Forfatter og kommunikationsrådgiver Anne Zenon skriver på en biografisk roman for en kvinde, som vi vil kalde Molly. Opgaven er at skrive over Mollys liv og levned, men med fiktive, billedskabende scener, opdigtede personer og tilføjelser, der understreger drama, følelser, store vendepunkter – en roman based on a true story.
Det var gennem en kollega, at Anne Zenon fik tilbudt opgaven, som hun overvejede godt og grundigt, før hun indvilligede. Der var nemlig allerede skrevet en udgave, som Molly ikke brød sig om, og Anne Zenon kunne læse sig frem til, at Molly var en kvinde, der var vant til at få det præcis, som hun ville have det.
”Projektet havde været i gang længe, den første skribent havde fulgt hovedpersonen gennem et år, interviewet hendes familie, mødt hendes venner, deltaget i hendes fødselsdag og havde skrevet virkelig meget, men hovedpersonen var ikke tilfreds. Teksten var ikke, som hun forventede, og hun kasserede den. Så det var lidt nervepirrende for mig at overtage,” siger Anne Zenon.
Den første skribent havde fået betaling for sit arbejde, en ret nøgtern og refererende levnedsbeskrivelse, og da Anne Zenon havde orienteret sig i den, holdt hun et fire timer langt møde med Molly.
”Jeg skulle først og fremmest finde ud af, hvor den gode historie lå. Men jeg savnede også nogle følelser – store følelser og dramatiske scener. Jeg vil have, at man bliver berørt af historien, man skal mærke den, for der er faktisk sket nogle meget gribende og overraskende ting i hendes liv,” siger hun.
Omskiftelig hovedperson
Mollys liv er historien om en lille pige opvokset under beskedne kår i en lille provinsby, som hun længes efter at komme væk fra. Det lykkes – hun bliver gift, viderefører med succes sin mands virksomhed efter hans tidlige død, og hun er i dag en meget velhavende kvinde med boliger flere steder i verden. Undervejs har hun oplevet store sorger, mistet to ægtemænd og måttet kæmpe hårdt for sin tilværelse. Nogle af de oplevelser og kriser har Anne Zenon indkredset og beskrevet i scener.
”Jeg har levet mig ind i hendes karakter, og jeg begyndte på et tidspunkt at kalde hovedpersonen Molly, når jeg interviewede. Jeg var kommet ind under huden på hende, tæt på hende, men det blev nødvendigt for mig at skabe en distance til hende gennem den fiktive Molly. Når der var en scene, som jeg godt kunne have tænkt som romantisk, spurgte jeg: Hvad tror du, at Molly ville have tænkt og følt her? Hvis hun og han nu hørte musik her, hvilken melodi kunne det så have været? Hvad kunne han have hvisket til Molly? Hun ønsker jo at få følelser ind i historien, men hun har svært ved at formulere dem selv. Og hun er omskiftelig, sommetider meget begejstret for det, jeg sender til hende, og andre gange kølig. På et tidspunkt skrev hun om et par kapitler, at ’det ser da ud til at blive en udmærket bog’ – de selvsamme kapitler, som hun få dage forinden havde rost til skyerne. Jeg svarede, at hvis jeg er den eneste, der udviser entusiasme og energi for projektet, kan det ikke lade sig gøre. Vi har haft et udmærket samarbejde, men det kræver gensidig respekt.”
Cementstøvede ruder
Anne Zenon påbegyndte arbejdet med bogen, interviews og research i januar i år, og undervejs har hun besøgt Mollys barndomshjem i en lille by, der er opstået omkring en cementfabrik. En lidt trøstesløs by præget af virksomheden, der ligger omgivet af huse med cementstøvede ruder, os og røg – en stor kontrast til hendes senere velhavende og luksuriøse liv.
”Det gav mig meget at være der og se stedet – jeg havde haft lidt svært ved at fornemme det miljø, hun kommer fra, men jeg fik en masse billeder og også en tematik med derfra. Efter besøget opfandt jeg en clairvoyant, som siger til Molly, at hun skal ’slukke en ildebrand’, og det er blevet til et spor gennem hele romanen. Den slutter i Costa Rica, hvor Molly bor noget af tiden, og hvor der også er vulkaner og askestøv. Der løber et spor af ild, aske og støv gennem historien.”
Forfatteren har skabt et helt nyt narrativ om Molly, og ud over følelser og den clairvoyante har hun også digtet andre personer frem for at kunne bygge spænding og sammenhæng op. F.eks. er en barndomsveninde og en svigerinde, der på hver deres tidspunkt har været vigtige i Mollys liv, skrevet sammen til én karakter.
”I virkeligheden forsvandt barndomsveninden ret hurtigt ud af hendes tilværelse, mens svigerinden har været der for hende og støttet hende gennem mange år. Men jeg ville gerne have et livsvidne, en, der kunne følge Molly og hendes udvikling fra barn til ung og voksen. Som et litterært greb.”
Men hvorfor betale for at få sit liv skrevet om, hvorfor få sin livshistorie fiktionaliseret, dramatiseret? Anne Zenon mener, at der er flere ting på spil.
”Jeg tror, at hun er lidt imponeret over sit liv – hun ser sig selv som pigen i dunjakken, der blev til kvinden i minkpelsen. Der er åbenbart også mange, der har sagt til hende, at hendes liv er så usædvanligt, at der burde skrives en bog om det. Da hun har svært ved at beskrive og udtrykke følelser, forestiller hun sig måske, at bogen kan fungere som en gave, en tak, til f.eks. svigerinden, som hun meget gerne vil kreditere og give anerkendelse i fortællingen. Bogen er en måde at udtrykke sig på, en måde at kommunikere på gennem fiktion. Min opgave har så været at få det til at fungere som roman.”
En god proces
Det er første gang, at Anne Zenon fungerer som ghostwriter, og hun har været omhyggelig med at maile klare aftaler til hovedpersonen. Honoraret på 130.000 kroner falder i tre rater – den første som et forskud for at gå i gang, den anden når synopsis og prøvekapitler er sendt, den sidste ved aflevering af det endelige manuskript.
Hovedpersonens børn, søster og en veninde har læst med undervejs og er kommet med gode kommentarer og input og ingen vrede protester. Anne Zenon er tryg ved, at de har læst med, fordi der er svære emner undervejs, som familien ikke skal være uforberedt på – en ægtemand, der blev trafikdræbt, og en, som begik selvmord.
Det bliver også Anne Zenons opgave at forsøge at finde et forlag til romanen, men hun har på forhånd understreget, at hun ikke vil have ansvaret for at få den antaget. Hvis det lykkes, skal hun have betaling for det redigeringsarbejde, forlaget måtte kræve inden udgivelse, og hvis det ikke lykkes, vil hun finde et medudgiverforlag, som hovedpersonen betaler for.
Timelønnen for arbejdet med romanen er ikke svimlende, men Anne Zenon har været glad for opgaven.
”Jeg havde lidt af en skriveblokering, da jeg tog opgaven, men den har givet mig skriveglæden igen. Det har været en kreativ proces, hvor jeg har leget med sproget og strikket små episoder og scener sammen til en roman. Det har været en god proces.” ※
Lene Møller Jørgensen
