Jeg ville gå i Lundbyes fodspor, tænke som ham, identificere mig med ham, ja, til tider var jeg Lundbye. Det er nemmere at skrive, hvis man tror, at man selv er den, man skriver om,” siger den 36-årige forfatter Peter Løhr, hvis debutroman, Hulemennesket, over guldaldermaleren Johan Thomas Lundbyes korte liv, udkom i 2021.
Som niårig fik Peter Løhr en radering i julegave af sin far. Han havde godt nok ønsket sig et computerspil, men hans distræte og travle far havde glemt at købe julegaver, så han fandt i stedet en af sine mange raderinger frem, pakkede den ind og gav den til sønnen. Det var ”Æsel plaget af fem fluer” af Johan Thomas Lundbye. Raderingen og en intens interesse for kunstneren og hans liv har fulgt Peter Løhr siden. En af de store gåder, der har optaget forfatteren voldsomt, er den unge malers død af et vådeskud – vådeskud er den officielle forklaring – i Sønderjylland under Første Slesvigske krig i 1848. Lundbye var 29 år gammel ved sin død.
”Der findes i hvert fald ti forskellige versioner af omstændighederne omkring hans død – holdt han selv eller hans ven geværet? Var det en forbipasserende bonde eller soldater, der legede tagfat og ved et uheld udløste skuddet? Eller var det et selvmord? Og så videre. Jeg satte mig for, at jeg ville opklare dødsfaldet,” siger Peter Løhr.
Den følsomme komaler
Lundbye døde ung, men hans malerier af husdyr, ikke mindst storøjede køer, og blide, smukke danske landskaber gjorde ham til et nationalt ikon. Allerede som 14-årig kom han på kunstakademiet – Peter Løhrs radering af æslet skabte Lundbye netop som 14-årig – og han var i det hele taget utrolig produktiv. Kendt og populær. Og populære nationale ikoner skal helst ikke have tilbagevendende, dybe depressioner eller begå selvmord. Slet ikke som soldat midt i en krigstid, siger Peter Løhr, der – kærligt – kalder Lundbye for ”Den følsomme komaler”.
”Lundbyes køer er ikke bare køer, det er en malet sindsstemning, og når man ser ind i deres øjne, ser man sig selv,” siger Peter Løhr.
Brændte barndomstegninger
Peter Løhr er uddannet i litteraturvidenskab og moderne kultur, med studier i kunsthistorie i Norge, han blev færdiguddannet i 2014, hvorefter han tog fat på arbejdet med bogen i en årrække. Han har gransket malerier, skitser, tegninger – desværre, siger Peter Løhr, brændte Lundbyes far sin søns første barndomstegninger. Han var ikke interesseret i en kunstner i familien. Peter Løhr gennemgik brevvekslingerne mellem Lundbye og hans nære venner, læste alt, hvad der var skrevet om ham, både af hans samtidige og senere. Og han læste Lundbyes dagbøger. Og de er vigtige redskaber for at komme tæt på ham, men:
”Lundbye havde voldsomme op- og nedture, fra dyb depression til manisk glæde. I de perioder, hvor han er glad, manisk glad, skriver han ikke,” fortæller forfatteren, der dermed ikke fik indtrykket af det hele menneske gennem dagbøgerne. Når maleren er nede, er han som inde i en hule, han gemmer sig væk fra andre, spekulerer og grubler over sit elendige liv, så skriver han i sin dagbog. Peter Løhr har titlen Hulemennesket fra Lundbye selv, sådan karakteriserede han sig selv. I stor kontrast til sine lyse malerier.
Dit hovedspor er tiden i Rom før Lundbyes død – hvorfor valgte du præcis den periode?
”Fordi Lundbye efter et opgør med maleren og hjertevennen J.A. Jerichau nede i Rom bliver presset så langt ud i ensomhed, langt, langt hjemmefra, at han enten må dø eller gennemgå en forvandling. Og netop den forvandling dér under Sydens sol, kan hænge sammen med hans valg om at melde sig til krigen, da han vender hjem. Og så er den evige stad jo en fantastisk location til en historisk roman. Alt er næsten stadig som for to hundrede år siden,” siger forfatteren, der selv opholdt sig i Rom i måneder for at researche til bogen.
Undskyldning ved gravene
Mens du skrev, tænkte du så nogensinde over, hvordan Lundbye mon ville have reageret på din fortælling om ham – om han ville være smigret? Eller vred?
”Jeg har måske følt mig lidt for sikker på at have ramt Lundbyes tone og sind meget rent, da jeg skrev romanen. Men altså, jeg har aldrig tænkt så meget over, hvad han ville sige til min bog. Min lidt for store grundighed er måske et udtryk for en næsten for stor respekt for ham og hans virkelige person. Men ud over det, så tænker jeg, at han blot ville være lige dele glad og skeptisk over for, at jeg har forsøgt at fortsætte hans projekt med at finde sig selv inde i eller uden for hulen. For det ville han ultimativt kalde et helt håbløst projekt.”
Havde du overvejelser med hensyn til, hvor meget fiktion og hvor mange tolkninger du kunne lægge i en fortælling om et andet menneskes liv og død?
”Alt i romanen skulle kunne være sket i virkeligheden. Det var konceptet. Hvis månen ikke var oppe på den specifikke dag, da Lundbye og Jerichau f.eks. sidder på bjerget, kan månen ikke få nogen plads i den scene. Men i forhold til psykologiske tolkninger skriver jeg ud fra devisen: Ingen ejer den fulde sandhed om sig selv. Heller ikke Lundbye. Og jeg har skrevet ud fra den måske lidt arrogante og på sin vis problematiske indstilling, at jeg på sin vis kender Lundbye bedre, end han selv gjorde. Ligesom andre helt sikkert ved ting om mig, jeg aldrig selv kommer til at indse, også selv om de kun har passeret mig i et sekund på gaden. Lundbye kender jeg altså ind til marven. I forhold til nogle af de andre af de historiske personer, jeg skriver om, har jeg dog været henne at sige undskyld og bede om forladelse ved deres grave rundt i landet, f.eks. Svend Grundtvig, som jeg måske gør til lidt af en skurk.”
Ja, Svend Grundtvig, N.F.S Grundtvigs søn – tror du, det var ham, der udløste skuddet?
”Jeg forsøger på en knivsæg at holde det åbent. Det vigtigste med Svend Grundtvig er de to spørgsmål: om man kan elske sit land så meget, at man er villig til at slå selv sin nærmeste ven ihjel for det, samt spørgsmålet om at slå sin hjerte-
ven ihjel af barmhjertighed, fordi vennen ikke selv magter at befri sig for livet.”
Og føler du, at du løste gåden om Lundbyes død?
”Til tider bilder jeg mig ind, at jeg har løst gåden og skrevet virkeligheden helt frem, som det foregik den aprildag i 1848. Andre gange er jeg stadig meget i tvivl og lidt ligeglad med de faktiske omstændigheder. Men den egentlig mere interessante gåde – den, der går forud, om hvorfor min følsomme komaler overhovedet meldte sig til krigen – den er jeg kommet lidt nærmere. Jeg kan efter at have skrevet bogen bedre forstå, hvad der kan bringe en til at melde sig til krig, om det så er for at kæmpe eller for selv at dø.
Strømførende lag
Mens du skrev Hulemennesket, følte du dig tæt på – ja, du var Lundbye. Nu er du i gang med et nyt manuskript. Kan et andet projekt blive lige så spændende, vigtigt og intenst for dig som Lundbye?
”Det handler om kærlighed til materialet og derved adgangen til de strømførende lag under det alt sammen. Og i min kommende roman, Månebarn, skriver jeg på kærligheden til muligheden for det radikalt anderledes perspektiv, de livsomvæltende hændelser, der kan bringe en ud af selv det dybeste mørke. Skyde nyt lys ind fra en hidtil ukendt vinkel. Om det så går gennem den fysiske oplevelse af at stå på Månen og se ned på Jorden eller det at få et barn.” ※
Lene Møller Jørgensen
