Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2016

Forskellighed og det samme. Om krop & identitet

Krop og identitet forandrer sig. Derfor er krop eller identitet ikke altid, som vi tror, selvom de ord, vi bruger, ikke forandrer sig.

Af René Rasmussen

Når vi taler om krop og identitet, kommer vi vanskeligt uden om noget, der sjælden får opmærksomhed, nemlig vores organer i den organisme, som kroppen udgør. De fleste af dem er usynlige eller viser sig kun i et brud med en idé om, at vi har en hel krop. Men ideen om en hel krop holder ikke altid, selvom vi forstår vores organer som dele af en hel organisme. Hvis organerne fx opfører sig på en anden måde end normalt, fordi der opstår sygdom i et af dem, møder vi en anden krop end (ideen om) den hele krop. Vi møder en uudholdelig og ubegribelig krop, den reelle krop. Vi møder dog ikke kun den reelle krop, når organerne rører på sig, men også hver gang vores kropsopfattelse eller billede bliver rystet.

Kroppen er mere end vores organer. Vi ser således vores krop (med mindre vi er blinde). Vi kan imidlertid ikke se hele kroppen, men kun dele af den. Vi har dog en imaginær (visuel) forestilling om den som hel, selvom billedet – det imaginære billede – af vores krop aldrig er identisk med den faktiske krop. Vi gør os endvidere sproglige forestillinger om den: Fx har min højre arm et ar, fordi jeg en gang faldt på min cykel. Sådanne sproglige forestillinger bygger i et eller andet omfang på vores syn af kroppen i et spejl, på et foto osv., men de er aldrig identiske med hverken billedet af kroppen eller den reelle krop.

 

Skrøbeligt selvbillede

Vores spejlbillede kan desuden forskrække os, eftersom det, vi ser i det eller knytter til det, ikke altid svarer til det kropslige ideal, som vi på et tidspunkt har dannet af kroppen, eller til den reelle krop. Hvis jeg fx har fået en stor bums på kinden, lige før jeg skal møde min udvalgte på en første date, vil det skræmme mig, fordi det ikke lever op til den idealforestilling, jeg har om min krop. Spejlbilledet er således bestemt af nogle idealforestillinger, som den faktiske krop sjældent lever op til.

En skrøbelig imaginær identitet kan spores i novellen ’Myggestik’ i Naja Marie Aidts ’Bavian’, hvor en yngre mand pludselig få en bakteriebyld på sin bagdel. Det skulle være et myggestik, men bliver til flere bylder. De forskellige følger heraf, bl.a. allergireaktion på grund af penicillin, stafylokokker, bakterieresistens, lungebetændelse, hjernebetændelse osv., medfører en nedbrydning af mandens imaginære kropsopfattelse, og den ubegribelige og uudholdelige krop bliver alt for nærværende: ”Han følte sig efterhånden som en bunke kød, der var ved at gå i opløsning.” (s. 208.) Den imaginære identitet rystes i ekstrem grad, når den reelle krop trænger sig på.

 

Sprog, krop, identitet

Men lad mig vende tilbage til den sproglige forståelse. Selvom sproget aldrig udgør en bestandighed, men snarere er som vand mellem fingrene, organiserer sproget det meste af tiden vores kropsforståelse. Men lige så snart kroppen opfører sig mærkeligt, risikerer den sproglige forståelse at bryde sammen.

På et tidspunkt overværende jeg tilfældigt en samtale mellem en kvinde og en læge, der fortalte hende, at hun havde en meget alvorlig kræftknude, og at prognosen for helbredelse så meget dårlig ud. Kvinden blev ligbleg og helt tavs. Sproget forstummede.

Krop og identitet beror også på sproget. Det er i kraft af sproget, at vi får forskellige former for identitet. Ord som dreng og pige eller mand og kvinde er ord, der kan tilbyde os en identifikation. Disse identiteter er imidlertid som en række andre identiteter båret af særlige diskurser, og selvom en given diskurs er determinerende for identiteten, er en identitet aldrig helt sikker. Var fx den yngre David Bowie homoseksuel eller blot biseksuel? Var den ældre Bowie blot heteroseksuel? Og kan Bowies seksuelle identitet overhovedet adskilles fra de skiftende images, der var med til at sælge hans musik?

Ud over at Bowie kan illustrere det usikre i en given seksuel identitet, under-streger udviklingen i hans musikimage- og performance, at skiftende diskurser er bestemmende for en given seksuel orientering. De fælles normer, der ligger i en given diskurs, er med til at bestemme identiteten. Vi er således ikke den samme i dag, i morgen og i overmorgen, eftersom diskurserne ændrer sig, selvom vi har hæftet os til særlige ord i sproget.

 

Flygtige definitioner

De sproglige normer skifter karakter i historiens løb. For tiden er det fx meget vigtigt at identificere folk på deres religiøse og nationale status, dvs. vi identificere en række personer som muslimer eller ikkemuslimer, som danskere eller ikke-danskere eller som fastboende eller flygtninge. Sådanne identiteter kan tillige udgøre en anledning til vold og terror, som vi ser det i vores samtid.

En sådan vold kan i øvrigt meget vel være knyttet til yderst begavede personer, som vi ved det fra ledende figurer i fascistiske bevægelser. Eller som det fremgår i mindre omfang af Aidts novelle ’Bryllupsrejse’, hvor en yngre kvinde bliver overfaldet i en bil af en mand på en ferie i Grækenland, mens hendes ægtemand hjælpeløst ser til uden for bilen. Selvom denne voldelige mand fremstår som ulækker og fattig, kan han citere William Blake på engelsk. Vold og intelligens udelukker ikke hinanden.

Identitet er altså knyttet til foranderlige normer. Der er imidlertid, som antydet, visse forankringspunkter i sproget, der danner en uomvendelighed, en irreversibilitet. Selvom jeg tvivler på, hvad det vil sige at være en dreng, kan jeg ikke blot skrifte mit forankringspunkt, ordet ’dreng’, ud med ordet ’pige’ i morgen.

De andre ord, som vi i øvrigt kan knytte til et sprogligt fikspunkt (f.eks. ’dreng’), kan være mere eller mindre oplysende (”En dreng går i bukser, kører på knallert og taler ikke piget”), men jeg kan ikke ophæve en vis forvirring omkring andre ord knyttet til fikspunktet (hvornår taler vi fx. piget eller drenget?).

 

Skiftende billeder

Litteraturen er et privilegeret sted for udfoldelsen af en sådan forvirring. Vi finder hos fx Aidt mange former for seksuel forvirring eller usikkerhed. I ’Solbær’ er den kvindelige hovedperson erotisk fascineret af naboen eller rettere af hans søn. Denne fascination udgør en gentagelse af hendes tidligere fascination af en meget tiltrækkende mand. Hun går derfor på et tidspunkt over til naboen, formentlig for at møde sønnen. Det syn, der møder hende, nedbryder imidlertid hele den seksuelle fascination:

”Jeg kan ikke lade være med at linde på døren og kigge. De få køer, der står derinde, ser ud til at være syge. Her lugter skarpt af møg og ammoniak. Og dér, på den smalle sti mellem båsene, ser jeg naboens søn sidde på knæ. Han har et fast tag i fårets sorte pels. Og han støder sit underliv hårdt mod dyrets bagkrop. Fåret giver hals. Han lægger hovedet bagover. Og mens han rallende udstøder en slags brøl, ser jeg, at han har bøjle på tænderne. Togskinner. Jeg holder fast i dørkarmen med begge hænder og skubber mig baglæns ud.” (s. 56-57)

Det imaginære billede og de erindringer, som hun knytter til den mand, hun en gang kendte, falder fra hinanden, da hun ser nydelsens stupide og intetsigende sider i kopulationen med dyret. Fikseringen til billedet af den anden mand og hans bløde hud afløses af en konfrontation med det uudholdelige i scenen. Den reelle krops pludselige fremtræden understreges også af lugten af møg i stalden og tandbøjlen: ”Togskinner”.

 

Køn opløst

Mindre slemt udvikler forholdet sig i ’Sår’, hvor en kvinde, Ellen Parker, over flere etaper forsøger at forføre den unavngivne hovedperson. Sidstnævnte værger sig på alle mulige måder i forhold til Ellen Parkers forførelse, men overgiver sig til sidst til en vild lyst til hende og trænger ind på hendes værelse:

”Jeg tog alt mit tøj af. Hun stod midt på gulvet og stirrede paralyseret på mig i halvmørket. ”Jeg troede … det kan ikke være sandt,” stammede hun. ”Jeg var overbevist om, at De … var en mand.” Hun gispede og tog sig til sin perlekæde. Så lagde hun hånden på mit flade bryst. Forsigtigt kærtegnede hun mine sår. ”Det troede jeg næsten også selv,” hviskede jeg. Og jeg væltede hende omkuld på sengen. Hun skælvede. Vi lå længe med hinanden.” (s. 191-92)

Både Ellen Parker og den kvindelige hovedperson bliver overrasket, da sidst-nævnte viser sig at være en kvinde.

Titlen ’Sår’ henviser bl.a. til en række læsioner, som hovedpersonen har på mave, bryst og i hånden, uden at det direkte fortælles, hvorfra de stammer. Der er dog noget, der tyder på, at de skyldes et yderst voldeligt slagsmål, måske med en mand, der har forsøgt at voldtage den kvindelige hovedperson. Kvinden synes dog i et eller andet omfang at have accepteret den reelle krops ubehagelige indtrængen. Det udelukker ikke det traumatiske, der er forbundet med denne indtrængen, som det ses i hendes optagethed af sårene, og den imaginære identitet, som kvinden har, har fået et knæk efter pådragelsen af disse sår. Således klæder den kvindelige hovedperson sig ud som en mand. Forholdet mellem den imaginære krop, det imaginære kropsbillede (mandetøj med kvinde eller mand indenunder) og den reelle krop, som er mærket af sår og som forbindes med drab, står således centralt.

 

Krop og nydelse

En anden form for identitet spiller en central rolle i ’Stjernehimmel’, hvor nydelsen er midtpunktet for et ungt par. Der er tale om en nydelse, der i stor stil omfatter seksualitet, alkohol og mad, og som ikke bremses af, at jagten på nydelsen ruinerer dem økonomisk.

Der går heller ikke skår i denne nydelse, da manden begynder at dyrke sex med mænd. Men den ”lykke”, som de forbinder hermed, lider et knæk, da deres barn ser faderen kysse en anden mand i porten. Manden forsøger at lyve sig fra dette, men hengiver sig til flere og flere udskejelser med andre mænd. Det fremgår ikke, om kvinden er klar over hans homoseksuelle, ofte sadistisk prægede forhold, men hun er klar over hans fascination af analsex. Det ses til sidst i teksten, hvor hun finder en dildo, som han oprindeligt har købt til hende, men som hun nu bruger på ham.

I vores samtid er seksuel identitet ikke nødvendigvis fordelt på bestemte positioner, hvor fx manden er den aktive og kvinden den passive, eller hvor det er manden, der trænger ind i kvinden. Homoseksualitet er ikke længere et tabu. Den seksuelle identitet er usikker og dermed forskellig fra fx Freuds samtid, men det udelukker ikke, at vores tids normer og seksuelle identiteter er båret af kravene om mere og mere nydelse. Lykke optræder som synonym for en nydelse, der er langt fra at være uproblematisk.

 

Forskellighed er en åbning

Skal vi opsummere omkring begreberne krop og identitet, bør det fremhæves, at identitet ikke beror på at være den samme person, selvom fx givne politiske strømninger hævder noget sådant. Identitet knyttet til kroppen er derimod bestemt af normer, spejlbillede og sproglige fikspunkter. Ideen om at være den samme – den samme dansker med samme danske identitet, den samme troende med samme religiøse identitet, den samme race med samme farvede identitet osv. – er den forestilling, der i visse sammenhænge er ophav til vold af den ene eller anden art.

Det er (også) en sådan vold, som Aidt indkredser i sine noveller, hvis titel meget sigende er ’Bavian’. En bavian er en abe, der kan blive meget voldelig. Det kan godt være, at titlen også henviser til den krop, vi overgiver os til eller som vi møder i voldelige eller seksuelle sammenhænge, men titlen kan også udlægges som, at ideen om identitet knyttet til dét at skulle være den samme, at have den rigtige identitet på tværs af alle ting, også gør os til voldelige bavianer.

Det er derfor i de noveller, hvor forskelligheden står centralt, at der åbnes for en udvej på fikseringen til det samme. Der åbnes for en forskellighed, der ikke er underlagt det sammes normer. Det udelukker ikke, at meget af den seksuelle eller voldelige nydelse, der udfoldes i en række af novellerne, synes at ligge under for vores samtids krav om og former for nydelse. Men det er en anden historie, som vi må tage en anden gang. ·

Kilde: ’Bavian’ af Naja Marie Aidt, Gyldendal, 2015.

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte