Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2019

Angsten: Når den første forelskelse er ovre

Hvad gør man, når ordene ikke længere bare flyder? Psykolog Arthur Stroud og skrivecoach Rikkemaiah Fischer har forslag til, hvordan negative tanker og blokeringer kan brydes.

Af Lene Møller Jørgensen

I begyndelsen er det ofte et kærlighedsforhold, et lidenskabeligt og nysgerrigt forhold til det at skabe – at skrive, tegne, oversætte. I den første forelskelsestid står alt åbent, alt er nyt, alt er muligt.

Så kommer dagligdagen snigende med krav, forventninger, økonomi – og den første forelskelse er ovre. Den kunstneriske proces kan blive vanskelig, svær, blokeret.

Det er psykolog Arthur Stroud, Psykologkontakten i Hellerup, der drager sammenligningen mellem den første kunstneriske udfoldelse og den første forelskelse. Gennem årene har han haft mange skabende og udøvende kunstnere i terapi, og præstationsangst, blokering og destruktiv selvkritik går ofte hånd i hånd med kunstneren, siger han.

Når en forfatter opsøger ham på grund af præstationsangst eller skriveblokering, er det vigtigt at finde ud af, om det skyldes en ydre belastning. Er der hændt noget, sygdom, skilsmisse, en dårlig ferie, som betyder, at forfatteren med ét ikke kan præstere?

”Alle kan blive påvirket negativt af en ydre belastning i deres arbejde: buschaufføren, postbuddet, håndværkeren; men som forfatter og kunstner i øvrigt bruger man sig selv. Forfatteren har noget på hjerte, måske mere, end buschaufføren har sin bus på hjerte. Dermed har ydre belastninger ofte en større påvirkning på forfatteren,” siger Arthur Stroud.

”Men hvis det hele kører – konen er sød, børnene er søde, hunden er rask, og forfatteren stadig har svært ved at skrive, så kikker jeg på, hvad der er sket med hans forhold til blyanten? Og så bliver det mere subtilt – for hvad er der ændret i forholdet til at skrive? Hvilke tanker er der kommet til, siden den sidste bog eller det sidste kapitel blev skrevet?”

Vær til stede

Rikkemaiah Fischer, skrivecoach i ’Liv til ord’ i Aarhus, opsøges også af skribenter med skriveblokering. Det er komplekst, siger hun, men hun møder typisk to grupper. Den ene har konkrete, skrivetekniske problemer – skribenten går i stå, fordi hun bliver i tvivl om udvikling af karakterer, replikker, osv. Den anden gruppe har  kreativ blokering, hvor idéer og lyst er forsvundet, og skribenten sidder og stirrer på den tomme skærm.

”Det kan selvfølgelig handle om lav selvtillid: Gør jeg det godt nok? Men ofte skyldes det efter min mening, at skribenten er for langt fremme – har sine tanker i fremtiden, tænker: Hvem vil overhovedet udgive den her bog? Eller anmelde den? Eller læse den? Skribenten er ikke til stede i nuet, i den kreative proces, men forsøger måske at ’regne den ud’, tænke rationelt og måske lidt kalkulerende. Det er ikke formidlende for den skrøbelige, kreative proces,” siger Rikkemaiah Fischer.

 

Forventninger

Ifølge Arthur Stroud kommer problemet med præstationsangst og blokering, fordi selve forholdet til at skrive eller tegne har ændret sig. Efter den første udgivelse, hvor det at udkomme måske i sig selv var en præstation og en sejr, så involverer arbejdsprocessen nu noget helt andet – forventninger om anerkendelse, om succes, måske også om økonomi og frygt for fiasko.

”Forfatteren mister jo ikke med ét sine kvalifikationer eller sit talent. Det er kærlighedsforholdet til blyanten, til skriften, til tegningen, der har ændret sig. Det er blevet et konfliktfyldt forhold. Tidligere blev forfatteren motiveret af, hvad han ville, hvad han havde på hjerte – nu har fokus flyttet sig til alt det, han frygter,” siger Arthur Stroud.

 

Forstyr de fastlåste tanker

”En forfatter med skriveblokering er i panik, i krise,” siger Rikkemaiah Fischer. Psykolog Arthur Stroud foreslår, at man søger professionel hjælp, hvis man virkelig er plaget af en langvarig kunstnerisk blokering. Både skrivecoachen og psykologen har dog også forslag til, hvad man selv kan gøre:

”Man skal ud af sine fastlåste tankebaner,” siger psykologen.

Rejs dig fra skærmen, slip blyanten og opsøg litteratur, du ellers aldrig ville læse, og læs et sted, du ellers aldrig læser, i naturen, på en café eller et museum. Eller tænk på maratontricket: En løber er nået til 20 kilometer-stenen, og hun motiveres ikke af tanken om, at der så kun mangler 22 kilometer. Nej, den trænede løber fokuserer på de næste 500 meter, dernæst 500 igen. På samme måde kan forfatteren lave nogle mentale tricks.

Kræv f.eks. af dig selv, at du skal skrive et vist antal ord pr. dag – tag et lille skridt ad gangen frem for at tænke 200 sider frem.

Skrivecoachens erfaring siger, at meget kan løsne sig ved at gå tekstnært til værks og sparre med en anden – hvor er styrken og svagheden i teksten? Også hun foreslår at holde en pause fra den problematiske tekst.

”Giv dig selv fri, skriv dagbog eller digte, skriv i hånden og lad computeren være,” siger hun.

Kik andre over skulderen

En skriveblokering er et følsomt emne, hvis man er midt i den, og når først ordet er sagt, bliver det måske en selvopfyldende profeti. Anders Bodelsen er en af de danske forfattere, der detaljeret har beskrevet sin 12 år lange skriveblokering i offentligheden. For ham handlede blokeringen om en følelse af, at ’hans tid var forbi’. Hver dag kæmpede han, kasserede sit projekt, begyndte på et nyt. Samtidig med, at han tænkte hvorfor? Hvorfor skrive dén historie? I 2009 sagde han til Information:

”Når al den tvivl dukker op, går det hele i stå, og det er meget ubehageligt. Det bliver en livsstemning. Man er røget ud af en skriveproces og fornemmer, at man sgu nok aldrig kommer tilbage i den igen.”

Da Anders Bodelsen mistede sin harddisk og med den alle de ufærdige projekter, blev han sat fri og blev i stand til at skrive igen. Alt dette har han skildret i novellen Comeback, og det er interessant, hvor mange forfattere der skriver om forfattere, der ikke kan skrive.

Helle Helle i Ned til hundene, Kenneth Bøgh Andersen i novellen Et lykkeligt liv (arbejdstitel), Lars Saabye Christensen i Blink og Hanne Marie Svendsen i Bølgernes skum. For blot at nævne nogle få danskere. I USA finder vi – selvfølgelig – endnu flere. Og her skal – selvfølgelig – nævnes Stephen King. I The Shining får forfatteren Jack Torrance ikke meget fra hånden, og Stephen King har i bogen Om at skrive fortalt om egne skriveblokeringer. Om et typisk forløb, som da han skrev Slutspil.

Han fortvivlede, grublede og forbandede historien. Han gik lange ture og dødkedede sig.

”Kedsomhed kan være en vældig god ting for en, der er i en kreativ krise,” skriver han. Efter adskillige uger kom løsningen til ham som et lyn fra en klar himmel. Med en kæmpeeksplosion tog han livet af halvdelen af sit vildtvoksende persongalleri.

 

Skriv hver dag

Det er vigtigt at forstå, skriver Stephen King, ”at det er en dårlig idé at holde inde med et stykke arbejde, bare fordi det er svært, enten følelsesmæssigt eller af mangel på fantasi. Somme tider er man nødt til at fortsætte, selvom man ikke har lyst til det, og somme tider laver man godt arbejde, når det føles, som om det eneste, man formår, er at skovle lort fra siddende stilling.”

Også Ernest Hemingway led af præstationsangst og skriveblokering. Og selvom han var overbevist om, at det betød uheld at tale om at skrive, så talte og skrev han alligevel en del om det. Bogen Om at skrive er en samling citater fra breve, essays og interviews, hvor han fortalte om at skrive.

”Det bedste er at holde op, mens man er godt i gang og ved, hvad der skal ske på næste side. På den måde kommer man aldrig til at sidde fast …” siger han i et interview.

Han havde lange perioder, hvor han ikke skrev, men rugede over en idé, en historie. Når han så endelig gik i gang med at skrive, skrev han hver dag. Hver dag, til romanen var færdig, for ellers forsvinder og dør personerne for én, mente han.

Patti Smith, amerikansk musiker, sanger og forfatter, har skrevet HENGIVEN – om at skrive. Hun er på vej til Paris, hvor hendes franske forlag har inviteret hende til en række events, og hun skal blandt andet fortælle om sin skriveproces. Men hendes notesbog forbliver uberørt i meget lang tid, skriver hun:

”En forfatter, der ikke skriver, skal tale med journalister om at skrive.”

HENGIVEN – om at skrive giver et fint indblik i hendes intuitive skriveproces, hvor hun lader sin bevidsthed arbejde uden at blande sig alt for meget. ※

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte