Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2016

Hån, spot og latterliggørelse

Erik Petri, medlem af danske bladtegnere og BU ill. har følgende indlæg om magthaverne og deres forhold til satire.

Siden Grundloven gav os ytringsfriheden, har tegnere lovligt kunne sætte streger på deres tanker og udfordre magthavere og dogmer.

Men tegnede angreb på magten startede ikke i 1849. Behovet for at udstille og latterliggøre dem, der sætter rammerne for almindelige menneskers liv, har altid været til stede, og med Gutenbergs bogtrykketeknik blev det muligt at mangfoldiggøre smædetegningerne og at angribe datidens magthavere, nemlig kirken.

Kombinationen af ord og billeder med tilhørende reference opfattes umiddelbart med maven, men skal lige skal omkring hjernen for at tolkes. Det, man ser afbilledet, er ofte ikke det, man ser, men står i stedet for noget andet. Referencerne skal afkodes, og budskabet sættes ind i sin rette kontekst, så tegningen bliver forstået på de premisser, den er skabt.

Når den franske tegner Riss tegner den døde kurdiske dreng Aylan liggende på stranden foran et McDonalds reklameskilt, så udstiller han ikke den døde dreng, men det Europa, som lod det ske. Og når den samme tegner måneder senere tegner, hvad Aylan ville have udviklet sig til, hvis han havde overlevet – en numsegramser i Køln – så hænger han de europæere ud, der skærer alle asylansøgere over en kam. Når læserne reagerer voldsomt på tegningerne og anklager tegningen for manglende respekt for Aylan, viser det blot, at læserens tolkning af tegningen aldrig kom videre fra mavefornemmelsen. Havde oplevelsen lige rundet øverste etage, så var budskabet nok blevet opfattet. Satiretegninger kræver noget af deres læser.

Riss’ tegninger er hverken sjove eller specielt veltegnede, men de er effektive, provokerende og siger noget vigtigt. Satire kan både være grov og uforskammet eller subtil og elegant. Oplevelsen afhænger af den enkelte. Den, der bliver angrebet eller får sine idéer angrebet, kan sjældent se komikken, men heldigvis er det ikke offeret, der bestemmer, om det er en god satiretegning eller ej. Den satire, som offeret kan grine ad og med og dermed oplever som begavet satire, er den harmløse satire uden tænder. Den satire, der sætter ting på spidsen og rykker holdninger, den har bid.

Når Inger Støjberg bliver udstillet som en juletræspynter med døde asylbørn på træet, bliver hun nødt til at smile stramt og acceptere, at ytringsfriheden giver tegnerne mulighed for at hænge hendes politik ud. Sådan er det i et demokrati, hvor pressen er fri. Hun har magten, og vi har retten til udtrykke vores tanker om hende og hendes politik, og det kan vi gøre på en vulgær og stødende måde, det er vores ret. Går tegningerne for langt og opleves som racistiske, blasfemiske, æreskrænkende og injurierende, kan de anmeldes. Det er sket flere gange, bl.a. med Muhammed-tegningerne, som blev anmeldt for racisme og blasfemi og frikendt i retten for begge.

Satiretegning er ikke et positivt fag. Man stræber ikke efter at lave sjove tegninger, men at gøre magthaverne til grin. Der er en forskel. Satire kan være sjovt, men behøver ikke at være det. Det er holdning, ikke underholdning. En tegning er som en klumme, et stykke holdnings-tusch-journalistik, der, via brugen af overdrivelse, metaforer, symboler, kulturreferencer og små komprimerede sætninger, sætter ting på spidsen og forhåbentlig flytter holdninger. Den, der bliver lavet satire om, vil ofte føle kritikken som hån, spot og latterliggørelse. Hvis en idé, det være sig politisk eller religiøs, ikke kan holde til, at satirikerne stiller spørgsmål til dem, så er det ikke satirikerens problem, men magtens. ·

 

Erik Petri er født i 1974. Han er illustrator og uddannet fra Designskolen i Kolding samt fra Art Center College of Design, Pasadena, USA

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte