Jeg havde en hund som barn. Den var lille og bange, når den mødte en større hund. Men hvis man løftede den op i armene, gøede den højt og modigt ned mod den store hund. En lille historie, der siger noget om vilkårene for ytringsfriheden. Den store tillader sig at gø af den lille. Man gør, når man tør.
Vi danskere er vant til at gøre nar af os selv. Høj som lav, ingen er fredet. Dronningen, politikere og enhver anden, der træder frem i det offentlige rum, kan blive næste offer for latterliggørelse, hån og satire. Humor og selvironi er en god ting, hvis man vel at mærke er vant til den og ved, at den gives med et glimt i øjet. Men har vi glemt, at vi ikke længere kan ytre os alene på nationale og indforståede præmisser og dermed med baggrund i en historisk betinget tolerance?
Globalt anliggende
Kommunikation og kunst er blevet er globalt anliggende. Med de sociale mediers udbredelse kan vi alle agere som redaktører på linje med politikere, statsoverhoveder, etablerede dagblade, magasiner og tv-kanaler. Gennem YouTube kan vi lave vores egen tv-kanal og broadcaste præcis de udsendelser, vi lyster. Inden for lovens og mediernes rammer kan vi lægge billeder på Instagram og sige eller vise næsten, hvad der passer os, på Facebook, i kronikker, film, teater og bøger.
Men hvad er vores mål med ytringsfriheden? Er målet, at ethvert menneske skal have ret til at ytre sig om alle emner på enhver tænkelig måde, uanset om vi er etablerede redaktører på landsdækkende medier, forfattere, bloggere med 200.000 følgere eller enhver anden borger med et cpr-nummer? Har vi glemt visionen for ytringsfriheden i vores iver efter at insistere på at kunne bruge den ubegrænset uanset form og indhold? Følger der et fælles ansvar med rollen som redaktør?
Musiker og kønsdebattør Henrik Marstal kalder det blindhed over for egne privilegier, når man i ytringsfrihedens navn leverer et element af utilsigtet nedladenhed over for andre (DR2, 2015).
”Når man er en del af en norm, så bliver man ofte blind for den. Vi har en menneskelig trang til at sparke nedad. Man får det bedre, når man har kritiseret andre”, siger han.
Vi lærer vores børn i skolen, at de ikke må kalde hinanden for ”luder” og ”taber”. Børn begår selvmord på grund af mobning via sociale medier. Måske har den ubegrænsede adgang til medierne i sig selv animeret til, at hensynsløshed, hån og trusler er blevet en misforstået del af ytringsfriheden. Det er så nemt. Og for nogle også ret sjovt.
”Satire er godt, og man skal gå til grænsen, men satiretegnere skal åbenbart også blande deres personlige, perfide holdninger ind i sagen,” sagde Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, for nylig i et radioprogram på DR om ytringsfrihed. ”Hvornår er det for lavt?” spørger hun. ”Er det i orden, når Inger Støjberg (udlændinge- integrations- og boligminister, V, red.) tegnes med døde asylansøgere på sit juletræ?” spørger hun retorisk som svar på sit eget spørgsmål.
Når reaktionen får ret
Washington Post har, ifølge dr.dk, for nylig trukket en satiretegning tilbage, da avisen blev udsat for protester over at have bragt en tegning af den republikanske senator Rafael Edward ”Ted” Cruz’ to børn som to dresserede abeunger. Det mødte hård kritik på Twitter, ikke kun fra børnenes far, men også fra andre, der satte grænsen ved netop dét at gøre nar med børn. Tegningen blev hurtigt fjernet af bladets redaktør, som efterfølgende understregede over for læserne, at avisen normalt undlader at tegne børn i avisens karikaturtegninger. Den Pulitzer-vindende tegner Ann Telnaes stod bag satiretegningen, og hun afviste blankt kritikken med følgende argumentation:
”Ted Cruz har selv brugt sine børn i en politisk reklame – så stop hyleriet, når karikaturtegnere begynder at tegne dem.”
Vel har man ret til at vise og skrive, hvad man vil. Men har man også ret til at frabede sig en reaktion på budskaberne? Kunne man ligefrem hævde, at enhver, der har ret til at skrive eller visualisere sine budskaber, også må finde sig i, at andre piller dem ned igen?
Retten til at vise hensyn
At man ikke er fredet, selv om man kommunikerer ud fra sin egen position, oplevede den danske fotokunstner Mathilde Grafstöm i oktober sidste år, da hendes nøgenbilleder af det, hun kalder helt almindelige kvinder, blev censureret bort af politiet med den argumentation, at billederne var for blufærdighedskrænkende til at hænge i det offentlige rum. Under en af årets udstillinger på kunstnerbåden Illutron i Københavns havn blev Grafströms fotografier revet ned og smidt i havnen af en ukendt gerningsmand.
Hvem bestemmer, hvad der skal ud i det offentlige rum? Har vi retten til at vise andres historier? Går grænsen ved det personlige og ikke ved det politiske budskab? Har vi pligt til at se og vise alle nuancer af sandheden, når det eksempelvis gælder politik? Men derimod ingen ret til at gøre os til herre over andres historier, hvor ”gode” og salgbare, de end er, når målet er kommercielt eller kunstnerisk? Er latteren eller chokeffekten vigtigere end følelserne bag? Svaret er tilsyneladende ja:
Da et fly faldt ned for en del år siden, rettede en nyheds-tv-fotograf sit kamera mod en amerikansk kvinde, der netop havde mistet et familiemedlem. Hun sad på knæ på gulvet og råbte grædende op i kameraet: ”I lost my child – what more do you want?”
Provokationen som et mål
I USA har man for nylig rejst spørgsmålet, om hvorvidt hjemmesider, der opfordrer til hellig krig, skal gøres ulovlige på linje med hjemmesider om børneporno. Der er altså et lovforslag oppe om, at det skal være en forbrydelse at være inde på, dele og oprette den slags hjemmesider.
””Den amerikanske højesteret har i årevis sagt, at selv de mest bim-bam-rablende agitatorer må ytre sig. Men det er på tide at få afprøvet ytringsfrihedens hellighed”, siger en fremtrædende amerikansk jurist nu.” (citat fra Berlingske)
Ytringsfriheden er en rettighed i civiliserede, demokratiske samfund. Vi er opdraget til at stille spørgsmål og forholde os konstruktivt kritisk i åben dialog og debat. Men reaktionerne på vores kontroversielle budskaber er selve årsagen til, at mange vælger at begrænse sig selv. Reaktionerne er blevet ytringsfrihedens fjende nummer ét. I en sådan grad, at mange har sænket overliggeren for, hvad man tillader sig at ytre verbalt eller visuelt. Andre er gået i den anden grøft og har hævet overliggeren ved at gøre verbale eller visuelle provokationer til et mål i sig selv.
”Satire opfattes let som lyseslukker af den kærlighed og optimisme, som vi alle sammen godt ved skal drive verden i den rigtige retning”, skriver forfatter og kommentator Klaus Kjøller i en kronik i Berlingske. ”Det svære ved satire er ikke at udstille fejl og mangler. Det er desværre ofte alt for let. Det svære er at styrke kærligheden og optimismen samtidig med, at man piller folk og institutioner ned. Først, når ofrene ler med satirikeren, ved man, at det er lykkedes.”
Forfattere og andre kunstnere skal ikke nødvendigvis have folk til at le. Men forståelse er et gennembrud, når den verbale verdenskrig raser. En sådan forståelse opnås muligvis bedst, hvis man undgår at lade provokationen være et mål i sig selv. Det er nemt at få opmærksomhed, men det er noget sværere at opnå forståelse, indlevelse, accept og inkludering. ·
