For et stykke tid siden afholdt Læremiddelgruppen under Dansk Forfatterforening et fyraftensmøde med titlen ”Er lærebogsforfatteren en rigtig forfatter?”. Det er ikke en vittighed. Vilkårene for at skrive lærebøger er under forandring. Den dygtige og kreative lærebogsforfatter erstattes med ”leverandøren”, manuskriptet bliver til leverancer, og royalties og ophavsret erstattes med engangsvederlag og frasalg af ejendomsret. Det er alvorligt. Lære- og undervisningsbøger udgør op mod halvdelen af det samlede bogmarked i Danmark. Lærebogsforfattere er derfor, hvad enten de skriver til universitetsstudier, til indskolingen eller til de folkeoplysende aftenskoler, bidragsydere til en bred og levende oplysningskultur. Det skyldes især to faktorer:
- Undervisningsmaterialer flyttes fra den fysiske bog til et ”online-materiale”. Uddannelser og studerende kan spare mange penge på denne ændring. Kommunerne laver abonnementsaftaler til alle skolerne, hvorved kvalitetsvurderingen flyttes fra den enkelte lærer til et centralt indkøbsudvalg.
- Skoleejerne ønsker at overtage ejendomsretten til materialet. En nervestreng klippes hermed over: forfatterens ophavsret til sit immaterielle produkt. Skoleejernes argument er, at det er udarbejdet i arbejdstiden, der for en skole- eller universitetslærer som bekendt er et flydende begreb.
Om lærebogsforfatteren har hovedhverv på en skole eller uddannelsesinstitution, spiller ingen rolle. De fleste forfattere har bierhverv ved siden af deres forfattervirksomhed, ligesom der er lære-bogsforfattere, der lever helt og fuldt af deres udgivelser. Hvad er så vores incitament for fortsat at skrive lærebøger? Vi oplever en stærk trang til at videreformidle fagligt stof på en kvalificeret måde til bestemte målgrupper. Vi er optaget af udfordringen i at fremstille kompliceret stof på en måde, der fanger målgrupperne. Lærebogen, undervisningsbogen skal fortsat være en del af bogkulturen – analogt som digitalt. ※
Henrik Poulsen har overtaget formandskabet for læremiddelgruppen efter Lotte Rienecker
