Solopgangen her er uforglemmelig – man ser ned over Dragedalen og over mod Ravello og yderst Villa Cimbrone med de skulpturelle træer og den bratte skrænt. Den udsigt
er noget særligt efter tre dage, hvor vi har befundet os inde i alle skyerne. Det betød tæt tåge – vi er 900 meter oppe her på klostret. Men vandrede man de 1500 trin ned ad alle trapperne til Atrani eller Amalfi, var det bare almindeligt gråvejr. Vejret skifter en del her i bjergene, og selvom vi er i Syditalien, er det sjældent varmere end ti grader i skyggen her først i april, slet ikke varmt nok til de lette sommerkjoler, nogle af os har taget med. Og palmesøndag vågnede vi op til sne! Godt, at citronerne stadig er dækket til med sorte slør. Trapperne er eneste transportvej her på egnen – og så muldyret. På min morgenvandring mødte jeg en hel karavane, forrest sad en ung fyr på en træsaddel og tjekkede sin mobiltelefon, bag ham otte dyr med last i metalkasser på dyrenes sider. Det hele foregik i et sindigt tempo og kun med et tilråb til muldyrene en gang imellem.
Venusbryster
Nok er her køligt, men vi får varmen af trapperne og alle de skridt, der skal gås for at komme fra A til B hver dag. Ikke bare i huset, der er i flere plan, fordi det er bygget på en bjergside, men ned til købmanden for livsnødvendige indkøb af Campari, limoncello og tandpasta, ned til baren i Pontone for en cappucino, eller – hvis man virkelig vil imponere de andre klosterbeboere –
op og ned ad de stejle trapper til Campidoglio og kastanjeskoven. Derefter må man have kage; det får vi med jævne mellemrum som dessert her, stedets berømte chokolade/mandelkage, som vores værtinde endda har foræret os opskriften på. Men ellers nyder vi capezzoli di venere på cafeerne i Ravello eller Amalfi. Det betyder venusbryster, og det er et passende navn til de lysegule, marcipanovertrukne kager med bær på toppen og flødecreme indeni. Kalorier må der til, selvfølgelig også rigtig mad som hjemmelavet pasta og mange af de skønne lokale oste. Og vin i rigelige mængder. Vi drikker klostrets egen vin, nogle foretrækker den hvide, eller ”orangevinen”, som de oplyste kalder den, jeg vil helst have den almindelige røde. Og der er nok af den, selvom klosterbestyrerinden siger, at vi drikker meget mindre, end folk gjorde i gamle dage.
Vi vil gerne have nogle historier fra dengang, men dem må vi hente ud af folk, der har været her tidligere, vi får dem i hvert fald ikke af værtinden. Historier er der ellers mange af. Også om egnen, vi befinder os i. H.C. Andersen var her i 1834, han boede nede i Amalfi og tegnede klostre og kirker, siden kom mange af guldaldermalerne, som flygtede fra det usunde Rom i sommermånederne – Frølich, Læssøe, Marstrand og Skovgaard. Men egentlig opdaget blev egnen først af Theodor Philipsen, Kristian Zahrtmann og P.S. Krøyer i 1880’erne. Henrik Ibsen boede her i længere tid og skrev Et dukkehjem på Hotel Luna nede i Atrani, Ricard Wagner blev inspireret til sin påskeopera Parsifal her – han skal have udbrudt: ”Her er Klingsors grotte!”, da han besøgte Villa Rufolo ovre i Ravello. Arbejdsro og fuld forplejning
Dagene går med det arbejde, vi er kommet herned med, og folk er virkelig flittige i deres celler, i musikrummet og i ateliererne. Der skrives og tænkes, der spilles på de to flygler, og der males, tegnes og laves andre former for billedkunst. Forleden var vi på atelier-rundgang og bagefter til Beethoven-koncert omkring det store Steinway-flygel i Wiinstedt-salen – opkaldt efter stifteren af stedet her, Carl Wiinstedt (1875-1932). Wiinstedt fik ideen til refugiet, da den svenske læge Axel Munthe lige før sidste århundredeskifte havde købt villaen San Michele på Capri og indrettet den til et sted for forskere og kunstnere, der havde brug for et ophold med arbejdsro og fuld forplejning. Til gode arbejdsforhold med andre ord. Det har man bestemt også her på klostret, og det har mange nydt godt af. Siden 1924 har mere end tusind danske forskere og kunstnere haft ophold her. Gæstebøgerne er fulde af tegninger og versificerede hilsner med tak til stedet og dets værtinder – først Dora Wiinstedt, Carls kusine, der bestyrede stedet fra hans død i 1932 til 1954, derefter Anne-Lise Brandt til midt i 90’erne, hvorefter vores nuværende værtinde, Annette Ohl, kom til. Allesammen stærke og selvstændige kvinder, der har både forstået at få stipendiaterne til at føle sig hjemme, kunnet styre køkkenet, der laver dejlig mad, og været fortrop på en tur ud i bjergene. Som den, vi var på i dagene før påske, dybt ind i Valle delle Ferriere, hvor vi skulle forcere adskillige vandfald, før vi spiste den medbragte frokost ved en klosterruin med storslået udsigt ned til Middelhavet. Også her med husets vin – nu hældt på Coca-Cola-flasker af plastic. Og derefter dans ned ad trapperne fra Pogerola til Amalfi – det er hemmeligheden, man skal løbe ned ad trapperne, ikke bremse for hvert skridt, så undgår man ondt i knæene. Vistnok. Nogle af os har prøvet at lære det. Og vi håber at komme igen, så vi kan få benmusklerne genoptrænet. Og måske få skrevet endnu en bog? ※
Lotte Thrane