Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2019

Når bogen skal præsenteres

Forfatter og forlag har altid ønsket sig opmærksomhed om den nye bog. Og mens anmeldelser svinder ind, vinder foromtale og interviews frem. Så nu skal influencere, bogbloggere og reportere have oplevelser, eksklusive oplevelser.

Illustration: Stine Reintoft

Af Lene Møller Jørgensen

Bobler, snacks og oplæsning er en fin og traditionel måde at markere en bogudgivelse på. Det tiltrækker venner, kolleger, mor og måske også naboen. Ikke så meget journalisterne, bloggerne og influencerne.

”Anmelderne er fyret, og litteraturstoffet formidles i højere og højere grad gennem foromtaler, reportager og interviews,” siger Ulrik T. Skafte, stifter og administrerende direktør på forlaget Turbine. ”Journalister har ikke tid til at gå til receptioner, så der skal ske noget ud over det. Noget ekstra.”

Noget ekstra, som en oplevelse, helst en eksklusiv oplevelse, som kan fotograferes, og som andre ikke har adgang til.

Som f.eks. at se København fra en DC-3’er – et 75 år gammelt, klassisk fly, sådan et, som britiske faldskærmssoldater ledet af general Dewing blev fløjet ind over Rådhuspladsen, Vesterbro, Sydhavnen med den 5. maj 1945 og markerede Danmarks befrielse. Sådan et fly, som Tintin fløj til Tibet i, og som med forfatter Ole Steen Hansens ord er bindeled mellem flyvningens barndom og jetalderen. Ole Steen Hansen har skrevet bogen om flyets historie og betydning, DC-3’eren fra Roskilde – og alle de andre, og Turbine har udgivet den i samarbejde med foreningen DC-3 Vennerne og Foreningen for Flyvende Museumsfly.

 

Autentisk oplevelse

Flyet rumler og ryster, ikke voldsomt, ikke ubehageligt, da det langsomt letter fra startbanen i Roskilde og langsomt og lavt flyver mod hovedstaden. Det er et museumsfly, og at være passager i det er en … autentisk oplevelse.

De 18-19 passagersæder i den gamle DC-3’er er fyldt op. Kristeligt Dagblad har sendt en fotograf og en reporter – ”Flyveturen giver god reportage- og fotomulighed, og det lokker”, siger journalist Linda Corfitz Jensen – og ellers er især fagmagasiner og tidskrifter som Ingeniøren, Check.in og Dansk Militærhistorisk Selskab repræsenteret.

”Jeg er meget tilfreds,” siger Ole Steen Hansen, ”jeg ville dog gerne have haft et par landsdækkende aviser mere, og meget gerne en af tv-stationerne. Som forfatter ved man, hvad en god lancering betyder, men også hvor svært det er. Min bog handler om nyere teknik, og selvom det er Danmarkshistorie – DC-3
var et fly, der efter Anden Verdenskrig civilt og militært var med til at gøre Danmark til en udadvendt, internationalt samarbejdende nation – er det ikke et emne, der ligger øverst på den kulturelle prioriteringsliste.”

DC-3 Vennerne administrerer brugen af museumsflyet og har sørget for det praktiske og økonomiske ved presseflyvningen. Venne-
foreningen har over 1.200 medlemmer, og samarbejdet med den giver også bogen et vindue ind til en interesseret målgruppe.

 

Interesse for historie

Ulrik T. Skafte er rejst fra Aarhus til Roskilde for at være med til boglanceringen. Turbine mærker en ganske stor interesse for deres historiske bøger, siger han, og spektakulære arrangementer og bogfester er ofte i forbindelse med lanceringer af netop forlagets fagbøger. Han nævner bl.a. Sænk Skibene! Flådens sænkning den 29. august 1943 af marinehistoriker Søren Nørby.

Sænk skibene! havde vi mulighed for at præsentere på fregatten Peder Skram, og det trak mange fagfolk til. Ligesom i dag, hvor der er flyentusiaster og historisk interesserede,” siger Ulrik T. Skafte.

Han mener ikke, at der er helt så stor gevinst ved events, når det handler om skønlitterære værker. Der slår intet mund-til-mund-metoden, siger han.

”Lotte Kaa Andersens roman Hambros Allé 7-9-13 er et godt eksempel. Den foregår i Hellerup, og dér solgte den godt. Derefter fik vi bogen placeret i lufthavnen, og salget rykkede for alvor. Mange forfattere vil gerne have annoncering i de store blade, men det er min erfaring, at annoncerne først virker, når omtalen allerede er i gang derude,” siger Ulrik T. Skafte.

 

På obduktionsstuen

Lotte Lykke er arrangementschef på Forlaget Lindhardt og Ringhof, og ifølge hende efterspørger folk arrangementer, som ”åbner bogen op”.

”Interessen for arrangementer og lanceringer lidt ud over det sædvanlige kommer fra journalister og influencere, og til dels fra forfatterne selv,” siger Lotte Lykke.

Influencere – på Instagram, Facebook og bogblogs – får større og større betydning for opmærksomhed og bogsalg, og en del af lanceringerne er direkte henvendt til dem. Den dag vi taler med Lotte Lykke, er hun netop på vej til et arrangement på obduktionsstuen
på Bispebjerg Hospital. Dér skal en udvalgt gruppe influencere og journalister mødes med retsmediciner Hans Petter Hougen forud for udgivelsen af hans erindringer, Udenfor skinner solen.

”Vi inviterer ud på steder, som er relevante i forhold til bogens tema og indhold. Bogen præsenteres for influencere, og vi benytter lejligheden til at tage fotos og videoer til markedsføringen senere,” siger Lotte Lykke.

Ligesom Turbine via samarbejdet med DC-3 Vennerne fik stillet museumsflyet til rådighed, så er bogevents og arrangementer heller ikke nogen stor udgift for Lindhardt og Ringhof, fortæller arrangementschefen.

”Det er typisk gennem netværk, samarbejder og forfatterne selv, at vi finder relevante steder at holde lanceringer og events,” siger Lotte Lykke. ※

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte