Altså, jeg er ingen master, og jeg har heller ikke rigtig nogen metode,” indleder Erlend Loe masterclassen. Han er en beskeden mand, men det viser sig hurtigt, at han har både metode og viden og gavmildt deler ud af begge dele. Det viser sig også, at de otte-ni forfattere og oversættere, som han sidder ved bord med, faktisk synes, at jo, Erlend Loe er lidt af en master, når det kommer til at skrive. Den norske forfatter debuterede med Kvinden flytter ind i 1993. Debutanten var 24, men havde skrevet i årevis.
Dagbogen
”Fra jeg var 17, til jeg blev 21-22, skrev jeg dagbog hver dag, hver eneste dag. Mine dagbøger er min forfatterskole, og på loftet har jeg nok 50 kilo kasser fyldt med gamle dagbøger,” fortæller Erlend Loe. Han åbner sin taske, trækker en grønlig bog i stift bind frem og slår op på første side.
”Jeg vil læse lidt op for jer fra min dagbog. Og jeg vil lige sige, at jeg ikke selv ved, hvad der venter – jeg har ikke kontrollæst på forhånd, men bare grebet en af bøgerne.”
Uha. Vi skæver til hinanden rundt om bordet. Det her er modigt. Det kan også gå hen og blive pinligt. Det bliver det ikke. Ikke rigtigt.
”Siden er dateret 8. februar 1992,” siger Erlend Loe, ”da var jeg 22 år.”
Han begynder at læse op fra dagbogen: Det er formiddag, den unge Loe ligger i sengen. Han har tømmermænd og skriver om aftenen før, hvor han har mødt Anne Mari, ”blond og imødekommende lænede hun sig mod mig, så vores hår rørte hinandens (hun havde hvide fløjlsbukser på)” – Erlend Loe afbryder sin læsning og kikker op: ”Jeg bruger mange, virkelig mange, parenteser her. På det tidspunkt var jeg stærkt inspireret af den belgiske forfatter Jean-Philippe Toussaint og havde lige læst hans roman Badeværelse. Han skriver minimalistisk og bruger parenteser vilkårligt og ofte uden god grund. Det har jeg taget til mig – jeg har aldrig haft hæmninger med at snuppe teknikker fra andre forfattere og gør det stadig. Og det er et råd, jeg vil give: Tag alt, hvad du har lyst til, fra andre forfattere, aflur deres teknikker, og brug dem på din egen måde. Det bliver aldrig en kopi, fordi vi jo arbejder på hver vores måde, på hver vores historie.”
Stemmen
Erlend Loe læser videre om den aften i 1992 med Anne Mari – hvordan han køber et glas vin til hende (efter at have spurgt tre gange, før hun til sidst sagde ja). Vi ler rundt om bordet. Det er et 25 år gammelt dagbogsnotat, skrevet af en 22-årig mand, men det er sjovt og genkendeligt.
”Det var så bekræftende,” siger Hanne Kvist, forfatter, illustrator og deltager i masterclassen, ”han tager en tilfældig dagbog med, begynder at læse op, og med det samme hører man den genuine Erlend-Loe-stemme.”
Hun er interesseret i, hvordan han får sin særlige stemme frem, lidt naiv, selvironisk, dybt karakteristisk. Den, han allerede havde som 22-årig.
”Begrebet ’masterclass’ bliver snart brugt om alt, men her var det den ægte vare. Vi var så få, at man kom helt ind til værktøjerne, og der opstod en gensidig tillid. Vi sidder alle med en faglig ballast, der er ingen banale spørgsmål, og vi taler direkte ind i et fælles rum.”
Også Morten Leth Jacobsen, skønlitterær forfatter til fem romaner, deltog.
”Jeg skriver inden for samme tema – om den kejtede, udfordrede mand i det moderne samfund. Også hans humor er fascinerende, selvom den ligger langt fra min egen,” siger han.
Humor
I dag er Erlend Loe 49 år, bosat i et pænt velhaverkvarter i Oslo, og han skriver stadig om sit eget liv (og nu bliver det udgivet) med den ironiske, kommenterende og humoristiske stemme.
”Men jeg skriver ikke alt, jeg udleverer ikke alt. Det er jeg bevidst om, og min ekskone har sagt engang, at jeg er god til at kamuflere mine karakterer, så de ikke genkendes så let. Jeg vil ikke skrive for tæt på. Selvom jeg beundrer en dygtig og hæmningsløs forfatter som Karl Ove Knausgård, spørger jeg mig selv: Hvem har han tilbage? Han har brændt alle broer, brugt selv sine nærmeste, kone og små børn.”
Hvad med humor? Hvordan skriver man humoristisk, spørger én?
”Humor er en måde at se verden på og er derfor svært at forklare. Jeg leder ikke efter punchlines, for humor ligger i sproget. Som når man klæder business- eller coaching-sproget af og afslører det som det bullshit, det er.”
Erlend Loe skriver kronologisk: Han begynder ved begyndelsen og arbejder sig stille og roligt frem. Han skriver, redigerer teksten næste dag og skriver videre. Skriveblokeringer og præstationsangst kender han ikke til, men han har en anden type skriveangst:
”Jeg afslutter en roman, begynder på en ny, afslutter, begynder på en ny … jeg kan føle mig som en tegneseriefigur, der løber og løber uden at opdage, at han er løbet ud over kanten, bare løber i luften, for så at kikke ned, erkende, at han ingen fast grund har under fødderne – og styrte. Måske burde jeg tage en pause, stoppe op og tænke mig om. Men jeg tør ikke kikke ned, tør ikke stoppe og skriver bare hurtigt videre.” ※
Lene Møller Jørgensen
