Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2023

Essays på lyd

Af Kristina Nya Glaffey

Kristina Nya Glaffey, forfatter og kursussekretær i DFF, har skrevet en række bøger, senest To the Modern Man – og så er hun også begyndt at arbejde med fortællinger eller essays på lyd. Egentlig lidt ved et tilfælde.

En dag sidder hun på Facebook og falder over en opdatering fra en gammel skolekammerat. Det er Mikie, som hun gik i 8. og 9. klasse med og også hang ud med efter folkeskolen, indtil han forlod Danmark. Mikie var den nye dreng i klassen, og han var anderledes, spændende og cool. Han dansede hiphop, moonwalkede frem og tilbage foran den grønne tavle i frikvartererne, gik på homobar og var bevidst om sin krop og seksualitet på måde, som Kristina slet ikke var nået til endnu. Og dér, på Facebook, havde han lagt et foto op af sig selv og sit barn – han var en kvinde og var blevet mor.

 

Ikke egnet som bog

Kristina Nya Glaffey tog kontakt til Mikie igen – hun var interesseret i og fascineret af hans liv, hans tanker, refleksioner og erfaringer med køn. Han havde levet som mand og som kvinde – skiftet frem og tilbage. Mikie ville gerne fortælle hende sin historie, og hun ville gerne fortælle den.

”Jeg lavede en masse research, jeg optog vores timelange samtaler på min iPhone og skrev en masse ned. Jeg forestillede mig aldrig andet end historien som en bog og tog mit materiale med til mit forlag, Gyldendal. Men de syntes ikke, at historien egnede sig til en bogudgivelse, og foreslog i stedet, at jeg kontaktede et radioproduktions-
selskab,” fortæller Kristina Nya Glaffey.

Det gjorde hun – hun kontaktede Filt Cph, et lydproduktionsselskab, som kunne lide hendes ide og materiale. Filt pitchede historien til DR LYD, som også kunne lide den – og gerne ville købte den.

”Jeg arbejdede sammen med radiojournalist Anne Pilegaard på Mikies historie. Vi lavede en plan over de fire afsnit, jeg interviewede Mikie, og vi besluttede, hvor vi ville lave nedslag i interviewet, og derefter blev det klippet. Til sidst skrev jeg overgange og indtalte dem,” fortæller Kristina Nya Glaffey om processen. Alt det tekniske, klip og lyd lavede produktionsselskabet.

 

Et nyt projekt på lyd

Når vi taler om lesbisk sex er arbejdstitlen på en ny serie på lyd, som Kristina Nya Glaffey arbejder på i øjeblikket, hvor Filt igen er producenter, og DR er aftager. Det skal blive til seks programmer a 30 minutter om sex, lesbisk sex og nærhed – det er essays på lyd blandet med interviews og reportage fra klubber, shops og filmstudier i Berlin, New York og …

”Nørrebro,” siger Kristina Nya Glaffey, ”vi var faktisk til en mindful cuddle-workshop på Nørrebro forleden, og i weekenden rejser vi til Berlin, hvor vi allerede har været flere gange på optagelse.”

Hun rejser ud og opsøger små klubber og undergrundssteder sammen med sin kæreste. Hele ideen opstod under en samtale mellem de to, og kæresten deltager og indgår også i udsendelsen.

Efter at ideen var kommet til verden, skitseret og formuleret, præsenterede hun den for Filt, som gerne ville arbejde sammen med hende igen. Men denne gang pitchede hun selv sin historie til DR’s pitchdag. Hun havde fem-seks minutter til at præsentere sin ide til en programrække for en flok redaktører.

”Jeg havde lært hvert eneste ord udenad, men prøvede selvfølgelig at lade, som om det kom helt skarpt og naturligt,” siger hun.

Der gik flere måneder, før hun og produk-
tionsselskabet fik svar, og først et halvt år senere var kontrakten på plads, og arbejdet kunne begynde.

”Jeg har fået et engangshonorar, og det er klart bedre og større, end hvad jeg nogensinde har tjent på en bog – det siger måske mere om salget af mine bøger end honorarets størrelse, men det blev udbetalt på én gang og har givet mig ca. tre måneders løn. Til gengæld har jeg afgivet mine rettigheder til programmerne, og DR kan genudsende dem, så meget de vil, og have dem liggende til fri aflytning på nettet,” fortæller Kristina Nya Glaffey.

 

Logistik

I forhold til en bog er tekstproduktionen til programmerne ret begrænset, de er ikke manus-
baserede, og hun bruger måske en måned i alt på at skrive, anslår Kristina Nya Glaffey. Det mest tidskrævende er planlægning og logistik med rejser, aftaler og interviews. Hun optager interviews, indtalinger og lyd på en lille lydoptager, som hun har fået af produktionsselskabet.

”Jeg afleverer optagelserne til dem, og klippearbejdet, montering og alt det tekniske har jeg ikke noget med at gøre. Når vi lytter igennem, kan jeg selvfølgelige sige til, hvis et klip eller en interviewbid ikke fungerer for mig, og foreslå, at vi laver det om.”

Programmerne er lagt an på en del rejser, og produktionsselskabet har betalt nogle af dem, mens andre er finansieret af støtte fra Statens Kunstfond og andre fonde.

Selvom Kristina Nya Glaffey ikke tidligere har tænkt i historier på lyd, så kan hun godt lide at arbejde i formatet og vil også gerne lave lydproduktioner i fremtiden – hvis en ide eller historie egner sig til det.

 

 

Du kan lytte til Kristina Nya Glaffeys fortælling om Mikie, Mikies ni liv, på DR LYD. Når vi taler om lesbisk sex forventes at være klar til udsendelse i efteråret 2023.

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte