Hvad gør man, når man for længst har afleveret manus til en bog, og der så dukker nye oplysninger op? Oplysninger, der måske vil flytte om på grundhistorien om, hvad bogens hovedperson foretog sig i en vigtig periode af sit liv?
Ja – man beslutter at skrive et par afsnit om og beder sin redaktør have lidt tålmodighed. Og mens man kæmper med at få den nye fortælling på plads, bliver historien om Dona Lili, der drog fra Kartoffelrækkerne til Paris og derefter til Den gyldne by, Ouro Preto i Brasilien, både mere virkelig og mere utrolig. Som alle gode historier skal være; også dem, der bunder i virkeligheden.
For det gør min historie. I 2005 rejste jeg i naturforskeren Peter Wilhelm Lunds fodspor, for jeg ville opleve hans Brasilien og især området omkring Lagoa Santa, hvor han endte med at slå sig ned for at udforske forhistoriske knogle-rester i klippehuler. Jeg gjorde ophold på vejen i barokbyen Ouro Preto, som ligger 180 km syd for Lagoa Santa – og her blev jeg hængende, betaget af byens charme med de mange smukke torve og fontæner og mere end 50 guldudsmykkede kirker og kapeller. Området, som byen ligger i, hedder Minas Gerais, og det var her, man i 1600- og 1700-tallet fandt guld, sølv og diamanter og etablerede minedrift – Ouro Preto betyder ”sort guld”, en hilsen til det dyb, man hentede kostbarhederne op fra. Og Minas Gerais blev et økonomisk og politisk magtcentrum, der sammen med São Paolo-området styrede resten af det store Brasilien i mange år. Den selvbevidsthed, der kendetegnede byen dengang, er stadig mærkbar.
Det gælder også den kvinde, jeg fuldstændig tilfældigt mødte en januardag i 2005. Jeg var faldet i snak med manden, der bestyrede et lille pousada, et gæstehus, og da han hørte, at jeg var dansk, udbrød han: ”Min bedstemor er også dansk! Hende må du møde!” Og så blev jeg inviteret til drinks hos 98-årige Lili Araújo, født Jørgensen, og fik noget af hendes historie. Den handlede om at rejse alene til Paris i 1925, 18 år gammel, fordi hun ville på malerskole, gifte sig med sin brasilianske lærer fire år senere, flytte til Brasilien med ham – og blive enke i 1955. Og derefter få sig sit helt eget liv de næste 50 år, med indhold, hun selv skabte – som værtinde og inspirator for en række af Latinamerikas store kunstnere, navne som Pablo Neruda, Clarice Lispector, Jorge Amado, Elizabeth Bishop. Og ikke mindst under militærdiktaturet i 1964-85, hvor Lilis kælder også skjulte regimemodstandere som den senere præsident Dilma Rousseff og bossanova-digteren Vinícius de Moraes. Fra Europa kom gæsterne også – Sartre og de Beauvoir, Mario Praz og Leonor Fini. Og hele historien om Dona Lilis eventyrlige liv og menneskene omkring hende kan man læse i min bog, når den snart udkommer.
Men hvad med det nye materiale?
Det var en kasse tegninger, som havde stået gemt og glemt i en skunk, lige til min kilde fandt den før jul i 2023. Tegningerne er alle dateret ”Paris 1928”, altså året inden Lili flyttede til Brasilien, og de skildrer to unge kvinder, deres dagligliv som kunstskoleelever og deres liv i øvrigt i byernes by. Alt tyder på, at de forestiller Lili og en veninde. Kunstneren signerer sig kun med ERD, og det er ikke Lilis signatur, men det er tydeligt, at det er en person, der er tæt på hende, er fortrolig med hende og bor sammen med hende – på en af tegningerne ser man f.eks. de to unge piger i et noget usselt loftværelse, som da også betegnes ”Rottereden”. De går på Louvre sammen for at se kunst, de griner sammen og fortæller jokes, og en af dem – mon ikke det er blonde Lili? – bliver charmeret eller søgt forført af en sorthåret mand med lange øjenvipper ude i en skov. Kunne det være hendes kommende mand, Pedro Araújo, som hun jo gifter sig med året efter – eller er det bare en anden sydlænding, der er vild med lyse, skandinaviske piger?
Nyheden om de fundne tegninger fik straks vækket mit altid redebonne research-gen, der burde været stuvet langt væk, når nu manuskriptet var afleveret. For hvem er ERD?
Det er nemt at se, at kunstneren bag signaturen både er en god iagttager og har masser af humoristisk sans, læg mærke til, hvordan hun skildrer sig selv i det herlige billede fra skovturen til Fontainebleau – hun har øjensynlig været med på den udflugt som alibi, og hun ligger nu og fløjter og lader som absolut ingenting ovre på den anden side af skovstien … en ægte veninde!
Men hvem er hun? Signaturen passer ikke på nogen af de personer, jeg allerede ved var del af miljøet på kunstskolen i de år. Flere af dem blev siden berømte eller kendte navne, som William Scharff, Adam Fischer, norske Thorvald
Hellesen, Astrid Noack, Franciska Clausen og
Anna Klindt Sørensen. Men på skolen gik selvfølgelig også en række mennesker, der enten ikke slog igennem som kunstnere, eller som opgav at male. Heraf ikke så få kvinder, som Lili selv – men det er en helt anden historie, man må læse om i min bog.
Lili havde imidlertid to veninder i København, som hun havde gået til tegneundervisning med hos Astrid Holm i Bredgade. De fik, trods mange overtalelsesforsøg, ikke lov af deres forældre til at rejse til Paris, det er alt sammen velbeskrevet i breve. Veninderne hed Kamma Lassen og Ellen Danholt. Og Ellens mellemnavn har med lidt gravearbejde vist sig at være Ruth – ERD!
Ellen kom altså alligevel til Paris, og man må gætte på, hvad der fik hendes forældre til at skifte mening og bekoste hendes rejse og ophold i Paris. Eller var det Lilis familie, der betalte hendes rejse? Var hun fx sendt derned for at holde øje med veninden, og måske få hende med hjem?
I et af de breve, Lili skrev hjem til familien i Skovgaardsgade, beretter hun, at hun overvejer at forlænge det planlagte seksmåneders ophold. Hun har brug for at lære mere, og det skal ikke koste noget, for hun er blevet tilbudt gratis undervisning og et værelse bag atelieret at bo i. Allersidst i brevet fortæller hun i en tilføjelse med blyant, at hun skal stå model for sin lærer, Pedro Araújo.
Mon ikke den nyhed har foruroliget familien derhjemme så meget, at der kom gang i planerne om en redningsaktion?
Det fik de ikke meget ud af, familierne i København. De så ikke Lili igen før i 1937, hvor hun var i Danmark i anledning af sin mors runde fødselsdag.
Men vi fik et kig ind i ungdomskultur og venindeloyalitet anno 1928! ※
Balladen om Dona Lili. Fra Kartoffelrækkerne til Den gyldne by, udkommer på Multivers i det tidlige efterår 2024.
Lotte Thrane