De fleste har oplevet at være til en katolsk messe. Nede sydpå forvilder man sig ind i en kirke, man gerne vil se. Der er så messe, og hvorfor ikke sætte sig ned blandt menigheden, mens man nyder rummet og dets udsmykning. Hen imod messens afslutning sker der så det, at sidemanden eller -kvinden vender sig mod dig og rækker dig sin hånd. Første gang er du lidt overrumplet. Hov, hvad er nu det? Fra at være en udenforstående tilskuer til kirken som æstetisk objekt bliver du pludselig del af menigheden, og som nordbo rører din lutherske sjæl på sig: Betyder det håndtryk nu, at du køber hele pakken? ELENDIGE PAPIST, VIG FRA MIG! – råber det inde i dig. Men selvfølgelig rækker du også hånden frem, så meget mere som dem på rækken bagved og foran også vil give dig hånden. Og i sidste ende tænker du: Egentlig en smuk skik, som også burde indføres i folkekirken.
Jo, håndtrykket, det er noget ganske særligt. Tænk på mødet i Washington mellem Rabin og Arafat. Hvad er det, man husker – ja, ikke sandt, håndtrykket mellem de to. Eller tænk på håndtrykket mellem Reagan og Gorbatjov i Reykjavik, et håndtryk, der afsluttede den kolde krig. Honecker fik ikke noget håndtryk, men et dødskys! Selv Trump har forstået, at håndtrykket er noget ganske særligt. Måske i mangel af et mere substantielt indhold har han i sine møder med alverdens statsledere formået at gøre enten det udeblevne eller det gennemførte håndtryk til det centrale. Mens han ignorerede Merkels opfordring til et håndtryk, holdt han den japanske premierminister Shinzo Abe i et jerngreb i hele nitten sekunder! Omvendt udviklede hans møde med Macron sig til en regulær nævekamp. En Washington Post-journalist fortæller:
”De fastholdt hinandens håndtryk i lang tid. Hver præsident greb den andens hånd med forøget intensitet, mens deres knoer blev hvide og deres kæber samt ansigter mere sammenbidte. ”Ganske interessant og måske lidt uventet er der i denne karakteristik en allusion til den danske litteratur, nemlig Oehlenschlägers tragedie eller sørgespil Hakon Jarl. I en scene møder Hakon vennen Thorer og siger:
Mit sorte hår afbrydes hist og her
med hvide lokker. Ræk mig hid din hånd.
(Thorer rækker den, Hakon klemmer og siger derpå
underlig nedslået:)
Før klemte jeg, så blodet fluks sprang ud
af neglerødderne, som most af frugt.
Sig mig oprigtig, følte du mit håndtryk?
(Thorer søger at bortforklare, at han ikke har ømmet sig, men Hakon er ikke til fals for illusioner:)
” Mit var ej strengt, det vil du bilde mig kun ind.”
Allerede hos Oehlenschläger optræder håndtrykket altså som en afgørende prøve, og betydningen er ikke til at tage fejl af. Mens Trump og Macron stadig lader hinanden mærke håndtrykkets fulde valør, er svækkelsen af det nordiske håndtryk hos Oehlenschlägers Hakon blot det første skridt i en uafvendelig udvikling eller rettere afvikling, nemlig afviklingen af håndtrykket som en dansk værdi. Slutpunktet kender vi, for det repræsenterer vi selv: en pendulagtig bevægelse med højre hånd, udadvendt håndflade tæt på brystet, og et ‘hej hej’. Overgangen mellem de to stadier finder vi fx i Herman Bangs storbyroman Stuk, hvor det unge København, som der står, ”gav hånden ved blot at strække en oprakt tommeltot frem mod genpartens hånd til tryk”.
Hvad nytter det da med dette håndtryk under den bebudede statsborgerskabsceremoni, når håndtrykket som dansk værdi i bogstavelig forstand er en saga blot? Det er gået os, som en romantisk digter, Georg Brandes, omtaler: ”Han var nu på det punkt, at han blev forfærdet over et kraftigt håndtryk; ja synet af et krigerisk overskæg kunde skræmme ham.”
Jo, håndtrykket er noget ganske særligt, men ikke for den danske regering. For regeringen er det ikke bare en dansk værdi, men en helt uproblematisk selvfølge, en vanesag. Nu så vi hos Oehlenschläger, at håndtrykket som dansk værdi allerede begyndte at miste sin kraft i vikingetiden. Når det gælder håndtrykket som en vanesag, kan en anden dansk forfatter oplyse os, nemlig Johanne Louise Heiberg. Hør bare, hvad hun skriver i Et Liv genoplevet i erindringen:
”Et håndtryk bør aldrig benyttes som en vane-
sag; det er kun den fulde nærværelse, som giver det betydning, og det burde altid enten have en betydning eller slet ikke benyttes. Jeg selv har aldrig kunnet gøre det til en vane; det er mig umuligt at tage en fremmed i hånden, uden at jeg har måttet tænke på, at et håndtryk dog er en stor venlighed.”
Hvis man nu ikke føler den omtalte store venlighed over for den fremmede, hvad meget jo tyder på er tilfældet i den bebudede ceremoni, der mindre er en fremstrakt hånd end kontrol af potentiel håndskyhed, har håndtrykket altså ingen værdi og bør hellere slet ikke benyttes.
Det var så et lille eksempel på, hvor vigtigt det er at holde den litterære kulturarv i live. Som det fremgår, kan den fortælle os mangt og meget, som vi her og nu har brug for at vide. Hvis nogen vil vide mere eller søge efter andet, kan de bare gå ind på www.adl.dk (Arkiv for dansk litteratur), der er oprettet af Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og Det Kongelige Bibliotek, begge sponsorer af Den Litterære Institution, og her skaffe sig den fornødne information. ※
Knud Michelsen
