Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2016

Kristendommens forhold til karikatur og satire

Sognepræst og forfatter Egil Hvid-Olsen mener, at biblen rummer beviser for, at kristne traditionelt tåler hån. Det skriver han om her som reaktion på sidste nummer af Forfatteren, der var et temanummer om ytringsfrihed.

Af Egil Hvid-Olsen

”Forfatteren” indledte 2016 med et temanummer om ytringsfrihed. Her drøftedes blandt andet satire og karikatur rettet mod religiøse forestillinger samt mulige konsekvenser heraf. Det sidste tiår har det særligt været ekstremistiske muslimers voldelige reaktioner, der har sat dagordenen for drøftelsen af ytringsfrihedens rammer. Temanummerets artikler fik mig imidlertid til at overveje, hvordan kristendommen forholder sig til satire og karikatur. Det er der naturligvis ikke noget entydigt svar på, fordi kristendommen har mange forskellige fortalere, der ikke er indbyrdes enige, og som derfor også reagerer meget forskelligt på latterliggørelse.

Det er sjældent, at folkekirkemedlemmer reagerer særlig voldsomt på satire og karikatur, der er rettet mod kristendommen. En del af grunden kan være kulturelt bestemt. Måske er danskere bare til den hurtige, grove latter. Man ser eller hører satiren, griner og glemmer. Naturligvis kan den manglende reaktion også skyldes overfladisk ligegyldighed. Man tager hverken sin tro eller særlig meget andet alvorligt nok til at lade sig provokere. Imidlertid kan grunden også findes langt dybere, nemlig i selve kristendommens litterære rodnet, Bibelen.

 

Latterliggørelsen som vilkår

Lige fra kristendommens første årtier har der været en bevidsthed om, at troende udsatte sig for andres hån og spot. I Paulus’ første brev til korinterne skriver han, at ”vi prædiker Kristus som korsfæstet, en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger” (1. Kor. 1,23). Jesus var selv jøde, men havde gjort op med en stor del af den traditionelle forståelse af de gamle helligskrifter, vi kender fra Det Gamle Testamente. Derfor forholder Paulus sig som kristen i modsætning til jøder og hedninger. Den sidstnævnte betegnelse dækker over alle andre end jøder og kristne. Paulus henholder sig til troen på, at Gud selv åbenbarede sig i mennesket Jesus fra Nazaret og tilmed lod sig uskyldigt henrette, hvorefter han opstod fra døden for siden at vende tilbage til sit metafysiske udgangspunkt. Paulus er klar over, at det lyder utroværdigt, men han fastholder sin påstand om, at det er sandt, selvom det er ”en forargelse for jøder og en dårskab for hedninger”. Derved udsætter han sig for andres hån og spot. Det er simpelthen et vilkår for den kristne.

Imidlertid var brug af satire ikke fremmed for de kristne selv. Johannesevangeliet indeholder i kapitel tre en beretning om, hvordan en farisæer fra det jødiske råd kommer snigende om natten for at stille Jesus nogle spørgsmål. Jesus besvarer dem beredvilligt, men på en så indforstået måde, at Nikodemus, som farisæeren hedder, går derfra mere forvirret, end da han kom. Jesus taler i sproglige billeder, mens Nikodemus forstår det hele bogstaveligt. Det er, som om hans forståelse er påvirket af det mørke, han har valgt at opsøge Jesus i. På denne måde gøres der grin dels med den, der ikke tør drøfte sin tro og tvivl i dagslys, dels med den, der forstår alt bogstaveligt.

 

Gammeltestamentlig satire

Satiren er endnu mere hvas i Det Gamle Testamente, hvor nogle af israelitternes fjender er for ubegavede til at fatte noget som helst. En fremmed spåmand som Bileam (4. Mos. 22-24) bliver en ren karikatur, fordi han først fatter i hvor høj grad, han har dummet sig, da hans æsel pludselig forsynes med evnen til at tale og forklarer sin ejermand, hvad han har gjort galt. Det er ikke just ærefuldt at måtte lade sig belære af et æsel. Belæringen hjælper dog ikke Bileam, der først bliver tvunget af Gud til at velsigne israelitterne og siden ender med at blive slået ihjel (4. Mos. 31,8). Sådan understreger den ene gammeltestamentlige fortælling efter den anden den grundlæggende påstand om, at israeliterne er Guds udvalgte folk. Det hænder dog også, at israelitterne bliver taget ved næsen (fx i Jos. 9).

 

Humor i Det Nye Testamente

Den ældste del af Bibelen indeholder altså en hel del rå humor, satire og karikatur. Som nævnt i eksemplet med Nikodemus er Det Nye Testamente heller ikke drænet for humor. En af de mest barokke fortællinger i Det Nye Testamente findes i Apostlenes Gerninger (kap. 12), hvor apostlen Peter oplever at blive hovedperson i en mirakuløs fangeflugt. Han får hjælp af en engel, der fører han ud af fængslet. Derefter skynder han sig hen til de øvrige kristne i byen, der er samlet i et privat hjem. Han banker på døren, og en pige spørger, hvem det er. Da han svarer, og hun genkender hans stemme, bliver hun så befippet, at hun skynder sig ind til de andre og fortæller, at Peter ikke længere er fængslet. Den påstand diskuterer de en tid, mens Peter stadig står udenfor og hamrer på døren. Der er noget grotesk i, at Peter kan slippe ud af det stærkt bevogtede fængsel, men ikke kan komme ind til sine trosfæller.

I Det Nye Testamente fremstilles Gud som langt mere favnende end i store dele af Det Gamle Testamente, hvor israelitterne beskrives som ”Guds ejendomsfolk”, mens andre mennesker har meget begrænset værdi. I fortællingen om Nikodemus udsættes farisæeren for en venlig satire, fordi han ikke fatter, at Guds kærlighed ikke er betinget af, at Nikodemus er jøde, men af at han er Guds skabning. Denne indsigt går han glip af, fordi han forstår Jesu ord bogstaveligt og fundamentalistisk. Dermed ligger der i teksten en mild latterliggørelse af dem, der netop insisterer på at forstå budskabet eller læse Bibelen fundamentalistisk; som en tekst, der åbenbarer sandheden 1:1 og så vidt muligt lukker af for fortolkning. Det er en stor fordel, at en sådan fejllæsning bliver påpeget humoristisk og ikke vredt fordømmende, for det giver Nikodemus, og andre med en fundamentalistisk indfaldsvinkel, mulighed for at le af sig selv og ændre deres måde at forstå skriften på.

 

Satire og karikatur forpligter sin udøver

Satire og karikatur er sjældent så mild som i tilfældet med Nikodemus. Ofte er denne form for humor bevidst nedbrydende, idet det er målet at påpege andres tåbelighed.

Henholder man sig til Paulus, er latterliggørelsen et vilkår, den kristne må finde sig i. Denne bevidsthed gør det muligt at le med, hvis satiren eller karikaturen er begavet. Det er dog ikke altid tilfældet, for ofte springer satirikere og karikaturtegnere over, hvor gærdet er lavest, idet de bygger videre på eksisterende fordomme i stedet for at sætte sig grundigt ind i det emne, de vil latterliggøre. Hvis resultatet lider under et alt for begrænset raffinement, giver det bagslag og ændrer karakter til en karikatur på den udøvende satiriker eller karikaturtegner, der afslører sin egen manglende indsigt i det, han latterliggør. Hvis humoren vil tages alvorligt (og det bør enhver humor, der ikke vil forblive i plathedens overfladiskhed), må den være præcis og afslørende. Den må udfordre og fremprovokere refleksion. Derfor bør både satire og karikatur forpligte sin udøver, hvad enten vedkommende er forfatter eller illustrator. ·

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte