Kapitel 3: En middag
Man holder sine hænder ud for sig og betragter dem, årerne, der løber under huden som små underjordiske åer, de mørke hår, der ligger hen over ryggen som en aldrende mands sparsomme hentehår. Han bukker de fede fingre i alle deres led og noterer sig, at nogle kødtrevler sidder fast under neglene på den højre hånd. Han kigger rundt for at se, om der skulle ligge en pincet eller en skalpel på bordet ved siden af lænestolen. Det gør der ikke: En flaske, et glas, en lille figur, men ingenting, der egner sig til formålet, så han renser neglene med tænderne, drejer hver af dem rundt om en fortand, så en sød smag af blod breder sig i munden og minder ham om, at han skal til middag i aften, om nogle timer, han magter det ikke.
Han betragter neglene, som nu er nærmest rene, og kører hånden, hvorpå de er fæstnet, ned over den hvide skjorte og lader den følge mavens runding. Så vender han sig mod kakkelbordet ved siden af stolen og skænker mere rødvin op i glasset, løfter det og drejer vinen rundt, holder det op mod lyset fra vinduet.
Livet er godt.
Med glasset i hånden rejser han sig og finder balancen, hvad der ikke er helt let. Så går han de få skridt frem mod bordet midt i rummet, hvorpå der ligger en nøgen kvinde, tavs og blond som en kommenskringle. Han går ned til hendes fødder og lader blikket køre fra hælen, hen over tæerne til fodryggen, kilebenet, rullebenet, ligamentum talofibulare anterius, og han ryster på hovedet, fokuserer, kvindens skinneben, den blege hud, knæet, og nu ser han det for sig, i bevægelse hen over torvet, hvordan det elegant og smidigt bøjer og bringer sin smukke ejer fremad. Der er en gudindekraft i dette knæ, og han kigger op, men møder ikke nogens blik, ikke de åbne øjne, der stirrer ud i halvmørket og blegt reflekterer lyset fra vinduet.
Han fokuserer igen på knæet og nu de runde lår, hoften, maven, som hurtigt bliver til røde, friske kødtrævler med fine, gennemsigtige hinder, sener, blanke som sølv, brusket på ledemodene, snehvide, glatte; det uendeligt fine net af årer.
Han bliver stående lidt i tanker, lænet ind over kvinden, men opdager så glasset i hånden og tager en tår af det, sætter det fra sig i vindues-
karmen og trækker lidt abrupt det tæppe, som ligger ved siden af kvinden, hen over hende.
Han har set tilstrækkeligt, skrevet det sete ned, fastslået, hvad der skulle fastslås, så nu kan han med god samvittighed tage sin gule frakke på og gå hen til døren, skulle han mene. Han standser foran døren for at stoppe sin pibe, inden han går ud i gangen, forbi kommoden med keramikfadet og billedet af en mand med krum næse og ganespalte og ud ad døren, hvor en usædvanligt tyk tåge blidt omfavner ham og visker, hvad han vidste om verden, ud. Alting veksler og forsvinder, tænker han: et lægestudie, et rosenøre, duften af kanel og kardemomme, et firspand, et kurbad, en død komtesses bløde arme, og pludselig går han ad Kirkestien mod havnen, hvordan fanden han end endte her, bappende på piben, som han må have fået ild på.
Han letter på hatten for en ældre herre, der løfter sin stok en smule til hilsen.
Klokken er tæt på fire, og han sætter farten op for ikke at blive forskrækket af de kommende slag fra kirkeuret, men så bryder sveden frem under skjorten, så han krydser over vejen og går mere adstadigt en omvej ned langs havnen og tilbage til Adelgade, hvor han gør sig umage for at træde lydløst ind i hjemmet.
*
Han lægger sig på sengen, pludseligt træt. Han er syg, tænker han, af fedme, af magelighed, af ensformighed og medgang. Han sutter liv i piben og puster en røgsky ud i værelset og betragter den forme sig til et hestehoved, en ko, en furioso, og nu kan han også mærke det bygge op, raseriet, der er livsledens evige følgesvend.
Han kigger over mod chatollet, hvor en pen ligger klar, hvis muserne skulle komme på et sjældent besøg. Livsledens følgesvend, nej vel? O, I matbelyste hjørner, en smægtende sjæls åbenbaring? Et enkelt vers trukket ud af hans sinds forpinte kroge, alene til den gode Christian
Winthers fornøjelse?
Han bliver liggende.
Et par flasker god champagne, til gengæld, en lille terrin postej, en omelette soufflé, hans svigerinde i hvidt papir, familien Rabens i sort. Et grødomslag til at varme hjernen op til den rette poetiske temperatur.
De sidste uger har her været dødstille, ingen patienter, nichts, undtagen kedsomhed og regn, lidt hjortesteg, lidt is med jordbær, et enkelt lig, og så igen kedsomhed og regn, kedsomhed og regn. Og så hjælper det ikke stort, at hans tanker er krumme og sorte som blodpølser, og at der ikke er mere geist i ham end i damepunch, og apropos punch og blodpølse skal han til den forbandede middag, og han gider ikke. Så hellere sidde i sin seng og kigge ud på regnen, som falder på Nysteds åndsforladte indbyggere, blive i sengen med et glas portvin i den ene hånd og sit lem i den anden, og nu han tænker på dét, ville det være fint, om Caroline kunne overtales til at gøre ham selskab. Men hun er vel træt igen, gravid som altid, hvornår er hun ikke gravid?
”Caroline,” kalder han, men ingen svarer. Måske er hun og børnene slet ikke hjemme? Han overvejer at stå ud af sengen, han står ud af sengen, går hen til vaskefadet på servanten, hælder lidt vand op fra kanden, der står ved siden af. Her er ikke en lyd i huset, andet end vandets rislen og nu dets forsigtige skvulpen mod siderne af fadet. Han betragter ringene lidt, men fanden heller skulle vaske sig.
På stolen har tjenestepigen lagt hans pæne tøj frem, så han sætter sig på kanten af sengen og trækker det gamle af, det nye på. Han binder sløjfe på kravatten om sin fede hals, glatter det stivede bryst, som står ud i en uklædelig bukkel. Da det ikke kan blive bedre, går han gennem det tomme hus og ud på gaden, gennem luftens stille bølger mod havnen, hvor han tager hatten af og går barhovedet et stykke for at føle vinden mod sin bare isse.
*
Han spadserer langs vandet, gennem parken, op ad indkørslen mod slottet, hvor nogle fugle kvidrer, og han standser og trækker vejret dybt ind. Da han ånder ud igen, er han en anden, ikke en tyk pølsedigter, men en af Nysteds spidser, ethvert selskabs uundværlige midtpunkt, stiftsfysikus, Lollands redningsmand, og som sådan går han resolut de sidste skridt op mod slottet og op ad trappen, hvor han banker hammeren mod porten. En tjener tager imod hans frakke og stok.
”Hr. Aarestrup,” siger han.
For et par måneder siden tilså han ham for nogle kraftige smerter i den forkerte ende, som viste sig at være en udposning på endetarmen.
”Hr. Petersen. Kan De sidde?”
”Det går,” svarer Petersen og betragter sine blanke skosnuder. Han lægger frakken over armen, sætter stokken i holderen ved døren og viser med en håndbevægelse, at han skal følge efter ind i den fine sal, der vender ud mod parken. Han kan høre stemmer derindefra, en dyb brummen efterfulgt af lys latter.
Og så sidder han pludselig der, ved langbordet med grever, komtesser og yndige kvinder, og selv om flere af dem er bulnet uklædeligt ud siden deres frøkendage i København, kan han stadig få blodet til at rulle hurtigere ved at kigge dem i øjnene og konversere dem en smule over stregen. Og hvis dét ikke kan gøre det, er der skildpaddesuppe, hjemtaget fra Vestindien af fru Rothe, foie gras og champagne, dyresteg, punch, kaffe, cognac og is.
”Fransk novellistik,” siger frøken F ulideligt affekteret.
De andre kigger på hende, men hun siger ikke mere, forsøger vel at opbygge en spænding. Samtalen var gået i stå, og nu forsøger hun at genoplive den.
”Fransk novellistik,” siger han lidt træt, men så får han øje på hendes alabasterhvide hals og aner det hvælvede bryst under kjolen. Han nikker imødekommende. ”Holder De af den?” spørger han mere belevent.
”Der findes en overordentlig noblesse i den, jeg ikke finder noget sted i den danske litteratur.”
Han tager en tår af rhinskvinen, smiler.
”Bernards litteratur,” nærmest ånder hun, ”intet over.”
I den anden ende af bordet taler de om censur og det frygteligt bondske ønske om medbestemmelse.
”Dansk Folkeblad,” siger en, ”folkeoplysning,” en anden.
”Grundtvig, Sibbern, Ørsted. Som om folket skulle besidde en særlig fornuft.”
”Et vist mål af dannelse og selvbeherskelse må vel fortsat være ønskeligt.”
”Og hvad mener De om mordet i Maribo?” spørger en anden, lidt uden for nummer.
”Flere har set en sortklædt skikkelse bevæge sig rundt i byen efter mørkets frembrud,” hvisker fru R, pludselig vågen. Hun har siddet og halvsovet med hovedet på skrå.
”En ung kvinde,” hører han. ”En ung blond kvinde,” og han kan mærke kvalmen brede sig i kroppen. Han giver et lille støn fra sig, og hans sidedame skeler til ham.
”Er der noget galt?” spørger hun, og han ryster på hovedet.
”Det er ålerouladen,” siger han og klapper sig på maven. ”Den bugter sig op igen,” og kvinden tager sig til munden med et lille gisp.
”Borborygmi er en naturlig følge af mit arbejde for at se, hvor meget den menneskelige hud kan udvide sig, skal jeg sige Dem.”
”Borborygmi?”
”Luftplager og udspilethed,” siger han, tydeligt glad for spørgsmålet. ”Den rumlen, maden afstedkommer i sin færd gennem tarmen, og følgelig gasserne, der må ud!”
Hun ryster på hovedet.
*
Han klør sig bag øret, tygger på pennen, slår sig for panden. Maveproblemerne fik ham tidligt hjem fra middagen, og nu står han ved sin pult med pennen i hånden, muserne er endelig landet, hjulpet på vej af cognac og champagne. De må have klemt sig ind gennem vinduet, der står på klem, for at besjæle ham: Den purpurrøde aftens lys, noget, der lægger op til kys, og han ser frøken F for sig, så den døde kvinde på bordet, hendes tørre, røde læber, lyset fra vinduet, vinen i glasset, og han kigger ned på papiret igen og krøller det sammen.
Tjenestepigen, der skal hjælpe ham af tøjet, nægter at indfinde sig, så han går hen til sengen og lader sig falde bagover. I det mindste kan han ligge på ryggen med lukkede øjne og lade tiden drive forbi i sin forbandede tik-tak og håbe, at pigen kommer, at han falder i søvn og vågner i et poetisk humør, tynd og med en velfungerende libido, nu han er i gang med at ønske.
Han forestiller sig tjenestepigen, at hun vikler sig ud af sit forklæde, sin billige, sorte kjole, strømperne, men billedet bliver for detaljeret, for nøjagtigt, måske, lugten af stegeos og andefedt, hendes røde ben. Hendes svindsottige tarme og hvide knogler, den udstrakte arm, den blottede hals, ledemodene, det giver ikke længere mening, men opløses i drømme, som tjenestepigen nu træder ind i, nøgen, måske, og trækker et tæppe hen over ham.
※
Der indgår flere indirekte citater i kapitlet, blandt andet fra Aarestrups breve til konen Caroline og til hans gode ven urtekræmmer Christian Petersen, foruden fra hans digte. Alle er taget fra Samlede Skrifter (1976) og Emil Aarestrups breve (2016).
Kristian Himmelstrup
