Vi begynder med at se tilbage – Dag Heede, lektor emeritus og ph.d. i litteraturvidenskab, forsker i de ældste danske tekster med homoseksuelle hovedpersoner tilbage fra 1800-tallet. Danmark har, siger han, pionerstatus, når det handler om realistiske romaner med homoseksuelle hovedpersoner.
I de seneste år er der udkommet en del litteratur, hvor hovedpersonen, eller en af dem, er homoseksuel, biseksuel, transperson eller på anden måde ikke del af den heteronormative verden. Ikke nødvendigvis fortællinger, hvor seksualitet og kønsidentitet er det centrale tema, ofte er det blot en del af personen, beskrivelsen og historien. Det gælder i skønlitteraturen generelt og i billed-, børne- og ungdomsbøger, som f.eks. i billedbøgerne Mormor og mormor af Rebecca Bach-Lauritsen & Charlotte Pardi, En fin sten af Anne Sofie Allermann & Anna Margrethe Kjærgaard. Line Lybecker har skrevet en YA-trilogi om køn og seksualitet, Mere end veninder, Historien om en dreng og På vej mod Sophie, ligesom Sarah Engell har skrevet ungdomsromaner om at finde sig selv og sin seksualitet, bl.a. Hjertet er 1 organ. Tomas Lagermand Lundme har skrevet en lang række romaner for børn og unge og også for voksne, i sidstnævnte genre En rigtig kærlighed. For at nævne nogle få.
Men en spritny tendens i dansk litteratur er det ikke – faktisk slet ikke, fortæller lektor emeritus og ph.d. i litteraturvidenskab Dag Heede. Han arbejder i øjeblikket med et større forskningsprojekt, hvor han graver gamle, glemte tekster med homoseksuelle hovedpersoner og bipersoner frem og har medvirket til at få flere af dem genudgivet.
”Danmark var et af de allerførste lande til at sætte homoseksualitet på den litterære dagsorden,” siger Dag Heede. ”Jeg har læst tidlig homoseksuel litteratur fra forskellige lande, og det er helt klart, at vi har en særstatus og var meget, meget tidligere end noget andet land til at beskrive homoseksualitet. Allerede i 1883 udkom romanen Nina af Otto Martin Møller, den har en lesbisk hovedperson, og det er nok verdens tidligste skildring af en homoseksuel person. I en dansk kontekst var det ikke juridisk strafbart at skrive om kvinder – kvinder har aldrig været retsligt forfulgt for homoseksualitet, så det har været mindre farligt at skrive om.”
Mod naturen
Sex mellem mænd, kaldet ”omgængelse mod naturen”, var derimod forbudt ifølge dansk straffelov. Forbuddet blev ophævet i 1933, men de facto havde homoseksualitet mellem voksne, samtykkende mænd dog været afkriminaliseret siden begyndelsen af århundredet. I den
engelsktalende verden var homoseksualitet mellem mænd forbudt frem til 1959 og derfor også farligere at beskrive i litteraturen. Juridisk et helt andet landskab, siger Dag Heede:
”Dér var eneste mulighed for at skildre homoseksuelt begær gennem den gotiske genre med vampyrer, monstre osv. Men realistiske beskrivelser af homoseksuelle karakterer – det har vi altså allerede i slutningen af 1800-tallet i Danmark. Og i det første årti, fra 1900 til 1910, udkommer – okay, det er nok at overdrive at sige en eksplosion, men en række realistiske repræsentationer af mandlige homoer.”
Forbudt eller ej – i begyndelsen af 1900-tallet havde København en ret stor mandlig homoseksuel subkultur og også udbredt mandlig prostitution. Det førte til en retssag, Den store Sædelighedssag, som blev ivrigt fulgt og debatteret i offentligheden og i pressen.
”Det var et journalistisk og mediemæssigt gennembrud, men også et litterært gennembrud. Forfatter og journalist Christian Houmark skriver en roman i 1907, Det syndens barn. En type. Bøgerne har typisk de her underoverskrifter. Den fulde titel på Otto Martin Møllers bog er Nina. En psykologisk skildring, og med underoverskrifterne lægger forfatterne sig op ad en psykologisk, sociologisk, ja, måske lidt psykiatrisk videnskab.”
For at lægge afstand til indholdet?
”Jeg tror, at de forsøger at indskrive deres bøger i et generelt oplysningsprojekt – a la ’det her er en tragisk mennesketype, som vi skal lære at have forståelse for – vi skal forske i dem, så der kommer færre af dem’. Det er nok grundtanken.”
Var forfatterne til de tidlige romaner om homoseksualitet selv homoer?
”Ja og nej. Christian Houmark var – han var Herman Bangs sekretær, og da Bang drog i en slags seksuelt eksil i Berlin i 1907, overtog han på mange måder Bangs rolle som ’den store danske homoseksuelle’. Og ligesom med Bang var det en offentlig hemmelighed, som han ikke ville sige højt. Han skrev yderligere en homoseksuel roman, For de andre, og også to posthume memoirer, som var fyldt med forfærdeligt selvhad – de er meget svære at læse i dag. Otto Martin Møller var en heteroseksuel mand, og hvorfor han skrev om en homoseksuel kvinde, kan man kun gisne om. Han døde forholdsvis ung, så vi ved ikke så meget om ham. Men romanen handler om en forfatter, der lige er debuteret og også deler fornavn med forfatteren, Otto – man kan jo gisne om, at han har brændt sig på en kvinde. Romanen handler om en ung mand, der forlover sig med en gådefuld ung kvinde, og gåden er, at hun elsker kvinder. Forlovelsen ophæves, og hun hoster sig til døde. Det SKAL hun. På det her tidspunkt kan man ikke indføre en homoseksuel karakter i et litterært univers og så lukke universet på en ordentlig måde, uden at den homoseksuelle hovedperson dør.”
Så stort set alle homoseksuelle hovedpersoner i litteraturen dør i den her periode?
”Ikke kun i den her periode. Det dækker det meste af det tyvende århundrede, at en god homoseksuel er en død homoseksuel. Og ikke kun i litteraturen, men generelt i populærkulturen har det været meget markant. Jeg har opfundet et begreb, som jeg kalder for ’heteronarrativitet’, som er, at hvis der introduceres en homoseksuel karakter i et litterært univers, så skal det slutte med, at den homoseksuelle dør, for at harmonien bliver genoprettet. Så Nina skal dø. Den unge Otto giver hende et ultimatum: Han siger til hende, at hvis hun i et helt år kan lade være med at kysse kvinder, så kan de forsøge at blive gift. Men hun underskriver sin dødsdom ved at svare, at det kan hun ikke. Hun kan ikke leve uden at kysse kvinder. Og hun befæster dødsdommen yderligere ved at tilføje, at der er mange unge kvinder, der lider og græder, fordi hun har kysset dem og glemt dem. Hun har vist dem glæder, de ikke har kendt før. Det er klart, at sådan en person ikke kan overleve. Hun har altså missioneret, hun har besmittet, så hun skal af vejen. Der findes ganske få eksempler på, at homoseksuelle personer overlever, men det kræver, at de afsværger sig deres seksualitet. De skal holde sig til deres egen art og til én person, det antimissionerende er helt afgørende for deres overlevelse. Men de fleste af dem dør; det er godt for dem, det er godt for samfundet, og det er godt for teksten.”
Dag Heede har ikke alene fundet de glemte tekster frem, men også fået flere af dem genudgivet. Bl.a. er Otto Martin Møllers Nina udkommet på mikroforlaget Ti Vilde Heste, og Kan Mænd undværes? af Emmy Carell på forlaget Escho.
”Det har været sjovt at grave disse tidlige
romaner frem og sjovt at se en yngre forlæggergeneration have interesse for dem. Mange mikroforlag er nysgerrige på dem, der er en sult efter de tidlige homoseksuelle historier, og jeg hjælper dem lidt på vej ved at skrive forord. Et af de næste trin i mit projekt er at få de her tekster skrevet ind i den internationale litteratur- og seksualitetsforskning, hvor man ikke har
været opmærksom på dem. På sigt håber jeg at få nogle af romanerne udgivet på engelsk og evt. også på tysk.”
Queerteori
Dag Heede var en af de absolut første litterater i Danmark, der brugte queerteori som et værktøj til at lave analyser af tekster, da teorien kom hertil fra USA i begyndelsen af 1990’erne. Amerikanske Judith Butlers bog Kønsballade (orig. titel: Gender Trouble oversat af T. Houborg) fra 1990 har i høj grad sat rammerne for queerteori. Den undersøger, hvordan køn og seksualitet bliver fremstillet og defineret gennem sproget, litteraturen og kulturen, og dermed hvordan de kønnede og seksuelle kategorier, vi kender i dag, er blevet udformet. Teorien kaster et kritisk blik på seksualitet og det, samfundet opfatter som ”normalt”.
”Med queerteori, eller skal jeg kalde det perversteori, fik vi en helt ny værktøjskasse. Vi fik et sprog og en terminologi, nogle redskaber til at fremlæse ting, der hele tiden har været i dele af litteraturen, men som de eksisterende litterære metoder ikke havde blik for og i mange tilfælde lukkede ned for. Det er jo ikke sådan, at litterære metoder kun åbner tekster, det er også måde at disciplinere og lukke ned for teksten på. Enhver metode viser jo ikke kun, hvad der er vigtigt, men også hvad der IKKE er vigtigt.
Man kan sige, at litteraturvidenskaben er en disciplin i alle ordets betydninger – altså dels en akademisk disciplin, men også noget, der disciplinerer teksten, det er en måde at fortælle læsere, hvornår de skal åbne øjnene, og hvornår de skal lukke øjnene. Det spændende med den nye teori var også, at vi kunne tage ekstremt analyserede forfatterskaber – som f.eks. Herman Bang, Karen Blixen og H.C. Andersen – og læse dem på nye måder og finde betydninger, som hidtil havde været utilladelige.”
Utilladelige? Som i, at det kan man ikke være bekendt?
”Til dels, men jeg synes nok, at der er mere modstand mod at læse H.C. Andersen på den måde end f.eks. Herman Bang og også Karen Blixen. H.C. Andersen er et nationalt ikon, som man ikke må røre ved. Og mange tænker sikkert også med bekymring på, om kineserne så stadigvæk vil elske ham, og om han så stadig kan være på vores kanon.”
Er det nødvendigt at kikke på hans private person, at forbinde forfatter og værk så nøje?
”Jeg har gjort begge dele. For der er en forbindelse; det er ikke uden betydning, at den lille havfrue har en fiskehale og ingen ben eller underkrop. Men selvfølgelig er et forfatterskab ikke det samme som en biografi. Det er ikke så truende at lave en queer-læsning af Herman Bang, for hans seksualitet har gennemsyret hans persona – også i hans samtid, selvom det aldrig måtte nævnes. H.C. Andersen er en meget mere tvetydig figur, og han har også en helt anden status, så der er meget mere på spil. Altså den lille havfrue, der troner på Langelinie – hvis vi kalder den en præopereret transkvinde (pre-op er en betegnelse for transkønnede, nonbinære, kønsdiverse og andre inden et eventuelt ønsket kønsbekræftende kirurgisk indgreb), så gør det et eller andet. Det ville virke skræmmende og også provokerende.”
Men du mener, at det er mere acceptabelt for os at lægge en queer-læsning ind over Karen Blixen?
”Ja, i dag. Men ikke i 1990’erne, da jeg skrev min ph.d. om Blixen – dengang skabte det en skandale. Nu har jeg efterhånden et godt samarbejde med Karen Blixen-museet, men så vidt jeg ved, har de ikke min bog stående, mens der er rigtig mange bøger om husholdersker, fugle og blomster. Men der er en anden åbenhed i dag. Da Blixen genskrev Syv fantastiske Fortællinger i 1935 på dansk, halvandet år efter at hun havde udgivet dem på engelsk, skete der det lidt besynderlige, at en enkelt anmelder, Frederik Schyberg, med det samme havde blik for, at værket er gennemført perverst. Han var sandsynligvis skabsbiseksuel – it takes one to know one – han havde blik for, at der var kønsballade i hele universet. Ikke bare hos en enkelt, men hos alle personer – vi aner simpelthen ikke, hvilket køn personerne har, eller hvilket køn de tror, at de er eller har. Vi ved ikke, hvad der er bag parykken, der falder af. Han var vildt forarget og kunne ikke have det – men de øvrige anmeldere så det slet ikke. Karen Blixen blev rasende over hans anmeldelse.”
Hun skabte de her personer, men bliver vred over, at Frederik Schyberg ser dem?
”Hun var meget ambivalent i forhold til det. Jeg tror ikke, hun havde forestillet sig, at hun kunne blive en dansk forfatter, og den er heller ikke skrevet til et dansk publikum. Hun skrev sig heller ikke ind i et tomrum, men netop ind i en anerkendt, udbredt engelsk tradition, the gothic, det kommer frem allerede i titlen, Seven Gothic Tales, og den gotiske tradition kan vi oversætte med skrækromantik. En af dens hovedtræk er præcis, at pervers seksualitet er normen i det gotiske univers. Det ligger i hendes genrevalg, at der er kønsballade, og der er perversionskarakterer. Hun skifter da også genre efter Syv fantastiske Fortællinger, hun har et par andre gothic tales i de sidste fortællinger, men Vintereventyr og de andre fortællinger er en helt anden genre.”
Må en ciskvinde skrive om en bøsse, der springer ud? Må en bøsse skrive om lesbisk kærlighed og sex?
”Altså, hvis du spørger mig, så er min holdning, at alle må skrive om alt. Det er udgangspunktet. I min egen akademiske verden inden for transteorien er der vedtaget nogle grundlæggende regler a la de ti bud, som angiver rammerne for kommende transforskning. Og det har jeg det blandet med, jeg forstår godt argumentet med, at det er cismænd, læger, videnskabsfolk osv., der har beskrevet transpersoner, men jeg vil insistere på, at forskningen, og det gælder også litteraturen, SKAL turde og kunne stille de ubehagelige spørgsmål og de vanskelige spørgsmål. Jeg tror ikke, at man på forhånd kan begrænse og lægge retningslinjer for humanistisk forskning. Det gælder for litteraturens verden og for forskningens verden. Jeg er ikke for regler på det område, men selvfølgelig skal der være debat og kritik, og det er relevant at stille spørgsmål til repræsentation i litteraturen. Og så kommer det vel an på produktet – homoseksuelle forfattere skriver gode kærlighedshistorier om heteroseksuel kærlighed. Og omvendt. Men jeg har forståelse for, at f.eks. en cismand i dag har overvejelser om, hvad han kan skrive, ligesom transrepræsentation skal laves af transkunstnere.”
Dag Heede var konsulent på filmen Den danske pige fra 2015 om Einar Wegener, som får udført den første kønskorrigerende operation i verden og bliver til Lili Elbe. Lili Elbe bliver spillet af den heteroseksuelle skuespiller Eddie Redmayne. Han sagde for et par år siden, at han fortrød at have taget rollen, da den burde spilles af en transkvinde. En udtalelse, der ophidsede og forargede mange.
Hvad mener du om det?
”Hvis der kommer en genindspilning af Den danske pige, ville jeg forvente, at det bliver en transkvinde, der spiller rollen, også fordi der efterhånden findes en stor pulje af dygtige transkunstnere. Redmayne skal ikke angre, men jeg kan godt lide, at han har de der refleksioner i dag. Jeg var ikke vild med filmen, selvom jeg var konsulent på den, men den fortæller os, hvor utrolig stærkt tingene går. I 2015, for syv-otte år siden, var ting mulige, som måske er problematiske i dag, også når det handler om det sprog, der bruges. Man kan sige, at vokabulariet skifter meget hurtigt, og man skal sådan lidt hæsblæsende og med tungen ud af halsen løbe efter den allersidste terminologiudvikling. Der synes jeg, at tolerancen er stærkt begrænset, og tonen er nådesløs, hvis den ældre generation – som det typisk er – bruger et ord, som bare for ti år siden var i orden, men er forkert i dag, så lukker dialogen fuldstændig. Det synes jeg er strengt, så fylder sprogbrugen for meget. Jeg er cismand, og nogle gange ville jeg ønske, at transpersoner havde mere tålmodighed og rummelighed i forhold til vores læringsproces – men selvfølgelig er det dem, der ved noget om deres egne følelser, liv og virkelighed. Det skal vi også respektere.” ※
Tomas Lagermand Lundme
Forfatter og dramatiker Tomas Lagermand Lundme skriver mest om det, der tynger i livet – psykisk sårbarhed og angst, vold og misbrug, men også om kærlighed, seksualitet og sex mellem mænd. Han debuterede i 1998 med romanen Forhud – samme år, som han afsluttede Forfatterskolen. Som en del af både det litterære og LGBT+-miljøet gennem et kvart århundrede tør han godt at sige, at der er sket et gennembrud de senere år i repræsentationen af seksuelle minoriteter i litteraturen, men at kalde det for en ”bølge” er lettere overdrevet, siger han.
”Jeg synes egentlig ikke, at det fylder så meget. Der udkommer måske fire-fem bøger om året med temaet – det med bølgen er nok mere en mediefortælling, hvor især dem, der har noget imod den form for litteratur, taler utrolig meget om det. Jeg ser mere en tendens i tiden til, at bøger med repræsentation
– og det handler ikke kun om seksuelle minoriteter, men kan også være et menneske, som bærer en psykisk lidelse eller har en anden hudfarve end grisefarvet – at dér fokuserer man i dag også på den gode historie, måske ikke nødvendigvis kun på feelgood-historier, hvor de finder lykken, og alt bliver godt, men hvor der er håb og mulighed for forandring. Der er efterhånden kommet en vis træthed over at læse udelukkende om problemer og modstand, så på den måde synes jeg, at der er kommet en god udvikling i de fortællinger, der bliver udgivet, forstået på den måde, at det ikke kun handler om at være offer, noget, der er synd for dig. Det billede og de fortællinger er heldigvis ved at forsvinde fra massekulturen og blive mere nuancerede, akkurat som livet i sig selv er det.”
Sårbar maskulinitet
Tomas Lagermand Lundme skriver til alle aldre, og han er ofte ude at holde oplæg og foredrag om sine ungdomsromaner på skoler og biblioteker. Især har han fået mange henvendelser, efter at han kom med i Statens Kunstfonds katalog ”Levende litteraturmøder for børn og unge”. I kataloget skriver han bl.a., at hans bøger er ”personlige vidnesbyrd om at leve som dreng og ung fyr med angst, anoreksi, livslede og selvdestruktiv og grænsesøgende adfærd”, og han gør det klart, at han gerne vil tale om ”forbudt kærlighed, indeklemt identitet og undertrykt seksualitet”. Arrangørerne ved dermed, at han godt vil tale åbent om ”det”.
I mødet med de unge i dag oplever han en stor forandring i forhold til for ti år siden.
”Dengang kom der for det første ikke så mange, og det var en meget snæver gruppe, der forsigtigt sneg sig ind, og kun fordi de fornemmede, at her var et safe space for sådan nogle som dem. I dag er der langt større interesse, og mange flere møder op. Nogle tager også deres forældre med, og der er en åbenhed og en nysgerrighed over for svære emner og også over for seksualitet. Opfattelsen af maskulinitet er i enorm forandring – i dag tør unge drenge i langt højere grad spørge ind til psykisk sygdom eller seksualitet – sårbare mænd og sårbar maskulinitet er ikke så meget tabu som før. Og de stiller en masse direkte spørgsmål, f.eks., hvad er cutting, og har du gjort det? Og hvordan har bøsser egentlig sex? Så er der altid en lærer eller en bibliotekar, der afbryder og siger: Nej, nej, det skal du da ikke spørge Tomas om, men det må han da gerne. Mange har jo den dér forestilling om, at bøsser kun tænker på sex og har det hele tiden,” siger Tomas Lagermand Lundme.
Så selvom feelgood-bøger måske sælger bedre, er der det seneste årti kommet en helt anden åbenhed og nysgerrighed, som også lektor emeritus Dag Heede peger på i forbindelse med nyudgivelserne af de mere end hundrede år gamle og ellers glemte realistiske romaner med homoseksuelle hoved- og bipersoner. ※
Lene Møller Jørgensen
