Hvad kendetegner den gode oversættelse fra et fremmedsprog til dansk? Én definition kunne være, at det er den direkte og loyale oversættelse fra det originale sprog til et velfungerende og flydende dansk – en oversættelse, som også er tro mod det danske sprog.
Det stræber oversættere efter at gøre i deres arbejde hver dag. Kan kunstig intelligens, en maskine, gøre det lige så godt? Her taler vi ikke Google Translate-teknologi, men om avanceret software, der ikke bare skifter ord ud, men er fodret med ord, ord til enhver lejlighed – software, som godt kan regne ud, at en lejlighed ikke nødvendigvis er noget, man bor i, og at regne ikke nødvendigvis har noget med vejret at gøre. Altså software, der kan gennemskue kontekst, genkender sætningsmønstre og raffineres dag for dag. Supercomputere, der behandler flere og flere data og selv finder ud af, hvis der mangler data, og dernæst selv finder dem eller gør opmærksom på, at de mangler. Ja, kan sådan en teknologi gøre det lige så godt som en kreativ og erfaren oversætter med dyb viden om den kultur, der oversættes fra? Juliane Wammen, litterær oversætter og formand for Dansk Oversætterforbund i Dansk Forfatterforening, siger:
”Ja, i nogle tilfælde. Der findes oversættelsesteknologier, som er udmærkede, og hvor man ikke nødvendigvis kan læse ud af en tekst, at den er oversat af en maskine. Så på den måde kan man vel sige, at maskinoversættelser kan fungere, men det gælder altså kun inden for visse typer litteratur.”
Hvilken slags litteratur er det?
Hun tøver lidt, leder efter ordene og siger:
”Det gælder for litteratur, som er flad, fordi de samme ord, udtryk og billeder går igen, og hvor sætningerne stort set er lige lange og ens opbygget. Altså meget skematiske og forudsigelige tekster i bestemte genrer, som tiltrækker læsere, for hvem sproget ikke er vigtigt, og som i højere grad læser for spændingens og genkendelsens skyld. Og som er vant til den type litteratur. Det er der intet i vejen med – men det helt overordnede problem med maskinoversættelser er, efter min mening, at litteraturen dermed ensartes. Standarden bliver den laveste fællesnævner. Jeg kan sammenligne med Netflix, hvor der selvfølgelig også ligger gode film og serier, men hvor de fleste er skåret over samme læst, fordi de skal være lettilgængelige, så ingen bliver stødt, overrasket eller sorteret fra. Diversiteten forsvinder.”
Acceptable maskinoversættelser
Også Morten Visby, formand for Dansk Forfatterforening og præsident for den europæiske oversætterorganisation CEATL, fremhæver i en artikel i organisationens magasin, Counterpoint, at maskinoversættelse af samtidig genrelitteratur fra sammenlignelige kulturer kan være acceptabel (”I am sorry, but it can”, skriver han). Og i øvrigt udmærker maskinoversættelsen sig ved at være fristende billig og hurtigt færdig. Men ifølge en nyere, ikke offentliggjort undersøgelse blandt europæiske forlæggere afviser mere end halvdelen af de adspurgte meget bestemt at bruge maskinoversættelse. Også selvom det ville være meget tiltrækkende ud fra et økonomisk synspunkt.
Forlæggerne ser sig selv som del af en branche og en kulturelsektor, hvor det personlige og menneskelige udtryk har stor værdi og skal beskyttes, skriver Morten Visby. Han vurderer, at denne selvforståelse er meget stærk og i høj grad vil forhindre, eller i hvert fald forsinke, at kunstig intelligens – maskinoversættelse – tages i brug i litterær oversættelse.
Maskinen giver negativ omtale
Juliane Wammen, som selv er delegeret i CEATL og en af tre redaktører på Counterpoint, siger om maskinoversættelse i den danske bogbranche:
”Danske forlag bruger ikke maskinoversættelser i større omfang, i hvert fald ikke så vidt jeg er orienteret,” siger Juliane Wammen, ”det vil simpelthen skade forlagenes image og give for meget negativ omtale. Jeg har hørt om et enkelt forlag, der som et forsøg maskinoversatte nogle af deres danske romanceromaner til andre sprog, og som fandt, at resultatet var for dårligt.”
Den ”acceptabelt oversatte genrelitteratur” har dog også været gennem et menneskes hænder og hjerne. Ligesom en oversætters arbejde bliver gennemlæst og gennemgået af en redaktør, bliver maskinoversættelsen det også – sommetider af både en oversætter og en redaktør. Sådan foregår det også på danske oversættelsesbureauer, der typisk leverer oversatte tekster til virksomheder.
Kvæler arbejdsglæden
Redigering og rettelser af maskinoversættelser er dog ikke almindeligt blandt oversættere, der er organiseret i DOF, siger Juliane Wammen.
”Noget af det mest utilfredsstillende og frustrerende arbejde som oversætter er at få en dårlig oversættelse, som f.eks. en maskinoversættelse, som man skal rette op på. Det er næsten sværere at rette op på dårligt sprog med mange misforståelser end selv at oversætte teksten fra begyndelsen. Det tager næsten også lige så lang tid. Alt det kreative og skabende forsvinder fra processen, og dermed forsvinder også arbejdsglæden og meningen med et stykke arbejde.”
Maskinoversættelse af litteratur er ikke meget udbredt i Europa, men vinder dog mere og mere indpas i Østeuropa på bureauer, hvor aflønning og rettigheder generelt er langt dårligere end i Vesten – også for oversættere. Det har Juliane Wammen kendskab til via det europæiske oversættersamarbejde.
”På oversættelsesbureauerne er det akkordarbejde, de betaler så elendigt og tilbyder så ringe arbejdsforhold, at oversættelse på sigt bliver et studenterjob, noget midlertidigt, indtil man kan få et rigtigt job og forsørge sin familie. De professionelle oversættere forsvinder, og man mister erfaring og viden,” siger hun.
De små sprog
Der er også dilemmaer i diskussionen om for og imod computerens oversættelse, som kan være brugbar og nødvendig på nogle områder, mener hun. Det gælder f.eks. for de små sprog.
”Det er svært, for ikke at sige umuligt, at finde oversættere fra ét lille sprog til et andet – det kan f.eks. være fra makedonsk til estisk. Det er CEATL meget opmærksom på, og dér er det problematisk helt at udelukke maskinoversættelsen.”
Er den hurtige og billige maskinoversættelse en trussel for oversættere – også på længere sigt?
”Vi er meget opmærksomme på det, og også på, at teknologien kan være med til at presse prisen på vores arbejde, for slet ikke at tale om det problematiske med hensyn til ophavsret på en maskinoversat tekst. Jeg er slet ikke maskinstormer, og computeren er et vigtigt og effektivt arbejdsredskab med ordbøger og opslagsværker og meget andet – når jeg tænker på, hvor mange timer jeg tilbragte på biblioteket, da jeg begyndte som oversætter i det små i 2006. Og umiddelbart ser jeg ikke maskinoversættelser som en trussel mod danske oversættere i dag,” siger Juliane Wammen. ※
Illustratoren, der elsker sin computer lige så højt som sine pensler og blyanter
TOMAS BJÖRNSSON ER VILD med sin computer. Den er et fantastisk arbejdsredskab, han fylder den med nye, dygtige programmer og har lige købt et nyt, der kan male vådt i vådt i akvarel.
”Akvarelfarverne er transparente, de bevæger sig som i virkeligheden og glider ind i hinanden. Processen og nydelsen ved at farvelægge er den samme som på akvarelpapiret,” siger han.
Men han har også en stor passion for skitsebøger, som han skitser i med højt værdsatte fyldepenne på sin tegnestue eller ude i byrummet, hvor han er på en evig søgen efter interessante motiver som byskitser.
Der er ingen forskel på, hvor kreativt han arbejder digitalt og på papiret.
”Kreativiteten kommer jo ikke fra computerprogrammet, men fra det menneske, der bruger det. En computer, eller kunstig intelligens, kan sagtens generere en tegning, et piktogram, der viser, hvordan vi skal vaske hænder. Eller en tegning over, hvordan man samler et Ikea-møbel. Det er, når man vil fortælle en historie i illustrationen, når der skal fortælles noget mellem linjerne, at det kreative menneske kan noget, som computeren ikke kan,” mener han og tilføjer: ”Den ubevidste eller utilsigtede handling, der opstår og springer ud af en planlagt handling.”
Kunstig intelligens kan uden -menneskelig indblanding male et pænt ”oliemaleri”, som kan trykkes på et rigtigt lærred og dermed skabe en illusion om at være et såkaldt ”ægte maleri”. Men computerens data, den kunstige intelligens’ DNA, består af millioner af skitser, malerier, farvesammensætninger, skabt af mennesker og udvalgt af mennesker.
”Det sjove – eller det mærkelige – er jo også, at vi som mennesker har meget svært ved at sætte ord på kreativitet. Når man sidder med en tegning midt i processen, kan der ske noget, noget nyt, noget uforklarligt og uventet, hjernen løber løbsk. Man ved ikke helt hvorfor, eller hvad der skete,” siger han.
Tomas Björnsson er som nævnt hverken mere eller mindre kreativ, om han arbejder digitalt eller analogt. Men én ting ærgrer ham, når han er færdig med en tegning på computeren:
”Jeg har ikke det fysiske arbejde i hånden, jeg har ikke tegningen på papir. Det vil jeg gerne have, og det er også det, mange, specielt den ældre generation, gerne vil have.”
Lene Møller Jørgensen
