Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2022

Exofiktion: Oprejsning

Lotte Kaa Andersen har skrevet romanen. Den inderste kerne om videnskabskvinde Inge Lehmanns liv og arbejde – en betydelig forsker inden for jordskælv og Jordens indre, der, mens hun levede og i årene efter sin død, var overset og ignoreret i Danmark.

Af Lene Møller Jørgensen

Lotte Kaa Andersen havde aldrig hørt om matematiker og jordskælvsekspert Inge Lehmann, før den dag hendes søn, Alexander, kom hjem fra skole og spurgte: ”Mor, er du klar over, at det var en dansk dame, der opfandt Jordens indre?”

Ah, mon dog, tænkte forfatteren, googlede Inge Lehmann og fandt ud af, at drengen havde ret – i hvert fald i, at Inge Lehmann var den første til at komme med den teori, at Jorden har en indre kerne, og at planeten dermed er opbygget på en anden måde, end fysikerne og astronomerne var enige om på det tidspunkt, i 1936.

”Jeg kunne læse, at hun var en anerkendt og berømt videnskabskvinde ude i verden, men på trods af mine mange år i skole, gymnasium og universitet havde jeg aldrig hørt om hende. Det undrede mig,” fortæller Lotte Kaa Andersen.

Verdensberømt, men ukendt i Danmark. Denne undren var den første lille spire til et langt og omfattende research- og skriveforløb, som resulterede i den 411 sider lange roman Den inderste kerne om seismolog – jordskælvsekspert – Inge Lehmanns liv og arbejde. Et langt liv, 104 år blev hun, født i 1888 og død i 1993.

”Jeg var nysgerrig, læste mere og mere om hende, og jeg var så heldig, at Alexander går i klasse med en Lehmann, og på den måde fik jeg tidligt adgang og god kontakt til Inge Lehmanns familie. De tog tillidsfuldt imod mig og delte gavmildt ud af familiens hukommelse om hende.”

Gennembrud

Selvom Lotte Kaa Andersen var interesseret, havde hun endnu ikke besluttet, om interessen kunne og skulle udmønte sig i en roman.

”Ligesom der kan opstå kemi mellem to mennesker, skal der også gerne være en kemi, en særlig forbindelse eller kontakt, mellem hovedperson og forfatter. De to grene af familien, jeg har talt med, har tilsammen nærmest et lille Inge Lehmann-museum med hendes skrivebord, yndlingshatten med strudsefjer, hendes isøkse til bjergbestigning og masser af breve og personlige papirer. Jeg fik lov til at gennemgå det hele, og dér faldt jeg over hendes opskrivningsbog, som hun kaldte den – en dagbog, hun førte i et år, fra hun var sytten til atten, dvs. 1905-1906. Opskrivningsbogen blev et gennembrud for mig. Den her syttenårige pige skrev om sit liv. Om enorme ambitioner, om at hun ville, ville, blive til noget stort, om at være håbløst og intenst forelsket i sin historielærer, om filosoffen Rousseaus tanker, som hun går i rette med, og om kvinder og valgret. Der er så stort et spænd – på den ene side en almindelig pige, der sværmer for sin lærer, og på den anden side en pige fyldt med usædvanlige tanker og ambitioner. Hun er facetteret, fyldt med indre konflikter, kompleksitet og et hoved, der kværner med tanker. Alt sammen noget af dét, der skaber en god romankarakter,” siger forfatteren, som fik lov at låne opskrivningsbogen og andre centrale papirer gennem et år.

Noter

Dagbogen, breve, noter og samtaler med især Inge Lehmanns to grandnevøer gav gradvis Lotte Kaa Andersen en klar fornemmelse af videnskabskvindens stemme, hendes personlighed og sprog. Gennem et års tid læste hun og skrev samtidig forsigtige, prøvende afsnit for at spore sig ind på, hvordan Inge Lehmann skulle lyde i romanen.

”Da jeg viste min redaktør, Jacob Søndergaard (i dag forlagsdirektør på Gutkind, red.), mine første sider, sagde han: ’Ja, det er gode noter, dem kan du bruge, når du skal i gang med at skrive rigtigt’,” siger Lotte Kaa Andersen og griner lidt.

Hun er glad for, at hun ikke på forhånd var klar over, hvor stort og omfattende arbejdet med romanen ville blive. Det er mindre arbejdstungt, siger hun, at skabe ren fiktion end exofiktion. Og hun er også glad for, at hun ikke kendte til begrebet ”exofiktion”, før hun for længst var blevet fanget af Inge Lehmann og var langt inde i processen.

”Jacob Søndergaard sagde på et tidspunkt, at jeg ’skrev ind i den genre’, altså exofiktion, og da havde jeg aldrig hørt ordet før. Min første reak-
tion var, at det lød opstyltet, og hvis jeg på forhånd havde kendt til genren, ville jeg sikkert have fået præstationsangst. Vi forfattere ved jo sjældent, hvad hinanden arbejder på, så jeg anede heller ikke, at jeg var en del af en bølge, at andre forfattere også var i gang med at skrive den type litteratur. Det ville have føltes meget forpligtende.”

Der er noget i luften

I nogenlunde samme periode arbejdede Malene Ravn på Hvor lyset er om maleren Carl Fischer (1887-1962), Eva Tind på Kvinden, der samlede verden om zoolog Marie Hammer (1907-2002) og Sofie Malmborg på Bargums synder om købmand, investor og slavehandler Frederik Bargum (1733-ca. 1800) – blot for at nævne nogle af de udkomne exofiktions-værker fra de senere år.

Hvorfor bliver så mange inspireret inden for samme genre på én gang, tror du?

”Ja, det er meget mærkeligt – man skulle tro, at der var noget i luften. Men det er jo ikke en ny genre, forfattere har altid skrevet romaner på biografisk materiale. F.eks. Thorkild Hansen, Maria Helleberg, Dorrit Willumsen og Per Olov Enquist, som jeg selv er meget begejstret for.”

Thorkild Hansens bog Det lykkelige Arabien bliver faktisk nævnt i Den inderste kerne, da Inge Lehmann i sine sidste år var fast besluttet på at tilintetgøre ikke kun sin opskrivningsbog og sine personlige breve, men også korrespondancen med fagfæller fra USA, England og andre dele af verden. Hendes ven seismologen Erik Hjortenberg argumenterede mod hendes beslutning og fremhævede, at bøger som Det lykkelige Arabien aldrig var blevet til uden arkiverede dokumenter. Efter flere år lykkedes det ham at overbevise hende om, at hendes papirer er historiske papirer og hører hjemme på Rigsarkivet. Og der ligger en stor del af dem nu. I 32 arkivaliekasser, som Lotte Kaa Andersen møjsommeligt har gennemgået.

”Materialet ligger ikke systematisk, men ret rodet, og første side af et brev ligger måske i én kasse, og de øvrige sider i en anden. Det er meget blandet materiale, f.eks. et album, hvor hun har samlet fotos af sin nevø, Walt, og andre børn fra familien og familiens venner. Beskrivelsen af Inge Lehman er ofte, at hun var kold, hård og altid professionel, men hun var også meget moderlig over for de børn. Jeg ville gerne vise den hjertelige, lidenskabelige og passionerede kvinde, hun også var.”

Struktur

Lotte Kaa Andersen har selvfølgelig researchet grundigt på Inge Lehmanns liv, men selve tidsperioden og de mange andre personer, der optræder i romanen, måtte også researches. Inge Lehmanns forældre og søster, Harriet, der var en kendt skuespillerinde, Harriets søn Walt, den livslange veninde Ebba, atomfysikeren Niels Bohr, Lehmanns chef gennem mange år, Niels Nørlund, og en række internationale seismologer. En del af historien om Inge Lehmann fortælles netop gennem de andres synsvinkel – ikke som jegfortællere, ligesom Inge Lehmann heller ikke er jegfortæller, men som tredjeperson.

”Den struktur kom hen ad vejen, mens jeg skrev. Inge Lehmann blev 104, og jeg valgte at skrive om 99 år af hendes liv, som stort set følger det 20. århundrede. Det var et langt liv, og jeg havde forskellige overvejelser om strukturen, blandt andet om den skulle være kronologisk, eller om jeg skulle lade den aldrende videnskabskvinde se tilbage på sit liv – som er det greb, Titanic-filmen f.eks. benytter. Men jeg synes, at det tilbageskuende blev for dødt, og hvis det kun var fra Inge Lehmanns perspektiv, blev det for iltfattigt, for lukket. I stedet valgte jeg at fortælle dele af hendes historie gennem menneskene omkring hende.”

Eneste kvinde

Det var uregelmæssigheder i nogle seismogrammer – der registrerer rystelser i undergrunden – som bragte Inge Lehmann på sporet af den indre kerne. Uregelmæssigheder, som alle andre forskere havde overset eller ikke tillagde betydning. Dengang var opfattelsen, at Jorden havde en indre flydende kerne. Det var et videnskabeligt vedtaget faktum.

”Efter et lille anslag indleder jeg min roman ved den gryende erkendelse, hun har. Fortællingen begynder dér, hvor hun undrer sig og begynder at sætte spørgsmålstegn ved det, som videnskaben ’ved’. Det begynder at dæmre for hende, at tingene ikke hænger sådan sammen, som forskerne ellers er nået frem til,” fortæller Lotte Kaa Andersen.

Erkendelsen er central i bogen og i seismologens liv. På det her tidspunkt er hun i begyndelsen af fyrrerne, den eneste kvindelige seismolog i verden, og hun er kontroversiel alene på grund af sin køn. Det kostede hende søvnløse nætter, overvejelser og kolossalt mod til sidst at skrive den videnskabelige artikel, hvor hun offentliggjorde sin teori, i 1936.

Seismologi er ikke almen viden, og Lotte Kaa Andersen har rådført sig og haft lange samtaler med blandt andre Trine Dahl-Jensen, som er seismolog og seniorforsker ved forskningsinstitutionen GEUS (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland). Trine Dahl-Jensen har også læst og faktatjekket manuskriptet.

”Trine har hjulpet mig med at forstå, hvor stor en opdagelse Inge Lehmann faktisk gjorde – ”en genial idé”, kalder hun det. Jeg har været meget krakilsk med, at fakta er i orden og korrekte – i forhold til det faglige, men også i forhold til Inge Lehmanns personlige relationer.”

Søstrene Inge og Harriet Lehmann havde en flittig brevveksling, som de holdt voksenlivet igennem, og den viser et tæt, men konfliktfyldt, forhold. I perioder var de uvenner og skrev ikke til hinanden. Også sine forældrene havde Inge Lehmann en regelmæssig brevkorrespondance med, og mange breve står trykt med kursiv i romanen. Forfatteren har selvfølgelig valgt ud, skåret ned og også skrevet frit ud fra brevene, men en del af dem står, som afsenderen har skrevet.

Inge Lehmann gemte omhyggeligt alt – fra sin dagbog over familiens breve til små fødselsdagsinvitationer fra barndommen. Det var en gave for Lotte Kaa Andersen, fordi papirerne fortæller så meget om sprog, tone, holdninger og følelser, selvom hun flere gange måtte bede sin mor og moster om hjælp med at tyde den gammeldags skråskrift.

Ansvar

Inge Lehmann fik aldrig børn og har ingen direkte arvinger, men hun har familiemedlemmer, som har kendt hende, husker hende og holder af hende.

”Jeg har følt et stort ansvar over for hende og hendes minde. Og hendes familie selvfølgelig, som har hjulpet mig undervejs, og som også var interesseret i, at historien blev fortalt. Jeg var optaget af, at det skulle gøres respektfuldt og værdigt, og forestillede mig nogle gange, at jeg havde Inge Lehmann siddende på skulderen, mens jeg skrev. Jeg havde f.eks. skrevet en onaniscene, som jeg senere tog ud – hun ville ikke have brudt sig om den, og scenen var unødvendig,” siger Lotte Kaa Andersen.

Hun tror ikke, at hun har ”skrevet den endegyldige sandhed” om Inge Lehmann, tilføjer hun, men hun har givet sit bud på, hvem videnskabskvinden var – en brik til det store puslespil om hendes liv og virke.

”Hun rager op og er en vigtig del af dansk historie sammen med mange af de andre kvinder, hvis liv og arbejde vi aldrig har hørt om. Hun er en heltinde, en overset gigant, og jeg har været indigneret over den måde, hvorpå hun er blevet glemt og ignoreret i Danmark. Jeg har holdt mange foredrag om bogen, og det sker, at selv mennesker, der er uddannet inden for naturvidenskab på universiteterne, kommer op til mig bagefter og fortæller, at de aldrig havde hørt om hende,” siger Lotte Kaa Andersen.

Men det har de nu. Og Lotte Kaa Andersen havde egentlig en plan om at skrive en trilogi om oversete danske videnskabskvinder, men den idé er skrinlagt indtil videre. Nu arbejder hun på noget helt andet.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte