Det er ti år siden, Shëkufe Tadayoni Heiberg etablerede sit lille forlag, Uro, og hun havde en klar vision for forlagets profil fra begyndelsen.
”I min studietid slog den manglende repræsentation i litteraturen mig. Vi læste værker af så utrolig mange hvide, midaldrende, mandlige forfattere og stort set ingen af kvindelige og ikkevestlige forfattere. Der var ingen skønlitterære fortællinger, der tog afsæt i kvindelig livserfaring, og jeg undrede mig f.eks. over, hvor få fødselsscener jeg havde læst om i litteraturen, på trods af at det jo er en kæmpe omvæltning for enhver fødende kvinde og vel den vigtigste begivenhed i ethvert menneskes liv,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg, der er cand.mag. i litteraturvidenskab med speciale i oversættelse fra persisk til dansk.
Denne indsigt afgjorde en del af forlagets profil, som er udgivelse af feministisk litteratur. Den anden del er udgivelsernes udtryk, det æstetiske.
”Det æstetiske er vigtigt for mig, det er vigtigt, at bogen er smuk. Jeg arbejder meget med den grafiske opsætning, som skal afspejle min drøm om, hvordan en smuk bog ser ud.”
Økokritisk
Forlaget Uro præsenterer sig selv med ordene feministisk/æstetisk litteratur – men de seneste år er der dog kommet endnu en mærkesag til, som forlæggeren kalder økokritisk.
”Jeg ønsker at udgive bøger, der både fortæller kvinders historie, ikkevestlige individers historie, men også andre arter, andre eksistensers historie og fortællinger, der belyser menneskets sameksistens med andre arter,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg.
I de senere år har hun udgivet flere titler, der undersøger dette tema, bl.a. gennem den økofeministiske serie SisterClimate. Gennem de seneste tre år har Uro frikøbt 5300 m2 land i et samarbejde med Naturfonden og har gennem forlaget bundet en kvadratmeter til hver trykt bog. På den måde har forlaget engageret læserne i det aktivistiske arbejde, siger hun.
Uro er et fedt ord
Shëkufe Tadayoni Heibergs oversætterdebut var en oversættelse fra persisk til dansk af en lyrisk roman af forfatter Nader Ebrahimi. I samarbejde med det lille forlag Korridor crowdfundede hun bogen, som fik den danske titel Byen jeg elskede og blev trykt med hendes egne og hendes mands linoleumstrykte illustrationer.
Processen fra oversættelse, illustration, opsætning og til et færdigt bogværk var spændende og givende, syntes hun, og det gav hende inspiration og lyst til at fortsætte med forlagsarbejdet. Og selvom Shëkufe Tadayoni Heiberg i studietiden ikke havde tænkt på sig selv som forlægger, så havde hun allerede tidligt et ord, et navn, i hovedet. Uro.
”Uro er sådan et fedt ord, og jeg havde en god fornemmelse med det – en uro hænger for at berolige, men samtidig er den i bevægelse og skaber uro. Der er en ulmen i ordet, en nerve, en modstand, modsprog og modmagt. Uro skulle være min platform til formidling og til at lave noget sjovt – jeg var nyuddannet, og verden lå åben for mig,” siger hun.
Uro blev til et forlag, og den første udgivelse i 2015 var Dear Frida, en graphic novel skrevet og tegnet af forfatter og billedkunstner Johanne Helga Heiberg. Siden er flere graphic novels, digtsamlinger og romaner fulgt, og blandt dem også flere af Shëkufe Tadayoni Heibergs egne værker, ligesom hun har oversat flere titler fra persisk.
Enheduana
I slutningen af 2020 udkom Dronning over verdens magter af Enheduana på Uro, en ældgammel tekst skrevet på sumerisk i det område, der i dag hedder Irak. I 1968 udkom teksten på engelsk, men altså først direkte fra sumerisk til dansk i 2020 ved Sophus Helle.
”Enheduana er verdens første kendte forfatter, hun skrev med kileskrift på lertavler for 4300 år siden, og det er den ældste tekst, man har et forfatternavn på. Gennem hele min skoletid og på litteraturstudiet har jeg aldrig hørt hendes navn eller læst om hende, selvom vi ellers læste Homer og en række andre tidlige mandlige forfattere. Dronning over verdens magter er et langdigt med 18 vers, og Sophus Helle har oversat det direkte fra sumerisk til dansk – det er han den eneste i Danmark, der kan. Selv læste jeg digtet på engelsk, fransk og tysk og sumerisk og kunne dermed udføre min redaktionsopgaverolle. Vi sammenlignede og diskuterede ord og betydning og endte med at kalde det en gendigtning. Fortællingen er en hyldest, en besyngelse af månegudinden, og Enheduana, forfatteren, er gudindens ypperstepræstinde. Hun bliver smidt ud af templet af mandlige oprørere, men det lykkes hende at erobre templet tilbage ved hjælp af gudindens indflydelse og magt. Forfatteren skriver sig selv ind i historien, ind i værket, så det også er selvbiografisk – selvom vi vist troede, at autofiktion var en ny genre. Det er en iscenesættelse af kvindelig magt og dermed også et gennemført feministisk værk,” siger Shëkufe Tadayoni Heiberg.
Værket er illustreret af Johanne Helga Heiberg og har solgt 2500 eksemplarer. Det er netop blevet genoptrykt og er Uros største succes, ikke kun med hensyn til opmærksomhed og anmeldelser, men også rent kommercielt. Men ellers er der ikke mange penge i at drive det lille forlag. Det er da heller ikke forlaget, Shëkufe Tadayoni Heiberg lever af – de penge, der evt. bliver tjent ind, lader hun stå i forlaget, så der er midler til næste projekt. Hun har opgaver med at oversætte fra persisk for andre forlag, det beriger og fastholder hendes sprog, og det kaster andre opgaver af sig og eksponerer hende i forhold til at formidle persisk litteratur. Iransk litteratur har fået en stor opblomstring og omtale i Danmark de seneste år.
”Men jeg vil også have tid til at skrive selv. Tilbage i 2019 udgav jeg fem bøger på ét år, og det var for meget, så jeg har besluttet mig for kun at udgive et par bøger om året,” fortæller Shëkufe Tadayoni Heiberg.
Hun kalder arbejdet med forlaget for con amore – ”også selvom det er et udtryk, som efterhånden er lidt slidt.” Men det er nu engang med passion og kærlighed til smukke bøger, at hun sidder hjemme i stuen ved skrivebordet med forlagsarbejdet omgivet af legoklodser, lege-
tøj og børn.
Litteraturarkæologisk arbejde– Forlaget Sidste Århundrede finder glemte, og gemte, værker frem
Bag Forlaget Sidste Århundrede står Lasse Skjold Bertelsen, Mads Peder Lau Pedersen og Steffen Skaarup. De er drevet af deres fælles interesse for ældre, overset og grænsesøgende europæisk litteratur, og som forlagsnavnet antyder, er fokus på litteratur fra før årtusindskiftet. Til at begynde med var det to tyske titler, de tre forlæggere havde i tankerne, men hurtigt fandt de andre interessante værker på andre europæiske sprog – og senere også på dansk – og rammerne blev lidt videre. Som de skriver på forlagets hjemmeside, er ”forlaget stiftet med det formål at udgive overset litteratur i dansk oversættelse”, ligesom de som forlæggere især interesserer sig for ”det excentriske, det monomane, det ekspressionistiske og det groteske”.
”Vi plejer at sige, at forlaget er et smagsradikaliseringsprojekt. Vi udgiver litteratur efter vores egen smag, det, som vi selv kan lide, og vi vil også gerne formidle og brede billedet af europæisk litteratur af lidt ældre dato ud, f.eks. sådan at der også er andre navne end Franz Kafka, der kan dukke op, når man taler om centraleuropæisk litteratur eller kanon generelt,” siger Lasse Skjold Bertelsen.
Dogmefrit
Lasse Skjold Bertelsen understreger, at selvom navnet måske kunne antyde noget andet, så er de ikke dogmatiske, og når de især koncentrerer sig om litteratur fra før årtusindskiftet, så skal det ikke være gammelt for støvets skyld, men fordi det er vigtigt for dansk litteratur, at der sker en transfusion med udenlandske titler. Den ældre litteratur bidrager med erfaringer, som en yngre generation af forfattere kan lære af, bruge og nyde godt af.
Lasse Skjold Bertelsen nævner deres første udgivelse, Mørkt forår af den tyske forfatter Unica Zürn. Bogen udkom i Tyskland i 1969, men udkom første gang på dansk i 2015, oversat af en af de tre forlæggere, Steffen Skaarup, og med efterord af Olga Ravn.
”Den handler om en ung pige, hendes gryende seksualitet, men samtidig med et stærkt strejf af dødsdrift. En historie, som senere har en vis genklang i en bog som Cecilie Linds Pigedyr (udkom i 2022, red.), og okay, det er måske en lidt spekulativ påvirkning, jeg udpeger her, men vi mener at kunne se – hvilket Mads Peder Lau Pedersen også har skrevet om ved en anden lejlighed – at den oversatte litteratur har en indvirkning på samtidslitteraturen, at den ældre litteratur inspirerer og påvirker forfattere i dag til at skrive på andre måder,” siger Lasse Skjold Bertelsen.
Sidste Århundrede blev etableret i 2013 efter mange og lange samtaler og diskussioner, en del af dem over en flaske rødvin, om deres fælles interesse for lettere obskure og oversete forfatterskaber fra bestemte dekadente årtier. Litteraturen opsøger de ved at følge andre små forlag i udlandet, undersøge bestemte temaer i udvalgte årtier og gennem samtaler og research blandt andet på internettet.
Trofaste læsere
De tre forlæggere sender oversættelse og korrekturlæsning ud af huset, men de redigerer selv, og Steffen Skaarup står for forsider og sats.
”Vores bøger har et særligt grafisk udtryk og et bestemt bogformat, ikke at de er konceptuelt ens, men vi vil gerne have, at de er vellykkede og genkendelige, og vores læsere siger også, at de kan genkende forlagets bøger på omslagene.”
Sidste Århundrede har formået at etablere sig hos en pæn skare læsere, bl.a. ved løbende at udsende et nyhedsbrev, som Mads Peder Lau Pedersen står bag.
”Vi har faste købere af bøgerne, faste læsere, som er nysgerrige læsere, nørder og æsteter, som læser af lyst og har en sensibilitet over for den nichelitteratur, vi udgiver. De holder løbende øje med vores udgivelsesprogram og har en god fornemmelse af, hvad de får fra et forlag som os,” siger Lasse Skjold Bertelsen.
Forlæggerne bag Sidste Århundrede har alle tre et job ved siden af forlaget, og de trækker kun sjældent honorarer ud af forlaget til sig selv, men forlaget kører pænt økonomisk, og flere af bøgerne er kommet i 2. og helt op til 4. oplag. De udgiver tre til fem bøger årligt, afhængigt af hvor meget tid de har tilovers, og der er ingen tvivl om, at det er lysten og interessen for den oversete, gerne depraverede litteratur, der driver dem.
Sære tekster
Forlaget Sidste Århundrede beskæftigede sig i nogle år kun med oversat europæisk litteratur, men så dukkede ældre, oversete og sære danske tekster op, og forlaget indledte et samarbejde med et andet mikroforlag, Escho, der har resulteret i en række udgivelser kaldet ”Serie for grotesker”.
Serien beskæftiger sig med det groteske og bizarre, det fantastiske og morbide, og den viser ”litterære træk, der har fristet en udgrænset tilværelse i dansk litteratur. Forlagene prøver således at udvide grænserne for vores litteraturhistorie og vise, at den er særere og mere mangfoldig, end man har bildt os ind,” skrev forlaget i sin præsentation af serien.
De to første udgivelser i serien er noveller, som oprindelig er udgivet mellem årene 1900 og 1920. Den tredje af de indtil videre otte udgivelser i serien er Åndeverdenens dårekiste, en række fortællinger skrevet af ingen ringere end salme-
digteren B.S. Ingemann, som vi kender fra salmer som ”Lysets engel går med glans”, ”I sne står urt og busk i skjul” og ”I østen stiger solen op”.
Han skrev også historiske romaner, som var populære i hans samtid – og ja, så skrev han altså også horrorfortællinger, gotiske fortællinger fyldt med gys, gru og skrækromantik. Det er fortællinger, som involverer spøgelser, mørke ritualer, nekrofili og incest. De er skrevet mellem årene 1820 og 1864, og B.S. Ingemann er dermed forfatter til de tidligste – kendte – eksempler på horrorfortællinger i dansk litteratur. Alt sammen har det været gemt og glemt i arkiverne, men er nu gravet frem fra gemmerne af de to forlag.
”Man kan kalde det litteraturarkæologisk arbejde,” konstaterer Lasse Skjold Bertelsen.
Den oversatte litteratur er en nødvendighed for vores samfund
På Forlaget Palomar handler det om oversat samtidslitteratur, skønlitteratur, mange italienske titler, men også russiske, tyske, svenske og, på det seneste, rumænske. Indehaver og stifter af forlaget er Marie Andersen, hun har ingen ansatte, men bruger freelanceredaktører, ligesom hun bruger oversættere til de sprog, hun ikke selv mestrer. Til forsider og grafisk opsætning bruger hun professionelle, mens hun selv styrer alt andet, såsom at finde frem til de rigtige bøger til Palomar.
Marie Andersen koncentrerer sig om at udgive udenlandsk, oversat litteratur, fordi det er vigtigt og uundværligt – ikke fordi hun bliver rig af det, men fordi hun faktisk ikke kunne drømme om at lave andet.
”Jeg bestemmer selv, det er sjovt og udfordrende, jeg møder og taler med forfattere, jeg er på bogmesser, og når man til sidst sidder dér med den færdige bog i hånden … ja, så er det tilfredsstillende, og jeg kan ikke forestille mig at lave andet. Jeg udgiver bøger, og bliver ved med det, fordi jeg synes, at bøgerne er absolut uundværlige for den danske offentlighed, altså jeg udgiver bøger, der er vigtige for vores kulturelle, litterære og politiske diskussion. Og den oversatte litteratur er helt nødvendig for vores samfund,” siger Marie Andersen.
Den første bog
Palomars første udgivelse udkom i 2015, Accabadora, en oversættelse af den italienske forfatter Michela Murgias roman med samme originaltitel. Romanen er fra 2009, den havde vundet priser, solgt 350.000 eksemplarer i Europa, og Marie Andersen købte de danske rettigheder til bogen og oversatte den også selv.
”Nogle år tidligere havde jeg sagt op som gymnasielærer, fordi sprogundervisningen var blevet forringet af en gymnasiereform. Italiensk er mit fag, mit sprog, og jeg ville i stedet forsøge mig som freelanceoversætter og opsøgte en lang række forlag, men fik ingen oversættelser fra italiensk, som der også bliver oversat uendelig lidt fra i Danmark,” fortæller hun.
Siden har Marie Andersen oversat og udgivet en række italienske skønlitterære bøger. Den første prisvindende fra det dengang nystartede forlag fandt læsere, men ikke overvældende mange, og i forhold til andre europæiske lande ret få. Men nogle måneder senere udkom dog Palomars anden udgivelse, og den fik til gengæld stor opmærksomhed. Den var ikke italiensk, men russisk, nemlig Krigen har ikke et kvindeligt ansigt af Svetlana Aleksijevitj.
”Jeg havde arbejdet for Babelfisken (et onlinetidsskrift om oversættelse, red.) på det tids-punkt, og op til uddelingen af Nobelprisen for litteratur sad vi med bookmakerlisten over favoritter til at modtage prisen og fordelte navnene blandt os. Så vi var parate til at bringe et portræt, når offentliggørelsen af vinderen kom. Og på min liste stod blandt andre Svetlana Aleksijevitj. Krigen har ikke et kvindeligt ansigt var på det tidspunkt oversat til alverdens sprog, kinesisk, vietnamesisk, en lang række europæiske sprog, men ikke dansk,” fortæller Marie Andersen.
Hun læste bogen på svensk, det er den bela-
rusiske forfatters debut, en usædvanlig blandingsgenre af vidnesbyrd, forfatterens egne dagbogsnotater og iagttagelser, og efter endt læsning kontaktede Marie Andersen Svetlana Aleksijevitjs agent og spurgte, om et dansk forlag var i gang med forfatterskabet. Da det ikke var tilfældet, købte hun rettighederne til at udgive bogen på dansk. Tine Roesen oversatte, og bogen udkom i november 2015, ca. en måned efter at Nobelpriskomiteen havde offentliggjort, at årets pris ville blive tildelt Svetlana Aleksijevitj.
Fuldtidsforlægger
I forlagets første tid var Marie Andersen korrekturlæser og oversætter og udgav et par bøger om året, men ret hurtigt blev det omvendt – forlagsarbejdet blev fuldtid, og oversættelserne blev færre.
”Jeg fandt ud af, at det var for lidt at udgive en eller to bøger årligt, jeg opnåede ikke den nødvendige synlighed, det kræver et vist antal, seks-syv bøger om året. I år bliver det til otte-ni.”
Titlerne findes dels på bogmesser, bl.a. i Torino, som har den største italienske messe, og el-lers Frankfurt, og derudover har forlagene et netværk af udenlandske agenter og forlag.
Som forlægger og passioneret bogmenneske bekymrer det Marie Andersen, at antallet af litteraturanmeldelser er stærkt faldende, for de er vigtige for at få bøgerne formidlet. Hun har en fornemmelse af, at læserne er der, men synes, at det kan være svært at nå ud til dem. ※
Lene Møller Jørgensen
