Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2019

Kierkegaardsk fanfiktion

Kombinationen Søren Kierkegaard og sex kan være svær at håndtere – det erfarede forfatter Xinxin Ren Guldbjörnsson, da hun debuterede med en kortroman over det lille Kierkegaard-skrift Gjentagelsen.

 

Af Lene Møller Jørgensen

Det er ikke, slet ikke, ualmindeligt, at anmeldelserne udebliver, når en forfatter udgiver en bog. Og det gjorde de da også, da Xinxin Ren Guldbjörnsson tidligere på året debuterede som skønlitterær forfatter med Den knap så unge mand.

Usædvanligt er det dog, at hendes forlag, Rebel With a Cause, modtog forklaringer på tavsheden fra litteraturredaktører og anmeldere. Bogen var ikke bare blevet overset og lagt til side, men aktivt valgt fra. I e-mails beskrev de deres forbehold: ”Jeg væmmes ved alle de pornografiske udtryk.” ”Der er for meget sex i bogen til jeg kan anmelde den.” ”… så mange kvindelige kønsdele.” Det var forklaringen. For meget sex og pornografi, for mange kvindelige kønsdele på 59 sider.

Xinxin Ren Guldbjörnsson var – og er – overrasket, dels fordi Danmark jo er det her frisindede land, dels fordi hun ikke syntes, at der var meget sex, og da slet ingen pornografi, i bogen. Som hun siger:

”Der står f.eks. kun fisse syv gange!”

Og hvem er så de redaktører og anmeldere, der ikke vil have med bogen at gøre? Det kan vi desværre ikke afsløre her – forfatteren og forlaget satser nemlig på en fremtid inden for branchen.

Satirisk fanfiktion

Den knap så unge mand er som nævnt baseret på Søren Kierkegaards Gjentagelsen. Xinxin Ren Guldbjörnsson skriver på første side i bogen, at det er ”en antipsykologisk satirisk fanfiktion baseret på Søren Kierkegaards Gjentagelsen”.

Som 11-årig læste hun Forførerens dagbog af Søren Kierkegaard, og det var hendes første, men ikke sidste, møde med forfatteren. Dengang boede hun i Kina, i et litterært hjem, hvor hendes far havde eget forlag.

”Jeg blev født ind i bogbranchen og husker stadig den der duft af lim fra værkstedet,” siger hun. I hjemmet blev alle genrer og forfattere læst, især det, den kinesiske censur havde stemplet forbudt.

De forbudte bøger blev leveret i en kuffert, og så skulle man skynde sig at læse dem, inden de skulle videre til nye læsere. Forførerens Dagbog dukkede op, da jeg var blevet nysgerrig på det modsatte køn, og titlen lød lovende. Jeg tror ikke, at jeg havde læst den – eller i det hele taget læst så meget – hvis den ikke havde været forbudt.”

Selvom Forførerens Dagbog ikke helt  levede op til forventningerne, har Xinxin Ren Guldbjörnsson siden læst meget Kierkegaard. Som 12-årig kom hun til Danmark med sin mor, gik  i dansk skole, blev cand.ling.merc. i kommunikation og medier på CBS og master i teologi på Københavns Universitet, hvor hun gennem et år var gæsteforsker på Søren Kierkegaard Forskningscenteret.

Hun havde længe gået med ideen om at skrive egne bøger baseret på Kierkegaards tekster Gjentagelsen, Frygt og Bæven og Forførerens Dagbog. De to øvrige er også skrevet og parat til udgivelse.

Mangel på opmærksomhed

Forførerens Dagbog er skrevet i en anden tid, og i dag taler man om sex på en helt anden måde, men Kierkegaards tekst er erotisk, den er meget erotisk. Og hvis anmeldere og læsere finder, at der er meget sex i Den knap så unge mand, så tør jeg da ikke tænke på, hvad de vil mene om min roman, der baserer sig på Forførerens Dagbog,” siger hun og ryster på hovedet.

I Den knap så unge mand beskriver hun en moderne mand, Christian, som bliver skilt, fordi han er træt af sin kone. Han føler, at han har fortjent en smukkere, mere sexet og spændende kvinde. Han anser sig selv for at være noget af et catch og forventer, at kvinder vil flokkes om ham. Det går ikke helt, som han håber.

”Jeg synes, at Christian er en meget kierkegaardsk figur. Ligesom Kierkegaard føler han ikke, at han får opmærksomhed og respekt nok. Han har dyre og ekstravagante vaner, køber fine ure og spiser på fine restauranter. Han er veluddannet, ganske indbildsk og møder mange unge kvinder. Christian er samtidig et billede på det moderne danske samfund. Og det er altså satire,” fortæller forfatteren.

I den lille roman står der kusse, fisse og pik. Og sådan noget. Der er en beskrivelse af et ret gennemsnitligt, akavet samleje. Det kan undre en anelse, at den har vakt anstød. Som Xinxin Ren Guldbjörnsson skriver til mig på Messenger: ”Når Yahya Hassan skriver kusse, er han genial. Interessant.”

Måske er det koblingen mellem Søren Kierkegaard, som er lidt af en dansk nationalhelt, og så en sexfikseret mand i panikalderen?

”Jeg ved det ikke. Nogle har sagt til mig, at det kan være, man ikke forventer, at en ’indvandrer-forfatter’ som mig skriver om sex?”siger Xinxin Ren Guldbjörnsson.

Hun har vendt de manglende  anmeldelser  og anmeldernes kommentarer om ”de mange kvindelige kønsdele” og ”for meget sex” til sin fordel og fået omtale af sin lille roman. Og både en lektørudtalelse og flere anmeldelser er efterfølgende kommet til.

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte