jeg var. Fars pige piber ikke, for hun vil jo gerne være med til det hele. Jeg opbyggede en evne til at bide al smerte i mig. Jeg lærte udholdenhed og fik grundlagt en evne til aldrig at give op, uanset prisen.
Og prisen blev høj, for hvad jeg havde i rigelige mængder af styrke udadtil, manglede jeg i evne til at mærke mine følelser indadtil. Jeg havde ingen anelse om, at det var okay at bede om hjælp, okay at sætte grænser, okay at sige nej til noget som helst. Det fik far aldrig lært mig, ikke fordi han ikke ville, men fordi han heller ikke selv besad evnen til at sige stop.
De første 35 år af mit liv var jeg bare stærk og kunne klare det hele, også som projektleder og mor til to små børn. Lige indtil den morgen, hvor jeg knækkede sammen af stress og blev indlagt. Fra den dag var det slut med at være stærk og æde al smerte i sig. Der indtraf et vendepunkt, hvor jeg besluttede at leve anderledes fremover og forsøge at finde ind til mine følelser. De måtte jo være et sted. Med pen og papir begyndte jeg at skrive mine følelser frem, de følelser, som jeg ikke havde lært at håndtere.
Robusthed uden fundament
Først da jeg gik i gang med at skrive, fik jeg indblik i og forståelse for mit indre liv. For al den robusthed, jeg arvede fra far, manglede et fundament. Først som forfatter gav sproget et værktøj, hvor jeg ord for ord over flere år kunne støbe et fundament bygget på følelser. Styrken har jeg stadig, og med mit nye fundament kan jeg bedre folde mig ud med et rigt indre liv. Et indre liv, der også føder ideer, der bliver til bøger.
Nu, efter 27 børnebøger og tolv års arbejde med Pigen med sherifstjernen, min første roman for voksne, har jeg fundet modet til at stå frem med en historie, der trækker på dele af min egen opvækst. Pigen med sherifstjernen er en roman, men jeg har oplevet mere af det, der bliver skildret i romanen, end godt er for et barn.
Min overudviklede evne til at udholde og ignorere smerte forfølger mig, den er ikke sådan lige til at afinstallere og give slip på. Jeg øver mig til stadighed i at indse, at det ikke behøver at gøre ondt, for at indsatsen er i orden.
Rollen som fars pige har rustet mig til at begå mig overalt, men inde under rustningen er jeg også stadig en lille pige, der står og holder på det elektriske hegn for at få fars anerkendelse, også selvom far ikke lever længere. Nogle nætter vågner jeg med knyttede næver og hovedpine, mens tankerne kører om kap inde bag kraniet som et overophedet elektrisk kredsløb.
Gennem dybe vejrtrækninger forsøger jeg at give slip på tråden, så jeg kan slappe af og falde i søvn igen. Enkelte nætter virker det ikke, så står jeg op og finder notesbogen frem. I den noterer jeg mine tanker og får derved fat i følelserne og hold på trangen til at knuge næverne om trådhegnet. Efter nogle siders skriverier kan jeg slippe tråden og gå i seng igen.
Undren
Ikke før til allersidst, da jeg læste Pigen med sherifstjernen i den endelige version, kunne jeg selv se, hvad der egentlig stod. Og først dér begyndte jeg at undre mig over, at far tilsyneladende ikke vidste, hvor ondt det gjorde at holde om den elektriske tråd. Selvfølgelig må han have vidst, at jeg fik stød. Hvorfor lod han mig gå gennem smerten? Hvorfor skulle jeg oplæres i kunsten at bide tænderne sammen og klare smerte? Han tog ikke vare på mig på den måde, der skal tages vare på et barn. Den erkendelse var ret barsk, men han svigtede ikke med vilje. Han kunne ikke andet, fordi han ikke selv kunne håndtere følelser og derfor fandt sin udvej i promillerne. Det blev hans mirakelmiddel, men med en ubetaleligt høj pris.
Jeg lader flaskerne stå, for som forfatter kan jeg skrive om følelserne og alt det svære, både det fra fortiden og det, der gør ondt her og nu. På den måde håndterer jeg kunsten at klare smerte.
I det kommende nummer af Forfatteren bringer vi et interview med Birgitte Bregnedal om tilblivelsen af hendes roman. Hun ville ikke slippe sit manuskript, men sørgede selv for alle trin i tilblivelsen – lige fra at finde og hyre redaktør, grafiker, trykkeri og lydbogsindtaler til at aflevere den færdige bog hos boghandleren. ※
Birgitte Bregnedal
