Romanen De bedste familier, som udkom i begyndelsen af året, har ligget som ide og kommende projekt på forfatter Kim Blæsbjergs skrivebord gennem 15 år.
”Jeg har i alle årene været bevidst om, at der lå en stor fortælling i mig om Cheminova, om den velstand, fabrikken bragte til et lille samfund, og om den tavshedskultur, der har omgivet fabrikken. Men jeg var ikke moden nok som forfatter – og som menneske – til at skrive den før,” siger Kim Blæsbjerg, der er født og opvokset i Lemvig.
De bedste familier begynder i 1950’erne, hvor den kemiske fabrik Cheminova, som producerer insekt-, ukrudts- og svampegifte, flytter fra Måløv nord for København til Harboøre i det mere fattige Vestjylland. Allerede i Måløv var der problemer med forurening, og det fortsætter i Vestjylland, men samtidig skaber fabrikken arbejdspladser og indtægtsmulighed for mange familier.
”Fabrikken genererede et kæmpestort opsving i hele området, hvor fiskeri og landbrug tidligere havde været hovederhverv. Mange familier levede under små kår, og så kom fabrikken og skabte arbejdspladser, som der var hårdt brug for,” fortæller Kim Blæsbjerg.
Cheminova gav området en tryggere økonomisk tilværelse, et løft ind i efterkrigstidens velfærdssamfund – og til gengæld så man gennem fingre med andre ting. For arbejdet med at fremstille og håndtere de giftige kemikalier foregik på en måde, som udsatte fabrikkens arbejdere og den omgivende natur og fjord for skadelige stoffer og dampe. Det stod sådan set klart meget tidligt.
”Der er bare næsten ingen, der taler om det. Samfundet slår ring om Cheminova med tavshed om problemerne; det gør myndigheder, læger og også de enkelte familier. Sådan var det fra begyndelsen og også op gennem min opvækst i Lemvig i 1980’erne. I 1981 kom der nyheder ud om store udslip ved Harboøre Tange, men på egnen talte man ikke om det, heller ikke i min familie. Ikke fordi vi fik at vide, at vi ikke måtte, men sådan var det bare. Tavshedskulturen herskede,” fortæller forfatteren.
Et vigtigt spor
Tavshed om det, som er svært og problematisk, er et vigtigt spor i De bedste familier. Og det er ikke fortid, siger forfatteren.
”Dengang talte man ikke om problemerne med fabrikken, og det gør man heller ikke i dag – helst ikke i hvert fald. Det gik jo efterhånden op for mig, at der er en god grund til, at så mange, hovedsagelig mænd, ikke blev særlig gamle på min hjemegn. Der er kvinder, hvis mænd har arbejdet det meste af livet på Cheminova og døde af kræft som 57-58-årige, som helst ikke taler om, hvorfor deres mænd mon blev syge og døde før tid,” siger Kim Blæsbjerg.
Det er ikke kun i forbindelse med Cheminova, egnens velgører og sygdomsfremkalder, at tavshedskulturen regerer. Vigtige oplevelser, erkendelser, gode såvel som svære følelser italesættes ikke – heller ikke i Kim Blæsbjergs familie. På spørgsmålet om, hvorvidt det er noget specifikt for hans hjemegn og Vestjylland, siger han:
”Både ja og nej. Det er nok stærkere på min hjemegn end så mange andre steder, men der er jo lommer af tavshed alle vegne, også i særlige miljøer og grupper f.eks. i København.”
Modenhed og mod
Kim Blæsbjerg er uddannet fra Forfatterskolen i 1997, og tonen og kritikken på skolen dengang var så hård, at hans lyst til at skrive helt forsvandt.
”Kritikken bestod i høj grad af latterliggørelse, og når jeg skrev, var det med en konstant fornemmelse af, at lærere og andre elever sad på min skulder, læste med og hånlo ad hver eneste sætning. Så jeg holdt op med at skrive i en lang periode,” fortæller han.
Efter Forfatterskolen læste han til cand.mag. i dansk på universitetet, og skrivelysten vendte tilbage. I 2002 debuterede han med Fælder, en samling prosastykker. Senere begyndte historien om Cheminova så småt at bygge sig op i ham. Men først skrev han fem andre bøger, blandt andet det store trebindsværk Desertørerne, som udkom i 2016, 2017 og 2018. Både i Desertørerne og i De bedste familier fokuserer Kim Blæsbjerg på sammenhængen mellem den lille familie-
historie og den store samfundsfortælling. Det endelige skub til at begynde arbejdet med De bedste familier kom i 2017.
”Det var, dengang den første #MeToo-bølge rullede ind over Danmark, og det handlede jo også om tavshed. Om problematisk adfærd og situationer, som alle vidste fandt sted, men ingen talte om, en kollektiv fornægtelse. Der blev sat ord på noget, man havde holdt inde. I årene op til vidste jeg jo, at historien var der, men jeg var som forfatter nødt til at øve mig i håndværket, og med Desertørerne tog jeg fat på nogle store og tunge samfundsemner som Irakkrigen og finanskrisen. Også som menneske havde jeg brug for at få historien på afstand, blive ældre, mere moden og modig – hvis jeg havde skrevet bogen tidligere, da jeg var yngre, ville jeg nok have været for kritisk, for ensidig og for politisk. Jeg ville jo ikke bare svine Cheminova til, men gerne gøre historien nuanceret, for jeg har også en dyb fascination af de mennesker, der skabte virksomheden, og for den ene af mine hovedpersoner, den målrettede ingeniør, der flytter til området. Jeg fornemmede, at jeg var den rette til at skrive historien, og også at det var det rette tidspunkt at tage fat på den. I fem år arbejdede jeg på bogen, det er den bog, jeg har skrevet på i længst tid, og jeg har researchet ekstra grundigt, fordi jeg vidste, at folk fra egnen ville læse med. Det har de også gjort og med stor interesse, og jeg har fået mange positive henvendelser og kommentarer fra læsere i Lemvig.”
Detaljer
De bedste familier udkom på Gutkind og blev ud over den sædvanlige korrekturlæsning også læst igennem med henblik på tidsmarkører. Et par læsere har alligevel fundet en detalje eller to, som de gerne vil gøre opmærksom på. F.eks. refererer forfatteren til en omtale af Cheminovas grundlægger, Gunnar Andreasen, i den regionale avis JydskeVestkysten på et tidspunkt i 1950’erne. En læser har skrevet til Kim Blæsbjerg, at avisen altså ikke hed JydskeVestkysten i 1950’erne, for JydskeVestkysten blev først skabt i 1991 som en fusion mellem dagbladet Vestkysten og Jydske Tidende.
”Det var en meget fin og venlig e-mail, og hun skrev også, at hun var glad for bogen. Hun ville bare gøre sit til, at bogen blev endnu bedre. Så jeg noterer selvfølgelig alt og får det med i næste oplag,” siger Kim Blæsbjerg.
Forfatteren modtog Jyllands-Postens Litteraturpris 2023 for romanen, blandt andet begrundet med, at det er en ”fremragende fortælling om tavshedskultur, forurening og klasse- og kønskamp, som tusindvis af læsere kan spejle sig i”. Og at det er et ”stykke fortiet danmarkshistorie om Cheminovas mange giftudledninger” og ”en roman, der både stiller skarpt på omkostningerne ved overgangen fra efterkrigstid til velfærdssamfund og på en gryende køns- og klassekamp i lyset af den største miljøskandale i vores historie”.
Lene Møller Jørgensen og Anna Bridgwater
