Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2019

Angsten: Er det godt nok?

Der er vist få tegnere og skribenter, som ikke har følt præstationsangst eller tvivl, når de arbejder. Vi har talt med en prisbelønnet illustrator og med en forfatter, som er i gang med den svære toer efter at have modtaget BogForums Debutantpris sidste år.

Af Lene Møller Jørgensen

Illustrator Anna Jacobina Jacobsen modtog Kulturministeriets Illustratorpris 2019 med billedbogen Ø, en ordløs bog om en pige og en havfrue. Den allerførste tegning i Ø kom til hende, da hun var i færd med at åbne en dåse sardiner til frokost. Hun så for sig en lille havfrue dér mellem fiskene i dåsen. Og tegnede den for sjov. Mellem opgaver legede hun videre med havfruen og pigen, der fandt havfruen. Ikke en eneste gang oplevede hun bare en snert af præstationsangst, voldsom selvkritik eller blokering. Noget, der ellers altid sker for hende.

”Når jeg er tre fjerdedele henne i processen med en opgave, bliver jeg ramt af tvivl. Jeg bliver ekstremt kritisk, jeg ser mit arbejde udefra, ser det store billede og tænker: Nej, det der MÅ du kunne gøre bedre! Det sker hver gang. Jeg fortsætter, men uden glæde som før, og så bliver jeg meget afhængig af, at andre siger, at det er godt nok. Og de skal gerne sige det mange gange. Men glæden er væk, det hele foregår i hovedet og flyder ikke,” siger Anna Jacobina Jacobsen.

Overtænkning

Som sagt, så var arbejdsprocessen ikke sådan med Ø. Der var hverken krise eller ekstrem selvkritik.

”Primært, fordi, tror jeg, at jeg ikke vidste, hvad jeg havde gang i. Hvis jeg havde vidst, at det skulle blive til en bog, som andre skulle se, var min indre kritik og tvivl helt sikkert kommet frem. Nu var det som et frikvarter, hvor jeg sad ubevidst, uden at overtænke projektet, og lod intuitionen styre. For mange tanker kan overskygge og hæmme det intuitive.”

Siden Ø har Anna Jacobina Jacobsen illustreret flere andre bøger, ligesom hun har haft sin ord-debut – hun har både tegnet og skrevet billedbogen Baglænsk. Også den kom ret flydende, fortæller hun. Hun havde en drøm om selv at skrive, og det gav hende ro og sikkerhed, at hun var den eneste, der vidste, hvordan denne historie skulle være. Hun mødte eller tænkte ikke på andres eventuelle forventninger.

”Først kom der nogle ord, og så tegnede jeg til dem, og så kunne jeg jo gå tilbage og slette alle de ord, der blev unødvendige, fordi jeg havde tegnet dem. Så den kom lidt af sig selv.”

Den svære toer?

Forfatter Anita Furu debuterede i 2017 med Mit halve liv, en roman, som tager udgangspunkt i hendes jødiske farmors liv. Romanens hovedperson er midt i halvtredserne, når læseren når til sidste side, og det samme var Anita Furu, da hun debuterede. Romanen fik en fornem modtagelse af både anmeldere og læsere, og forfatteren fik BogForums Debutantpris i 2018.

Der er altså noget at leve op til – og er det så en god drivkraft, eller giver det præstationsangst, at den første bog blev en succes?

”Det er en drivkraft. Selvom jeg naturligvis hele tiden overvejer, om jeg kan skrive en bog en gang til, og om jeg overhovedet er eller bliver rigtig forfatter. Men jeg er hvert fald i gang med bog nummer to og har skrevet et par hundrede sider. Det er måske en hjælp for mig, at det er en opfølgning af Mit halve liv, jeg bliver i det samme univers, og jeg har allerede hovedpersonens stemme,” siger Anita Furu.

 

På kommando

Anita Furu har fuldtidsarbejde i Statsministeriet, hvor hun er taleskriver. Og hun kan, som hun siger, skrive på kommando.

”Sommetider skal noget afleveres om to timer, andre gange næste morgen, så jeg venter ikke på inspiration, og det gør jeg heller ikke, når jeg skriver for mig selv. Jeg sætter mig ned, begynder at skrive løs med det samme og redigerer bagefter. Nogle dage bliver det bedre end andre. Så skriver jeg om.”

Mit halve liv er skåret meget ned, netop fordi Anita Furu skriver løs. Først slettede hun hele kapitler og handlingsforløb. Så skar hun i afsnit, sætninger, ord.

Januar tog hun fri for at skrive, fordi hun ville rykke et godt stykke frem med teksten. Ellers skriver hun på fridage og tidligt om morgenen fra seks til otte, før hun møder på arbejde. Det kræver dog, at det er en rolig periode på arbejdet, ellers har hun ikke overskud til det.

”Det er dejligt at skrive hver dag, så skriveblokering har jeg aldrig oplevet, men selvfølgelig har jeg tanker om, hvorvidt det er godt nok, og om andre overhovedet vil have lyst til at læse det. Men jeg skriver, fordi det betyder så meget for mig, selvom jeg ikke rigtig kan forklare hvorfor,” siger Anita Furu. ※

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte