Otto Dickmeiss er tegner, og blyanten er hans foretrukne værktøj.
”Når man nærmer sig de halvtreds, har man jo i høj grad fundet sit sprog, sit tegnesprog,” siger han, men på det seneste har han dog inddraget et nyt redskab i sproget, nemlig en MacBook.
”Jeg er uddannet på Skolen for Brugskunst i 1988, og det var før computeren. Ja, det vil
sige, vi fik faktisk et par computere, mens jeg gik der, men det var noget med at skrive sig på en liste. Så kunne man være heldig at få adgang til en computer to timer næste fredag. Så det blev aldrig rigtig til noget med mig og computeren, heller ikke efter skolen – der var vel en art dovenskab. Jeg holdt mig til blyant og håndtegning, men sidste år købte jeg en computer, og nu bruger jeg den til visse processer. I en tæt og detaljeret blyantstegning kan akvarelfarver få stregerne til at flyde lidt ud, blive grumsede, og derfor kan det være en fordel at farvelægge på computer.”
Otto har altid tegnet. Hans mor sørgede for, at der lå papir og spidsede blyanter parat, når Otto og hans storebror fik fri fra skole og kom hjem til huset i Nørre Nissum.
”Dengang, og også som ung, var jeg optaget af Dalí og Magritte, optaget af det naturalistiske og surrealistiske. Det tror jeg, at mange drenge og drengetegnere er. De bemærker, om noget er ’godt tegnet’ og ’ser rigtigt ud’. Det gør mange piger sikkert også, men der er en tendens til, at det har større betydning for drengene, tror jeg. I surrealismen genkender man ting og figurer – man kan se, hvad det forestiller, men det er måske lidt forvrænget, skilt ad og sat sammen igen på en overraskende måde.”
Otto Dickmeiss holder fast i det maleriske og malerkunsten, men har som voksen bevæget sig tilbage i tiden, til renæssancen. Han fremhæver især to flamske malere fra 1500-tallet, Hieronymus Bosch og Pieter Bruegel. De malede dyr, bønder og byer, religiøse motiver med paradis og helvede, engle, Gud og Fanden.
Parafraser
På computerskærmen viser Otto Dickmeiss deres malerier, og vi kigger på forunderlige fabeldyr, udtryksfulde, lettere groteske ansigter og fantastiske farver. Mange af malerierne er meget detaljerede, nærmest myldrebilleder.
”De to kunstnere levede for 500 år siden, men deres malerier er mærkeligt samtidige,” siger Otto Dickmeiss, ”de kunne være malet i vor tid. Jeg tegner mere ind i kunsten i de her år, og det er skægt at se, hvor meget der er at hente hos dem. Jeg kan genkende og spejle så meget i deres symbolverden.”
Han udpeger Pieter Bruegels maleri af Babelstårnet og viser sin egen tegning af samme tårn:
”Jeg har gjort tårnet spidsere, men du kan godt se inspirationen, ikke? Og se her – her har jeg lavet endnu en parafrase,” siger han og peger på et Bosch-maleri af engle, som følger de døde op gennem en mørk tunnel mod lyset, hvorefter han slår op i sin egen illustrerede udgave af H.C. Andersens Ole Lukøie. Her står Hjalmar og Ole Lukøje og kigger op gennem tunnelen, hvor småengle svirrer rundt. For enden af tunnelen står der en og vinker. Venter.
Det er Ole Lukøjes bror, Døden.
Ligesom de to flamske malere har Otto Dick-
meiss skabt mange religiøse motiver og har illustreret og tegnet til tekster og bøger med et kristent budskab.
”Det er ikke, fordi jeg er synderligt religiøs, men jeg har bare fået mange af den type opgaver,” fortæller han. Og det er her, han henkastet bemærker, at han debuterede i 2. eller 3. klasse, da han illustrerede et par undervisningsbøger om Jesu lignelser.
Du debuterede i 2. eller 3. klasse? gentager journalisten. Imponeret. Interesseret.
”Ja, altså forfatteren var en af min mors venner, så …” Han synes åbenlyst ikke, at det er noget særligt, eller at det skal uddybes yderligere.
Nej, og det er også okay. Men alligevel, tænker journalisten på vej ned ad trappen efter at have sagt farvel til Otto Dickmeiss på tegnestuen Gul Stue i København K: Debut som otte-niårig?
Godt gået, Otto på otte-ni år. ※
Lene Møller Jørgensen
