En udforskning af grænser

Sanne Munk Jensen debuterede i 2002 med romanen Nærmest hinanden, og hun fik et stort gennembrud til læserne fem år senere med En dag skinner solen også på en hunds røv. Siden er fulgt flere romaner, men også manuskripter til film og tv-serier til DR’s Ramasjang, blandt andet dukkeserienCarsten og Gittes Vennevilla, live-action-serien Sprinter Galore og animationsjulefilmen Den magiske juleæske. Hun har således krydset grænsen fra den skønlitterære roman til dramagenren som manuskriptforfatter. Det er selvfølgelig svært at være analytisk på sig selv, siger hun, men:

”Jeg tænker nok først og fremmest på mig selv som skønlitterær forfatter. Det begyndte med bøgerne, mens manuskriptskrivningen kom til senere, og det var i øvrigt noget, jeg blev opfordret til at lave.”

Generelt arbejder den skønlitterære forfatter alene og på sin egen idé/sit eget projekt, mens manuskriptforfatteren på film og tv-serier ofte arbejder videre på et oplæg fra andre og i et stort og tværfagligt team af manuskriptforfattere, tilrettelæggere og instruktører, siger Sanne Munk Jensen.

”Jeg er et socialt menneske og kan lide at samarbejde og at være en del af et fællesskab. Det er man i høj grad som manuskriptforfatter, og jeg har altid godt kunnet lide at gå derhen, hvor udfordringerne er, og hvor processen virker sjov.”

Filmiske bøger

Sanne Munk Jensen tror egentlig ikke, at hun skriver tv- eller filmmanuskripter, ”som man skal”. Det var ren ”learning by burning”; hun købte bare et manuskriptprogram til sin computer og har aldrig fået hverken undervisning eller været på kursus i manusskrivning, ligesom hun formentlig også ”dikterer instruktøren alt for meget i manuskriptet”. Til gengæld har hun, ud over en bachelor i litteraturvidenskab, læst kandidat på film- og medievidenskab.

”Som manuskriptforfatter har jeg nok den fordel, at jeg altid har skrevet meget filmisk i mine romaner. Jeg tænker meget historien som en film, dyrker dialogen intenst og forsøger så vidt muligt ikke at fortælle, hvad der sker, men prøver at vise det i handling.”

Hun fremhæver, at der er en række lighedspunkter i forløbet, om man så skriver til film eller en litterær tekst – der er en naturlighed i dramaturgien, siger hun, med historien, som har en begyndelse, en midte og en slutning, og punkter, hvor det bliver spændende, og hvor de endelige valg skal træffes. Og så er der jo alle forskellene:

”I en bog er der jo hele det indre liv. Din hovedperson kan f.eks. gå i lang tid og være i tvivl om et eller andet, og komme lidt mere i tvivl og lidt mere i tvivl, men på film skal den proces omsættes til noget visuelt og til dén ene eller meget få scener, der viser, at vedkommende kommer i tvivl. I en bog kan man fedte mere rundt i tanker og følelser, mens man må tænke på andre måder, når man skriver til film.”

Hun nævner et eksempel fra tv-serien Efterforskningen, som TV2 viste i efteråret, og som omhandler efterforskningen af mordet på den svenske journalist Kim Wall. I et af de første afsnit får dansk politi af Kim Walls far oplysninger om svenske politihunde, der kan lugte lig, også selvom de ligger i vandet. Det har dansk politi dog aldrig hørt om før, så i begyndelsen afviser man at bruge hundene. Som seere ved vi jo bedre – vi ved, at dansk politi på et tidspunkt beder svenskerne om hjælp. Men hvad skete der, og hvad var det, der fik dansk politi til at ændre holdning – det var Sanne Munk Jensen spændt på at se, hvordan serien ville forløse filmisk.

Lederen af efterforskningen er på andejagt med sin hund. Han skyder en and, hunden suser af sted gennem et terræn af mose og buskads og vender lynhurtigt tilbage med anden i munden.

”Og så ser man efterforskerens ansigtsudtryk, hvorefter han foretager et opkald til Kim Walls far og siger, at han vil ringe til svensk politi nu og spørge, om han må låne deres lighunde. Det er simpelt, men det var godt løst,” konstaterer hun.

Et fælles rum

Sanne Munk Jensen sætter pris på samarbejde og udveksling i udviklingen af tv- og filmmanuskripter, men hun har også erfaring med at samarbejde om skønlitterære tekster. Sammen med Glenn Ringtved skrev hun i 2013 Dig og mig ved daggry, sidste år udkom hendes og Sarah Engells fælles bog, Tag gaden tilbage, og lige i øjeblikket skriver hun på en roman sammen med Kim Fupz Aakeson.

”Det er vildt fedt, man får et fælles rum med en anden forfatter, og det bliver jo en helt anden bog, end nogen af os nogensinde selv kunne have skrevet – man kunne jo aldrig have skrevet den samme bog selv. Samtidig bliver man meget bevidst om sin egen metode og meget bevidst om sine egne styrker og svagheder som forfatter. Og så er det bare fantastisk at kunne dele historien og processen med en anden, der brænder præcis lige så meget for den.” ※

Kasper Lapp – og historien i et brætspil

HAN SKRIVER BØRNEBØGER og designer brætspil. Begge steder er historien central – på forskellige måder.

En bog har en motor, måske et plot, der giver historien fremdrift, mens der i et brætspil først og fremmest er fokus på spilmekanikken, forklarer Kasper Lapp. ”Spilmekanik er det, der driver spillet – i sorteper handler det f.eks. om at undgå at sidde tilbage med et bestemt kort til sidst.”

Der er ikke megen fortælling i sorteper?

”Næ,” siger han, ”i de gamle spil er der ikke meget historie – selvfølgelig er der undtagelser, som i skak, der jo har en klar tematik. Og Matador, som oprindelig var et antikapitalistisk spil, The Landlord’s Game, men som senere blev kuppet af andre spilfabrikanter, der lavede det til et superkapitalistisk spil om at eje mere og mere. Men der er jo ikke meget historie i ludo eller backgammon.”

En magisk labyrint

Anderledes med moderne spil. Det begyndte med Settlers of Catan i 1990’erne, hvor bosættere skal bebygge en ø – her er fortællingen eller historien integreret i spilmekanismen, i reglerne, og siden er fulgt en bølge af tematiske spil. Flere af dem har Kasper Lapp designet. Bl.a. Magic Maze, hvor spillerne skal finde vej gennem en magisk labyrint.

”Jeg havde designet spillet uden at lægge mig fast på en historie – det var forlaget, der foreslog, at det foregik i et storcenter, et magisk storcenter. Karaktererne i spillet er en slags superhelte, der har mistet deres udstyr, og nu skal de stjæle nyt udstyr i stormagasinet og slippe væk med det. Jeg valgte, at karaktererne skulle være en elver, en dværg, en troldmand og en kriger, fordi det var karaktererne fra mit favoritspil som barn, HeroQuest. Men det er jo i høj grad illustratoren, der tegner spillet, som skaber figurerne. Det er en lidt fjollet historie, men det er sjovere at være en elver end en grøn ludobrik.”

Letgenkendelige figurer

Magic Maze er solgt til 22 lande, og ligesom med bøger får ophavsmanden royalty af solgte spil. Kasper Lapp har som nævnt skrevet flere børnebøger, men han lever af brætspillene og er begyndt at fokusere mere og mere på at skabe en historie i sine spil. Ligesom i et manuskript til en bog skaber han et univers, et plot – som er en del af spilmekanismen, og han sammenligner selve historien med bagsideteksten på en bog.

”Spillerne skaber selv historien. Spillet og reglerne skaber rammen, og spillerne indholdet.”

Brikkerne, eller karaktererne, i et spil skal gerne være letgenkendelige, prototyper, så spilleren hurtigt fanger historien: Cowboyen. Sørøveren. Troldmanden. Feen.

”I en god bog skal hovedpersonen stå over for interessante valg. Som læser skal man være spændt på: Hvad vælger hovedpersonen at gøre her? Hvad sker der, når han vælger det her? Og det samme i et spil – i spillet er det bare dig, spilleren, der træffer valget. Det, jeg gerne vil med et spil, er at skabe en historie, en ramme, så spillerne får en fælles oplevelse omkring bordet, og hvor de senere kan diskutere spillet – ’hov, dér stak du mig i ryggen’ og ’det var godt spillet, jeg er både sur og imponeret’.”

Kasper Lapps seneste spil hedder Gods Love Dinosaurs, hvor spillerne er guder og skal skabe hver deres økosystem, som deres dinosaurer kan overleve i – med den rette balance mellem byttedyr og rovdyr. Det er første gang, han helt bevidst har arbejdet med en fortælling fra begyndelsen, har indarbejdet den i spilmekanikken og ikke senere lagt den hen over spillet.

”Her trækker jeg på det samme, som når jeg skriver – jeg skaber en verden, nogle karakterer og en række valg. Og herfra overtager spillerne.”

Tea Bendix – og historien om tegnet musik

TEA BENDIX ER BØRNEBOGSFORFATTER, illustrator, grafisk designer – og utrolig meget andet. Som fortæller og tegner nedbryder hun grænser, udforsker medier og inddrager andre kunstarter som musik og performance. Hun kalder det tegnekoncerter, livetegning, jazz -illustreret.

”Alt sammen handler det om fortællingen,” siger hun, ”om at formidle fortællingen bedst muligt.”

Sådan her begyndte det: For nogle år siden spurgte barokorkestret Concerto Copenhagen, om hun ville være med til at lave en billedbog i forbindelse med orkestrets jubilæum? Det ville hun, og det blev til billedbogen Den morgen vi var hyrder, som udkom i 2016, og med en lille lomme bag i bogen, hvor der ligger en cd med Concerto Copenhagen. Da orkestret skulle optræde med musikken fra cd’en, ville de gerne have Tea Bendix og hendes illustrationer med.

”Under koncerterne fulgte jeg musikken og lagde tegningerne op, så publikum på en storskærm visuelt kunne følge historien, som musikken skildrede,” fortæller Tea Bendix.

Livetegning

Siden dengang har forholdet mellem musik, -illustration og sceneoptræden været under stadig forandring og udvikling for tegneren – næste skridt var at tegne live, direkte til musikken under koncerten.

”Første gang jeg gjorde det, var til en koncert i Holmens Kirke med Concerto Copenhagen. Jeg stod lige midt i orkestret – den dejligste sopran sang lige ved siden af mig – og der var kamera på ovenfra, så publikum kunne følge mine hænder og se tegningerne blive skabt. Orkestret spillede kantater af Bach, jeg havde forberedt mig på forhånd, læst teksterne, kendte tematikkerne og vidste, hvad jeg ville tegne. Selvom jeg lyttede og fulgte med i musikken, var jeg lidt nervøs for, om jeg kunne nå at tegne min tegning færdig, i takt med at satsen sluttede – og før den næste sats begyndte. Bagefter kan jeg se, at jeg ligesom musikerne burde have haft noderne foran mig.”

Tea Bendix er selv et musikalsk menneske. Hun spiller obo, klaver, læser noder og følger anslag og rytme – også når hun tegner. Efter flere optrædener med livetegning blev hun interesseret i at arbejde videre med sceneoptræden og meldte sig til et performancekursus, hvor også flere skuespillere deltog. En af dem var Thomas Danielsen, og sammen skabte de en performance, Paper Works, med undertitlen Livetegning med fysisk modstand. Akkompagneret af musik knæler og kravler hun på gulvet, tegner på en kæmperulle papir – han yder modstanden, løfter hende op og væk, hun tegner videre, han river papiret i stykker, hun tegner videre.

Tegnerens koreografi

Jazz, afrikansk inspireret teknorock, Bach og barok, rim og remser – Tea Bendix har illustreret det meste. Og samarbejdet med en lang række musikere. Bl.a. komponist og trommeslager Emil de Waal.

”Til koncerter plejede jeg at tegne på gulvet, på væggen eller på et bord foran mig, men så fik jeg en kæmpestor, gennemsigtig plexiglasplade, som er hængt op foran mig. Det er sjovt at se tegningen blive til, og jeg er blevet meget opmærksom på min egen koreografi, på min krops bevægelser, mens jeg tegner – det bliver en del af oplevelsen,” siger Tea Bendix. Hun er også opmærksom på, at der er tid i en tegning – at den kan udvikle sig i mange retninger, lade, som om den er på vej i en bestemt retning, og så ændre sig og ende et helt andet sted.

”Tegningen får lyd, smelter sammen med musikken, bliver til et rytmeinstrument.”

I øjeblikket arbejder hun sammen med to musikere, Steen Haakon Hansen og Thomas Sandberg, og plexiglaspladen er med. Men meget har forandret sig siden de allerførste koncerter og optrædener.

”Jeg planlægger ikke længere, hvad jeg vil tegne, på forhånd. Forberedelsen består i, at vi mødes til lange samtaler, filosofiske samtaler om måden, vi er i verden på, religion, kreativitet, videnskab – det er det allervildeste! Og så slutter samtalen med praktiske ting: hvem der kører med hvem, og hvad skal vi huske at tage med,” fortæller Tea Bendix.

Er det ikke angstprovokerende at gå på scenen uden rigtig at vide, hvad du vil tegne og hvorfor?

”Jo, men det er det, jeg søger. Jeg søger ydergrænserne i mit fag. Jeg kan ikke forklare, hvordan vi kommer fra samtalen til forestillingen, men det føles som en dyb forberedelse. Det giver mig det vildeste adrenalinsus, når jeg går på scenen – alt er åbent, jeg lytter med alle sanser, følger de andre ud af øjenkrogen, fornemmer, hvor de andre er på scenen. Det skægge for mig er at se, hvor forskellige tegningerne bliver. Jeg er også begyndt at opleve glæden ved at destruere – jeg tegner og nyder at destruere tegningerne igen.”

Tea Bendix har tegnet mange billedbøger.

”Hvis jeg laver en bog, ender det altid med også at blive noget andet, en udstilling, noget, man kan se, mærke, høre og røre ved,” siger hun.