Klichéen om forfatteren, der sidder ensom og isoleret på kvistværelset, kun omgivet af skikkelser, der er vandret ud af hendes egen fantasi, genstridige skikkelser, som kun vrangvilligt lader sig beskrive i ord, sætninger og handlinger – ja, den kliché er på mange måder … lidt rigtig.
Derfor er der også mange forfattere og illustratorer, der søger sammen i skrivegrupper, netværk og arbejdsfællesskaber med kolleger.
Udmeldt
Malene Ravn, aktuel med den Romanpris-indstillede Hvor lyset er om maleren Carl Fischer, en familiefortælling om hendes mands oldefar, er i en skrivegruppe. Hun har også tidligere fortalt mig om et andet netværk, hun er en del af, ikke en skrivegruppe, men en spændende gruppe af forfattere. Jeg ringer til hende for at høre om arbejdet i en skrivegruppe.
“Jeg har meldt mig ud af skrivegruppen,” fortæller hun.
Pokkers, tænker jeg og spørger:
“Men … hvorfor?”
“Jeg har erkendt, at jeg ikke egner mig til det. Hele idéen om skrivegrupper, at man læser og forholder sig til hinandens tekster, stiller spørgsmål til dem, og også bare snakker om dagligdagen som forfatter – alt det synes jeg virkelig godt om. Men i praksis fungerer det ikke for mig. Den nære tekstlæsning på tre-fire løsrevne sider giver mig ikke så meget, jeg vil hellere have øjne på hele mit manuskriptet til sidst. Jeg bliver revet ud af min proces, når jeg læser de andres tekster – også selvom jeg synes, at det er superinteressant og lærerigt at læse dem. Det skemalagte med møder og tekster, der skal læses, det virker forstyrrende, og jeg har svært ved at finde tilbage til fordybelsen igen. Skrivetiden er dyrebar, den indadvendte tid mellem foredrag og udadvendte perioder er knap. Jeg er nok meget fokuseret på at beskytte min indadvendthed,” siger hun.
Skrivegruppen forpligter
Malene Ravn føler, at hun går glip af meget, og bliver lidt jaloux, når de andre mødes, men hun har meldt sig ud, fordi skrivegruppens tid jo er et værdifuldt rum, og man er forpligtet til at være til stede og ikke kun møde op, når det passer én selv.
“Helt oprigtigt ville jeg ønske, at jeg kunne være en del af det, men har erkendt, at det ikke fungerer for mig,” siger hun.
“Hvad med din anden gruppe af forfattere? Hvor I mere har samtaler om jeres kreative processer?”
Jo jo, fortæller hun, den holder hun fast i, helt sikkert. Og den vender vi tilbage til.
Genreblanding
I skrivegruppen, Malene Ravns gamle skrivegruppe, er der fem forfattere.
Jakob Melander, der skriver krimier, senest Ind i den hvide nat, det syvende bind i serien om politiassistent Lars Winkler. Thomas Lagermand Lundme, som er dramatiker, manuskriptforfatter og skriver romaner til børn, unge og voksne. Anne-Sophie Lunding-Sørensen, forfatter til bl.a. trilogien om bordelbestyrer Elvira Gregersen og netop på vej med romanen Sanatoriet. Marianne Verge, der har skrevet en biografi og en lang række børnebøger, senest Winnie & Leo drømmer om dagen.
Og der er Stine Askov, aktuel med Katalog over katastrofer, som foregår i 1980’erne og handler om en 14-årig pige, hvis far bruger al sin tid på at forberede sig selv og hende på de katastrofer – atomudslip, krig, hungersnød – der kan ramme, hvornår det skal være. Jeg ringer til Stine Askov.
“Vi er en meget blandet flok,” siger hun, “og det gør det sjovt og interessant. Som forfatter, og også bare som mig selv, har jeg en tendens til altid at vælge samme type litteratur, samme genre, og i gruppen bliver jeg tvunget til at læse noget helt andet. Når vi f.eks. læser en af Jakobs tekster, så læser vi den ud fra krimiens præmis, og så skal jeg kunne komme med kritik, der er relevant for den genre.”
Malene Ravns oplevelse af at blive forstyrret og have svært ved at finde tilbage i fordybelsen med egen tekst og proces har Stine Askov ikke.
”Jeg får nye idéer og bliver inspireret, dels af de andres tekster, dels af de kommentarer og spørgsmål, der bliver stillet til mine egne. Jeg lærer af at læse de andres tekster – det er lettere for mig at se, hvad og hvorfor noget fungerer i andres tekster. Det kan jeg have svært ved i mine egne, hvor jeg måske nok fornemmer, hvis noget ikke virker, men ikke nødvendigvis hvorfor.”
Forskellige tilgange til læsning
Skrivegruppen mødes ca. en gang om måneden, en hverdag fra 9 til 12, og de, der har tekst, sender. Man beder måske om respons på en karakter, på dialog eller på, om teksten kan bygges anderledes eller bedre op. Eller man kan bare spørge: Hvad synes I egentlig om teksten? Og hvem har oplevet hvad med den?
“Vi har forskellige tilgange til læsningen, én kommenterer helt ned til kommaerne, en anden langt mere overordnet. Det kan jeg godt lide, der sker altid noget, der bliver sagt og peget på noget, man kan bruge, og selvom der er modsatrettede læsninger, så er der altid inspiration at hente. Når jeg går derfra, ved jeg, at jeg kan skrive videre ud fra noget af det, der blev sagt. Snakken falder selvfølgelig også på andre ting. Om invitationer til at holde foredrag og oplæg UDEN honorar og alt sådan noget, som man har brug for at tale med kolleger om, når man har et ensomt job.”
Stine Askovs Katalog over katastrofer, nomineret til Romanprisen 2021, har været igennem den “skarpe og benhårde” skrivegruppe i et utal af udgaver. Research til romanen førte hende bl.a. til Tjernobyl i Ukraine, til det forladte atomkraftværk i det store, tidligere beboede område, som i dag er i totalt forfald og ved at blive opslugt af vildtvoksende natur.
“Mens jeg skrev, gled Tjernobyl dog lidt ud af romanen, så det ikke spiller nogen stor rolle. Samtidig blev jeg også overhalet af HBO-serien Chernobyl Diaries, irriterende nok. Men jeg havde svært ved at slippe den idé og min research, så jeg hæftede et 30 sider langt efterskrift om Tjernobyl på romanen. Det kunne skrivegruppen ikke lide. De sagde alle sammen, at det var frygteligt, slet det, – ja, måske med lidt andre ord. Men jeg kunne godt se det, og jeg slettede det.”
Det første søgende oplæg
Tekstlæsning med de øvrige forfattere har givet Stine Askov et sprog til at tale om tekster, et nyt sæt begreber. Sprog og begreber, som rækker ud over, hvad der er “godt” og “dårligt”, fordi forfattergruppen tilsammen sidder inde med en stor viden om tekst og sprog.
Det er ikke nødvendigvis gennemarbejdede tekster, forfatterne lægger frem for hinanden, det kan også være et første, søgende oplæg til en fortælling.
“Så er det ikke tekstlæsning, men mere en undersøgelse af grundidéen, tonen eller troværdigheden i det nye projekt. Selvfølgelig er det skrøbeligt, men det er alt forbundet med at skrive, og jeg er ikke bange for at lægge det frem.”
Det næste, Stine Askov lægger frem for skrivegruppen, er ikke en roman, men noget, som er nyt og anderledes for hende: kortere tekster, der skal lægges på en digital platform til et projekt under Gyldendal.
“Jeg havde egentlig tænkt mig at skrive en kærlighedshistorie, men nu er der dukket en dominerende moster op i teksten, og hun blander sig,” fortæller Stine Askov.
Om at spejle sig
Nu skal det handle om den anden gruppe, som Malene Ravn er en del af. Hun kalder det sin basisgruppe – eller bare sine venner.
Ud over Malene Ravn består den af forfatterne Iben Mondrup, Alberte Winding, Mathilde Walter Clark og Lotte Kaa Andersen. De fem forfattere mødte hinanden til en masterclass i Dansk Forfatterforening med den svenske forfatter Linn Ullmann for nogle år siden. Hun fortalte om tanker og overvejelser, hun havde gjort sig, mens hun skrev den selvbiografiske roman De urolige, der skildrer hendes liv med to berømte forældre, den norske skuespiller Liv Ullmann og den svenske filminstruktør Ingmar Bergman. Linn Ullmann og de deltagende forfattere havde en god, indgående og konkret samtale undervejs og til en let middag bagefter. Samtalen mellem de fem danske forfattere er fortsat lige siden. De havde en fælles oplevelse og genkendelse, fortæller Iben Mondrup.
“Flere af os skrev selv på egne familiehistorier, og Linn Ullmann fortalte blandt andet om, hvordan forfatteren ofte forveksles med fortællerstemmen. Det føles meget betydningsfuldt at kunne genkende sig selv i nogle af temaerne – og i hinanden – når man troede, at det var tanker og frustrationer, man var helt alene om. Det var stort og vigtigt.”
I dag mødes de til middage, går til koncerter eller i teatret og deltager i hinandens mærkedage.
“Vi snakker om vores liv, foredrag, et punkt i en kontrakt, og så selvfølgelig altid om, hvordan det går med skrivningen – og som regel går det jo forfærdeligt!” siger Malene Ravn.
Iben Mondrup fremhæver, at det er en lettelse, at de ikke behøver at gøre rede for, hvad de laver, og hvordan de gør det, men kan mødes “med hovedet i hver deres bærepose”, uden at nogen studser over det.
“Vi kender alle det med at starte et manuskript op, hvor svært det er, og hvor meget man skal skrive for at få fat på historien. Det er et nødvendigt onde at skrive og skrive og fortvivle, før man får hold på det. At man må ikke give op, at det handler om udholdenhed, stamina og ikke om inspiration,” siger hun.
De er alle fuldtidsforfattere, arbejder meget, og nej, det er ikke en skrivegruppe, der er ingen dagsorden og ingen tekster, men Iben Mondrup har haft en af de andre til at læse med på sin seneste roman. Sådan bruger de hinanden, og ligesom alle andre faggrupper taler og diskuterer de fag.
“Hvis en møder op med en frustration, så er det naturligt, at den bliver luftet. Sidste gang vi mødtes, kæmpede en af os med en titel, og så diskuterer vi titler. Det kan også være synsvinkel eller noget helt andet; vi er kolleger og venner, og vi snakker fag,” siger hun.
Opbygning af tillid
Lotte Nybo er forfatter og illustrator – bl.a. til prinsesseserien Halløj på slottet – og hun er en del af en skrivegruppe på fem. Et af de øvrige medlemmer, Tove Krebs Lange, er også både skrivende og tegnende, mens de resterende tre skriver i forskellige genrer og til forskellige målgrupper. Den seneste tid har corona sat aktiviteten på pause, men ellers plejer gruppen at mødes hver tredje uge, ligesom de en gang om året tager op til en ødegård i Sverige for at skrive og tegne. De mødte hinanden for 12 år siden på Vallekilde Højskole til et kursus om børnelitteratur og fandt sammen som skrivegruppe.
“I begyndelsen krævede det overvindelse, når man lagde en tekst frem for de andre; man blotter sig jo, når man viser noget, som ikke er færdigt. Men vi har bygget vores tillid til hinanden op gennem 12 år, i dag er den massiv, vi kender hinanden og fornemmer ofte, hvor den anden vil hen, vi hjælper hinanden med at blive bevidste om vores egen tekst. Vi kan lægge den første skitseplan til en tekst op og kan agere som en art fødselshjælper på idéen. Vi er solidariske over for den valgte genre, over for den idé eller præmis, tekstskitsen er skabt ud fra.”
Det kan dø mellem hænderne på én
Det er dog sjældent, at tegninger og illustrationer kommer på bordet til feedback og diskussion.
“Når det drejer sig om tekster, så tackler vi det meget håndværksmæssigt, praktisk, men når det drejer sig om illustrationer, bliver det følsomt. Især hvis der kommer smag indover.”
Også hvis du eller I fremlægger en første skitse til en illustration?
“Ja, jeg vil selv være tøvende med at berøre en andens billedunivers, mens vedkommende er i arbejdsprocessen. Og selv ville jeg være bange for at få det slået i stykker, det kan så let dø mellem hænderne på én, ikke?”
Der kan vel også være praktiske og konkrete bemærkninger, såsom “hun ligner ikke en på 11 år” og den slags?
“Jo, kommentarer på det redigeringsmæssige plan er ganske almindelige, og det kender alle illustratorer til. Jeg mener, at det er bedømmelsen, der er det svære – både at give den og at modtage den. Det er en samtale mellem mange illustratorer, at det virker forstyrrende at sammenligne sig med andre, og som Tove (Krebs Lange, red.) har sagt, så mangler der et anmeldersprog for illustrationer. Vi illustratorer mangler måske også selv ord og et sprog, når vi taler om tegninger.”
Malerisk, rodet og kikset
Lotte Nybo fortæller, at en god kollega for en del år siden bemærkede, at “når du er allerbedst, er du helt grafisk”, og det var en kommentar, hun var glad for, fordi den satte ord på noget, hun ubevidst arbejdede med: “Nå ja, det er dét, jeg selv kan lide!”
Men straks banker det problematiske ved bedømmelser på: “En positiv respons skal jo ikke føre til en opskrift: at nu vil jeg være grafisk i alle mine illustrationer, for så keder jeg mig og kører på automatpilot, og mit arbejde bliver mindre godt. Jeg vil også være malerisk eller rodet og kikset. Det er vigtigt for mig at eksperimentere undervejs.”
Lotte Nybo fremhæver også en anmeldelse, som var virkelig brugbar.
“Jeg havde illustreret et folkeeventyr, som jeg ikke kunne få greb om og virkelig kæmpede med. Anmeldelsen var da også superdårlig, der stod bl.a. ’alle Lotte Nybos figurer ligner nogen, der er på speed’. Og jeg kunne se, at hun havde ret, og derfor var det også en god og virksom anmeldelse for mig. Den gjorde mig bevidst om, at jeg skal finde egne autentiske følelser i mine figurer, når jeg illustrerer. Ellers skal jeg afstå. Men hvis en tilsvarende rapkæftethed faldt mellem kolleger, ville den nok ødelægge trygheden og arbejdsklimaet, ikke?”
Illustratorer på tegnestuer
“Det er ikke så almindeligt med tegnegrupper som med skrivegrupper,” fortæller formand for illustratorgruppen Tove Krebs Lange, “nok fordi mange illustratorer sidder på tegnestuer. Vi, der ikke gør, mødes dog af og til for at arbejde sammen.”
Hun har tegnet og skrevet mange, mange bøger bl.a. serien om Max og Bella, og tager ganske meget på “arbejdslejr”, som hun siger, i et sommerhus med gode kolleger og veninder. Og hun mødes jævnligt med kolleger for at tale fag og udveksle erfaringer.
“Og Lotte Nybo og jeg tager nogle gange tegneopgaver med, når vores skrivegruppe er i ødegård. Jeg elsker at sidde sammen med nogen og male! Børn, katte, kolleger,” siger Tove Krebs Lange.
Lotte Nybo er enig:
“Det er ganske befordrende og inspirerende at gå i koncentreret arbejdsmode sammen. Ofte kan man løfte en opgave et nyt sted hen.”
Lene Møller Jørgensen