Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2023

Flere og flere kvinder får hæderslegater

Kvindelige forfattere har tidligere ikke modtaget så mange hæderslegater som deres mandlige kolleger, men de er ved at overhale mændene. Udviklingen gælder dog ikke for kvinder, der er fyldt 60 år. Dansk Forfatterforening har undersøgt køns- og aldersfordelingen på legatmodtagere i DFF-regi siden 1994.

Af Lene Møller Jørgensen

I 1995 afleverede forfatter Vibeke Vasbo en statistik med ledsagende bemærkninger til Dansk Forfatterforenings bestyrelse. Hun skrev:

”Hvis fremtidige litteraturforskere vil studere legatudvalgets tildelinger for at vurdere kønnenes relative betydning for litteraturen, vil de komme til det resultat, at der i efteråret 1995, som i årene forinden, fandtes to til tre prisværdige mandlige forfattere for hver kvindelig ditto, og at disse mænd desuden fortjente omkring fyrre procent større priser end kvinderne.”

Vibeke Vasbo var selv medlem af bestyrelsen, meget aktiv i Forfatterforeningen og havde lavet opgørelser over legatfordelingen mellem kønnene gennem flere år.

”Når jeg kom med mine opgørelser, blev resten af bestyrelsen altid sur, altså alle blev virkelig sure. Listerne blev modtaget med vrede og irritation, og der var enighed om, at nu skulle jeg stoppe med det pjat,” fortæller Vibeke Vasbo i dag.

Nu har Dansk Forfatterforening fulgt op på Vibeke Vasbos statistik.

 

Den gode nyhed

Tingene har forandret sig markant, siden Vibeke Vasbo blev opfordret til at stoppe med sit pjat – det skulle dog tage yderligere tyve år. Det er nemlig først gennem de seneste ti år, at kvindelige forfattere er rykket frem og op på siden af deres mandlige kolleger, når det handler om hæderslegater. I perioden 2014 til 2018 rykkede kvinderne for første gang forbi mændene med et mulehår; kønsfordelingen var 50,88 procent kvinder og 49,12 procent mænd. Udviklingen er fortsat og også forstærket – i årene fra 2019 til 2022 fik flere kvinder end mænd tildelt hæderslegater, med en fordeling på 54,29 procent kvinder og 45,71 procent mænd.

Det og meget, meget mere kan man læse i Dansk Forfatterforenings nye rapport om kønsfordeling på modtagere af foreningens hæders-
legater. Rapporten er smækfyldt med interessante tal og statistikker over bl.a. køns- og aldersfordeling på modtagerne. Den dækker en periode på knap 30 år fra 1994 til 2022 og viser overordnet, at mænd i de år oftere har fået hæders-
legater end kvinder – nemlig 60 procent til mændene og 40 til kvinderne.

Sammen med hæderen følger som regel en større eller mindre sum penge, og også på dét punkt er tiderne skiftet. I gennemsnit modtager mandlige og kvindelige forfattere næsten lige meget, ca. 24.000. Mænd er typisk et par år ældre end kvinder, når de modtager et hæderslegat. I gennemsnit og hen over hele undersøgelsens periode er mændene 50 år og kvinderne 46.

Rapporten noterer forlag, altså hvilke forlag de hædrede forfattere – fortrinsvis – har udgivet på, i årene op til at de modtog legatet. Det område er undersøgt fra 2012 til 2022 og viser, at Gyldendal er den store spiller, men også at der er stor spredning på store, mellemstore og små forlag.

 

Og så til den dårlige nyhed:

Det er iøjnefaldende, at kvinder over 60 år ikke har nydt godt af udviklingen og ligestillingen i forhold til at få hæderslegater.

For forfattere over 60 år ser tallene sådan her ud: 71,43 procent af hæderslegaterne går til mandlige forfattere, mens 28,57 procent går til kvindelige forfattere.

Rapporten konkluderer, at ”kønsfordelingen blandt de legatmodtagere, der er over 60 år gamle, er markant mere ulige end den samlede kønsfordeling”.

Kvinder over 60 fik ikke så mange legater i deres yngre år – de nåede aldrig toget, og det mærkes i de ældre år, er det bud, rapporten kommer med: ”Den kønsmæssige ubalance (…) kan skyldes et efterslæb fra en tid, hvor mænd var kraftigt overrepræsenterede i legatstatistikken. Disse mandlige forfattere bliver ved med at fylde i statistikken, fordi de fortsat modtager legater i takt med, at de bliver ældre, hvorimod der ikke er det samme felt af kvindelige forfattere i legatloopet.”

Udviklingen skulle meget gerne ændre sig i løbet af de næste år, og det er et centralt område til opfølgning, når der næste gang skal udarbejdes statistik, fastslår rapporten.

Forfatter Vibeke Vasbo modtog Edith og Helge Rode-Legatet i 1994, da hun var i slutningen af fyrrerne. Hun er ikke så overrasket over, at kvinder over 60 ikke nyder godt af den generelle udvikling.

”Min seneste bog (Denne gang går vi hele
vejen
fra 2022, red.) fik kun enkelte anmeldelser, og jeg har også droppet Statens Kunstfond. Jeg tror, at de tænker: ’Hvad, hun er jo 78?’”, siger Vibeke Vasbo. ※

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte