Hvad synes du egentlig er det særlige ved bøger?” spurgte en dreng, da jeg for nylig holdt foredrag om mit forfatterskab. Jeg svarede noget med, at det er det nærmeste, vi kommer en adgangsbillet til et andet menneskes bevidsthed. Ret enestående faktisk.
Og hvad er så det særlige ved at være forfatter? For mig er en af tingene helt sikkert at tage på rejse med mine bøger. At opleve dem ude i verden efter i månedsvis at have siddet foran min pc og arbejdet på manuskriptet. At møde læserne.
På en rekordvarm dag i sensommeren sidder jeg på Café Vitus – et pitstop på vej hjem fra mit kontorfællesskab på Kronborg – da der tikker en mail ind på min telefon: Kindest regards from The Royal Danish Embassy in Moscow: KRYAKK 2018. Jeg bliver inviteret til at deltage i årets bogmesse i Krasnojarsk, Sibirien.
Nogle måneder senere lander jeg i Krasnojarsk – sneen fyger hen over asfalten, og temperaturen er i skarp kontrast til det forsinkede efterår i Danmark. Byen er omgivet af stejle bjergsider, og den imponerende Jenisejflod kløver landskabet i to. Jeg mødes med Marina fra den danske ambassade over en skål rødbedesuppe i hotellets restaurant. Der er lagt et flot program for mig, hvor der både indgår moderne ballet, Bach og bjerge.
På bogmessen skal jeg bl.a. tale om min fremtidsdystopi Kloden under vand. Den handler om klimaflygtninge – hvordan de få sidder sikkert og godt på de sidste bidder land, mens de fleste prøver at overleve i en verden af vand. I fortællingen er der et lille håb et sted ude bag horisonten. En flydende by … det findes faktisk lige om lidt. I virkeligheden. Og måske er det en af mange visionære løsninger på de udfordringer, vi går i møde.
Det overordnede tema på KRYAKK i år er Den Fjerde Industrielle Revolution, og en vigtig del af programmet omhandler formidlingen af bøger til børn og unge. Messen er grundlagt og arrangeret af Mikhail Prokhorov-fonden, og det er 12. gang, den afholdes.
KRYAKK kan umiddelbart minde om bogmessen i Bella Center – rækker af stande, der udstiller bøger med farvestrålende forsider, og en summen af folk, der myldrer rundt. Men der er en forskel. Den bliver først rigtig tydelig, da jeg kommer i snak med de russiske børn og unge. De besøger ikke messen sammen med deres skoleklasser, for man læser ikke moderne børne-
og ungdomslitteratur i skolen – og slet ikke om forældreoprør, seksualitet, skilsmisse og død. Den slags bøger fylder i det hele taget ikke meget på markedet. Og det er netop temaet for et af mine oplæg. At skrive for børn og unge om det svære i livet. I Danmark betyder skoler og biblioteker jo meget i formidlingen af den slags bøger. Der er f.eks. lavet et omfattende undervisningsmateriale til min kortroman Lige nu er allerede i morgen, og jeg holder jævnligt foredrag på skoler om bogen og det at miste. Hvert år lever cirka 140.000 danske børn med alvorlig sygdom eller død blandt deres nærmeste. Hvor mange mon det er i Rusland?
Under mit oplæg beder en ung pige om ordet. ”Når man er teenager, svinger ens humør op og ned,” siger hun. ”Hvis man ikke kan læse om det nogen steder, tror man, at man er den eneste i verden, der har det sådan. Det kan være meget ensomt.” Og her midt i messens hvirvelstorm af indtryk opstår et særligt øjeblik. For hvor er det modigt gjort – at tage mikrofonen og tale om sin ensomhed foran en masse fremmede. Litteratur skal ikke noget, det kan noget. Noget mellem os mennesker, noget inde i os mennesker. Noget unikt, som blandt andet handler om det uforstilte møde og dannelsen af individet – og det er ikke en selvfølge – det minder den russiske piges ord mig om. Derfor er det vigtigt, at der findes biblioteker og boghandler med et bredt udbud af titler, derfor er det vigtigt med legater, der understøtter nyskabende litteratur, og med forfatterbesøg på skoler, kulturhuse og andre intuitioner.
Her er Natalia Eihvald fra det russiske forlag KompasGid enig. Det er et lille nicheforlag, som insisterer på at udgive mere komplekse bøger for børn og unge – bøger om det svære i livet. Hun opfordrer russiske forældre til at støtte deres børn og teenagere i at læse disse bøger. For måske bliver det så også lettere at tale om knasterne på livet.
Efter oplægget spørger en ung russisk mor mig, hvornår børn er klar til at læse bøger om døden og klimaforandringer. Måske handler det ikke så meget om fortællingens hvad som om hvordan. Man skriver anderledes om døden eller klimakrisen for en femårig end for en femtenårig. Men det er lige vigtigt. For både døden og klimakrisen findes. Jeg husker ikke kun barndommen som en sommerdag – verden var også fuld af mørke kældre, sorte dyb og frygt. Frygt for børnelokkere, mordere, atomkrig og døden. Man ønsker at skåne sit barn for det sørgelige og skræmmende – men det hører nu engang med, og det er først virkelig skræmmende, hvis man ikke kan genkende sig selv i det, man læser. Som den russiske pige siger … det kan blive meget ensomt. ※
Ida Marie Rendtorff