Den sanselige melankoliker

Kapitel 1: Bobler i Nyhavn

Eksotiske dufte gled som en usynlig, lokkende slange fra trin til trin ad urtekræmmerens bagtrappe i gården ned i trappeskakten og ramte næseborene, der tilhørte den lille dreng, der sad sammenbøjet på det nederste trin foran kælderdøren. Duften af kanel, kardemomme, koriander, te, kakao og alt det andet, som man kunne købe i Rasmus Aagaards te- og krydderihandel, var ikke fremmed for den syvårige, for urtekræmmeren var hans morfar, og han var vokset op i huset på hjørnet af Store Kongensgade og Kaninlængen. Senere skulle han beskrive duftene som Urtebodens sødmende, kryderagtige fidtede Athmosphære. Atmosfæren plejede at få ham til at føle sig tryg, men trygheden havde vist sig at være endnu mere flygtig end duftene.

Nederst i kælderhalsen havde en kat født seks killinger, og det var dem, drengen var optaget af. De var kun få dage gamle, og killingerne var helt sorte som moren undtagen den ene, han sad og nussede. Den var kun sort på hovedet og det forreste af kroppen, så tyndede farven ud, som om den var sluppet op, da det blev dens tur. Halen var lysegrå. De fem andre diede, men han havde en aftale med killingernes mor om, at han måtte løfte dem op en ad gangen og holde den så længe, det tog ham at sige fadervor, så skulle den tilbage igen. Det var moren tilsyneladende helt indforstået med, for hun forblev rolig og tillidsfuld.

– Amen … Nu skal du tilbage til din mor. Du er nemlig meget heldig, for du har en mor.

Det havde drengen ikke. Det var snart to måneder siden, at hans mor var død, og han havde selv set kisten blive sænket ned i graven. Det var anden gang i løbet af kort tid, at han havde været på kirkegården, for hans far var død et par måneder inden moren. Ham havde drengen dog ikke set i lang tid, for i mere end et år havde hans forældre ikke boet sammen. Han vidste ikke hvorfor, men han havde hørt morfaren tale grimt om ham. Noget med penge og brændevin. Så var mor blevet syg. Hun hostede hele tiden, så kom hun på hospitalet, og inden længe døde hun.

Døren til bagtrappen gik op.

– Emil! Hvor er du?

Stuepigens stemme rungede i gården. Han sad lige under hende uden for synsvidde. Han lagde forsigtigt killingen ned til moren og rejste sig.

– Jeg er lige her.

– Hvad gemmer du dig i kælderen for?

Drengen kunne godt lide Amalie. Hun var aldrig sur, tværtimod. Selv når hun var trist, så var hun alligevel også glad, og det var hendes bløde, runde armes faste omfavnelse, der formåede at dæmpe den angst, der greb ham, da moren var død.

– Katten har fået killinger.

Amalie gik ned ad trappen og betragtede katte-
familien.

– Åh ja, de er søde, sagde hun. – Men du skal komme op til din morfar nu.

Hun tog hans hånd, og de fulgtes ad op ad trapperne til den fine stue over forretningen. Inden hun bankede på, rettede Amalie på hans krave og strøg en varm hånd gennem hans uregerlige, mørke krøller.

– Ja, lød morfarens stemme.

 

Hr. Aagaard sad i en stol ved vinduet ud mod Store Kongensgade, og i en lille sofa under det store portræt af urtekræmmer Aagaard og hans kone, sad jomfru Møller. Selvom sensommersolen stod højt nok til at sende et blødt lys gennem de nypudsede vinduer, fornemmede Emil straks den dystre stemning i stuen. Han kiggede nervøst og spørgende på Amalie, som nejede og skubbede blidt til ham, så han forstod, at han skulle bukke.

Hvorfor var de så alvorlige? Hvor var lillebror Vilhelm? Var han nu også død?

– Ja, Emil, sagde morfaren. – Du kender jo jomfru Møller.

Jomfru Møller nikkede imødekommende til ham. Selvfølgelig kendte han den gamle dame. Hun var jo justitsråd Spreins husholderske, og de havde boet i lejligheden ovenpå, så længe han kunne huske. Emils far havde arbejdet for hr. Sprein, dengang han og jomfru Møller tjente hos enkedronning Juliane Marie  i Fredensborg.

– Jomfru Møller ville gerne hilse på dig, fortsatte morfaren.

– Hvorfor det? røg det ud af munden på Emil.

Tehandleren rynkede brynene. Jomfruen smilede, men hendes smil passede ikke til den tunge atmosfære, hendes sorte kjole og den sorte kyse, der skjulte hendes hår. Hun knugede et hvidt tørklæde i hænderne.

– Jeg vil gerne se, om du er en artig dreng. Det tror jeg, at du er.

Emil så igen op på Amalie, som nikkede til ham.

– Ja, hviskede han og tænkte, at Vilhelm nok ikke var død.

– Emil er en meget artig dreng, tilføjede Amalie.

– Lad ham tale selv, sagde morfaren.

– Måske vil du og jeg komme til at se mere til hinanden fremover, Emil.

Emil kunne ikke huske, at jomfru Møller havde sagt så meget til ham på en gang. Hun talte langsomt og meget tydeligt, som om hun ville være helt sikker på, at han forstod. Det gjorde han ikke. Hvorfor skulle han se mere til jomfruen nu?

Tehandleren rømmede sig.

– Tak, Amalie, sagde han, og så nejede Amalie og gik.

Selvom Emils morfar næsten aldrig skældte ud og endda kunne finde på at give ham og Vilhelm godter fra forretningen, så følte Emil sig fuldstændig forladt, da Amalie forsvandt og efterlod ham alene midt på gulvet.

– Du kan vel dit fadervor? spurgte jomfruen.

Emil nikkede.

– Og du har lært at læse?

Det var et underligt spørgsmål. Selvfølgelig kunne han både læse og skrive. Han havde jo gået i skole i snart to år.

Morfaren rømmede sig igen.

– Emil er en kvik og lærenem dreng. Og ser du, min dreng, det er sådan, at den gamle hr. Sprein er syg, meget syg, og derfor skal jomfru Møller snart flytte til en anden bolig, ikke langt herfra.

– Skal hr. Sprein dø?

– Og jomfru Møller holder meget af dig, Emil. Hun vil gerne være både far og mor for dig, passe godt på dig.

Emil forstod ingenting. Jomfru Møller skulle flytte, fordi hr. Sprein var syg, og hun ville være far og mor for ham, men det var hun da alt for gammel til, og hvis hun skulle flytte, og hr. Sprein døde …

Han stod helt alene midt på gulvet, der var uendelig langt til væggene, og han mærkede, hvordan angsten voksede i ham. Han kunne ikke holde tårerne tilbage.

– Katten …, snøftede han. – Katten i gården …

Rasmus Aagaard studsede.

– Katten?

– Den har killinger.

 

Dagen efter tog han Vilhelm med ned i kælderhalsen. Vilhelm var bange for, at kattemoren skulle rive ham, så Emil løftede den halvfarvede op og lod lillebroren holde den.

– Du skal ae den meget forsigtigt. Den hedder Sophie.

– Ligesom mor, sagde Vilhelm.

Han bar den temmelig akavet, og pludselig slap han den, så den landede på et trappetrin og peb.

– Hvad laver du? råbte Emil bestyrtet.

– Adr, den tisser på mig, udbrød Vilhelm og viftede sine hænder.

Der var kommet en våd plet på hans trøje. Emil skyndte sig at samle killingen op og sikrede sig, at den var uskadt.

– Det lugter, sagde Vilhelm. – Nu får jeg skældud.

– Af hvem? Amalie skælder ikke ud.

– Det ved jeg ikke, snøftede Vilhelm. – Af mormor eller morfar …

– Har du været oppe hos morfar og snakke med jomfru Møller?

Vilhelm så forvirret ud og rystede på hovedet.

– Næ, hvorfor det?

– Ikke for noget.

Emil lagde killingen ned til moren. De næste dage sad han længe med killingerne hver dag, men han tog ikke længere Vilhelm med. En uges tid efter mødet med jomfru Møller dukkede Lange Frants op i gården, mens Emil sad med Sophie i skødet. Lange Frants arbejdede i forretningen, og han kunne nå krukkerne på de øverste hylder. Han havde en sæk i hånden. Der var et eller andet tungt i den.

– Nå sidder du her?

– Hvad skal du?

– Urtekræmmeren har sagt, at jeg skulle tage mig af killingerne i gården.

Emil vidste ikke, hvad Lange Frants mente, men det lød foruroligende, og selvom det var lunt, så begyndte han at fryse.

– Tage … tage dig af, hvordan?

Lange Frants havde ikke lyst til at snakke.

– Ja, de øh … skal et andet sted hen, mumlede han gnavent.

– Hvorfor det?

– De kan jo ikke bare være her i gården. Vi har katte nok her. Og rotterne tager dem sikkert alligevel.

– Nej, moren passer da på dem. Og det gør jeg også.

Emil kunne næsten ikke få vejret.

– Flyt dig lige lidt, sagde Lange Frants, idet han greb ham under den ene arm og trak ham på benene.

Emil knugede Sophie ind til sig og stirrede skrækslagen på den lange mand, der tog et par handsker på og puttede killingerne i sækken en ad gangen.

– Du … du må ikke tage killingerne, græd han.

– Urtekræmmeren, har sagt det, og han bestemmer. Også den der, sagde han og nikkede ned mod Sophie.

Emil vendte ryggen til bortføreren.

– Nej, nej, ikke Sophie, hun er min.

Lange Frants tøvede. Han havde ikke lyst til være voldsom over for knægten, det ville urtekræmmeren nok ikke bryde sig om. Kattemoren skreg gudsjammerligt, og killingerne klynkede. Lange Frants vidste ikke, hvad han skulle gøre, så han begyndte bare at gå med sækken med de fem killinger over ryggen. Med Emil, som ikke slap Sophie, i hælene, gik han med lange skridt ud gennem porten og drejede ned ad Store Kongensgade mod Kongens Nytorv. Emil måtte løbe for at følge med manden med de lange ben.

– Hvor skal du hen?

– Spørg din morfar, svarede han irriteret uden at sænke farten.

– Skal de sælges? Hvem skal have dem?

– Ikke nogen, vrissede den lange og satte farten en smule op.

Med Sophie i favnen spænede Emil efter ham.

– Jeg kan købe dem, vrælede han. – Jeg har nogle penge derhjemme. Det har jeg …

– Løb nu bare hjem, sagde Frants, måske unødvendig højt.

I hvert fald kiggede folk på gaden efter den lange mand med en sæk på ryggen, der storkede af sted med en grædende dreng, der knugede en killing til sit bryst, i hælene. Medhjælperen blev mere og mere irriteret. Ud for den store byggeplads, hvor man var begyndt at opføre Marmorkirken, standsede han brat op, vendte sig om mod Emil og bukkede sig ned til ham.

– Hør nu her, du kan beholde den, du har dér, så skal du også lade mig være i fred. Er det en aftale?

– Jamen … jamen, jeg vil se, hvor du tager dem hen.

Frants sukkede opgivende.

– Så er du også selv ude om det. Det er din egen morfar, der har bestemt det. Du har jo selv fortalt ham om killingerne i gården. Det sagde han.

Emil stivnede. Var alt det forfærdelige, der skete, hans skyld? Var det dét, Frants mente?

– Men hvis du absolut skal rende i røven på mig, så holder du op med at vræle, er du med? Hele byen glor jo efter os.

Han rettede sig op og begyndte at gå igen. Emil sank en klump og fulgte efter. Han anstrengte sig for at lade være med at græde og holde fast i Sophie.

– Hvor skal vi hen? spurgte Emil flere gange, men Frants svarede ikke.

Han drejede til venstre ved Kongens Nytorv og fortsatte ned til Nyhavn, hvor han gik langs med kajen, hvor skibene lå tæt, skarpt forfulgt af den ulykkelige dreng med killingen.

Det var altsammen hans egen skyld, tænkte Emil. Det var nok også hans skyld, at far var flyttet, at han og mor var døde, hans skyld, hans skyld …

Lange Frants standsede et sted, hvor der var nogle meters plads mellem to skonnerter. Uden at tøve tog han sækken fra skulderen, lukkede den med et stykke snor og smed den i vandet.

– Nej, nej, skreg Emil, styrtede hen til den onde og begyndte at sparke ham over benene, mens han stadig holdt fast på Sophie.

Den lange satte sig på hug og holdt ham ud i strakt arm.

– Sådan er det, sagde han overraskende blidt. – Der er ikke noget at gøre ved det, og nu skal jeg have mig en dram.

Så rettede han sig op og gik efter den nærmeste beværtning. Emil blev stående paralyseret og stirrede hjælpeløs ned i det sorte vand, hvor sækken var gået til bunds. Sophie var blød og spandt i hans favn.

– Det er min skyld, græd han, og netop der, hvor sækken med de fem killinger var gået til bunds, der steg nu bobler op fra dybet, små, fine bobler, der bristede i overfladen og blev til bølger af brusende angst, der helt sikkert ville opsluge ham.