Læsefællesskaber

Det er en gave, når bøger bringer mennesker sammen

Anette Leonora Andersen, kvinden bag bogbloggen ”Anettes Litteratursalon”, har udgivet en bog om læseglæde og læsefællesskaber – en personlig fortælling om glæden ved at læse og en brugsbog om, hvordan litteraturgrupper kan struktureres. Der er meget fokus på og meget materiale om børn, unge og læselyst, men Anette Leonora Andersen, bogblogger og nu også forfatter, savnede et lettilgængeligt værk med fokus på voksne og læselyst. Derfor begyndte hun at skrive bogen Læseglæde & læsefællesskaber, som udkom for nogle måneder siden. Det er en håndbog, en brugsbog, der beskriver en række formaliserede læseklubber og foreninger samt private og uformelle læsegrupper. I bogen kan man slå op og finde gode råd om, hvordan man kan starte en læseklub, strukturere den med indledende forventningsafstemning, afklaring om litteraturvalg og emner, om rollen som tovholder og oplæg, og hvordan man taler om litteratur.

Anette Leonora Andersen fortæller i bogen – og her til Forfatteren – hvordan hun selv tog initiativ til en litteraturklub sammen med en veninde. De havde begge set filmen The Jane Austen Book Club og uafhængigt af hinanden fået samme idé. De to ville samle en litteraturklub, hvor der ud over læsning også skulle være plads til at gå til arrangementer, udstillinger og i biograf eller teater, hvis der var en litterær forbindelse. Og møderne skulle have en fast ramme, hvor medlemmerne skiftedes til at være værtinde for en aften og servere en let anretning og et glas vin.

Hvordan fandt I litteraturklubbens medlemmer?

”Vi tog afsæt i vores egne netværk og havde en række kriterier: Selvfølgelig skulle det være mennesker, der var interesserede i at læse, om de så gjorde det lidt eller meget, de skulle være mødestabile og også være med på ideen med et glas vin og lidt snacks. Og så kontaktede vi veninder, tidligere kolleger, mødre til vores børns folkeskolekammerater og ja, folk fra vores netværk,” siger Anette Leonora Andersen.

Den første aften gruppen mødtes, diskuterede de rammen, og alle var med på ideen om en litteraturklub. De lagde sig også fast på indholdet eller en slags dagsorden for deres møder:

Samtalen skal handle om bogens sprog, karakterer og miljøskildring, og hvilken læseoplevelse og hvilke tanker bogen giver den enkelte. Ud over en værtinde for aftenen vælges også en ordstyrer, som er ansvarlig for at lave et mindre forfatterportræt og evt. referere et par anmeldelser. De mødes ca. hver anden måned fra kl. 19 til 22 på en hverdagsaften. På det første møde udarbejdede de samtidig en læseplan for det kommende halve år.

I dag har litteraturklubben fungeret i fire år med otte medlemmer og kun en enkelt udskiftning i gruppen.

Anette Leonora Andersen fremhæver, at det fungerer godt – bedst – med en tovholder eller ordstyrer til litteraturaftenerne, og det er også et af mange råd, hun giver i sin bog.

”Tovholderen sørger for, at alle får taletid. Det vil ofte være sådan, at en eller to i en gruppe er mere vant til at læse, måske beskæftiger sig professionelt med litteratur, og er hurtige til at tage ordet, mens andre måske holder sig tilbage og føler sig usikre på, om de nu har forstået det ’rigtigt’,” siger hun og understreger, at der ikke er ’rigtige’ eller ’forkerte’ læsninger.

Efterhånden har gruppen udviklet et fælles sprog til at tale om litteraturen: Skaber sproget eller en bestemt scene nogle billeder og følelser, og hvorfor? Hvad siger fortællingen dig?

I begyndelsen besluttede klubben sig også for, hvilken genre eller type litteratur de ville læse – eller måske nærmere hvad de ikke ville læse.

”Vi ville ikke læse krimier, men ville gerne læse romaner med tematikker, der ville være interessante at diskutere. Faglitteratur og biografier ville vi heller ikke vælge, men vi er blevet mere … åbne,” siger hun.

Der har f.eks. været en krimi på bordet, og de har også læst Svend Brinkmann og Helle Thorning-Schmidt. De bestemmer sæsonens litteraturliste i fællesskab – der bliver sendt en doodle ud med titler foreslået af alle, og så er der afstemning.

Anette Leonora Andersen håber, at hendes bog vil blive brugt som et konkret stykke læseværktøj for nye og gamle læsegrupper. Og at den kan inspirere og understøtte glæden ved at læse.

”Det giver i hvert fald mig en anden og større læseglæde, når jeg ved, at jeg skal mødes og dele oplevelsen med andre, når jeg er færdig med bogen,” siger hun. ※

 

En læsegruppe af forfattere

Ida Marie Hede er forfatter og kunsthistoriker, hun debuterede i 2010 med Seancer, en samling kortprosatekster, og har udgivet en række bøger siden, senest romanen Suget eller vasker du vores fuckfingre med dine tårer i 2020. Ida Marie Hede har en læsegruppe, en læsegruppe af forfattere. Der er otte medlemmer, en litterat og syv forfattere, som alle er uddannet på enten den danske Forfatterskolen eller en af de svenske skriveskoler.

Gruppen fandt sammen for snart tre år siden i forbindelse med en diskussion på de sociale medier mellem forfattere og skribenter om den politiske samtale om migration, indvandring og flygtninges forhold. De var indignerede over flygtningepolitikken og ville gerne have en stemme som forfattere i debatten, men var samtidig en anelse usikre på hvordan. Nogle samledes om at besøge asylcentre og holde oplæsninger. Andre var interesserede i sammen at læse litterære tekster, lyrik, prosa, faglitteratur, om emnet for at se, hvordan det kunne rummes i litteraturen. Det blev til den læsegruppe, som Ida Marie Hede er en del af i dag.

”Vi havde en fælles klangbund og fandt tekster af forfattere, der følte samme indignation som os. Jeg havde lyst til at læse om emnet, undersøge de litterære nuancer og se, hvordan teksten bevæger sig i forskellige retninger. Vi læste om litteratur som modstand, f.eks. Du Bois’s Telegram af Juliana Spahr (amerikansk digter og kritiker, som bl.a. undersøger forholdet mellem litteratur og politik, om det at skrive er revolutionært, red.). Senere begyndte vi også at læse om andre emner, men altid emner, hvor der står noget på spil for os. F.eks. erotisk litteratur og forskellige former for seksualitet – og det er jo også politisk. Vi læste bl.a. Anaïs Nin og Chris Kraus.”

”Gruppen er ikke særlig organiseret, men vi mødes altid hos den samme, hos litteraten, som har mest plads, og det er oftest også hende, der indleder snakken. Så er der to-tre, der tager over, mens andre lige skal samle tankerne og lytte, før de selv siger noget. Nogle er meget analytiske, andre associative, men vi forsøger at hæve os op og se overordnet på teksten, undersøger dens bevægelser, temperament, og hvilken politik der er i den.”

Ida Marie Hede fremhæver, at gennem læsegruppen stifter hun bekendtskab med titler og genrer, som hun ikke selv ville have fundet eller valgt.

”Det giver mig virkelig meget som forfatter. Hundrede procent! Jeg får sproget ind i kroppen. Vi læser også bøger, hvor jeg nok ville have lagt den fra mig undervejs, men når jeg ved, at vi skal mødes og tale om den, læser jeg på en anden måde. Det betyder noget for min opmærksomhed, at jeg ved, at jeg skal sætte ord på det, og det skærper min bevidsthed om værket – og også min bevidsthed om egne tekster og egen tænkning. Det handler ikke om sproglig finpudsning, men om mod til at skrive noget, som måske er meget direkte, grænseoverskridende, voldeligt. Jeg lærer nyt og får mod som forfatter gennem at læse og høre, hvordan andre læser og forstår en tekst. Vi læser så forskelligt.” ※

 

Forfatterbesøg i læsekredsen

Læserne vil gerne møde forfatteren. På Bogforum, litteraturfestivaler og på biblioteket. Og hjemme i dagligstuen til mødet i læsekredsen. Forfatter og cand.mag. i nordisk litteratur Anne Hjælmsø har besøgt mange læsekredse siden sin debut i 2007 med romanen Elsker til vanvid.

Hun bor i Ganløse ved Stenløse i Nordsjælland og fortæller:

”Det er en lille by med et forsamlingshus og et ubemandet bibliotek med en lille bogsamling, men det bliver brugt af virkelig mange. Kort tid efter at min første bog udkom, blev jeg kontaktet af en lokal læsekreds. De ville høre, om jeg ville komme og tale med dem om min bog. Og det ville jeg gerne, selvom jeg var helt uerfaren på området, men til gengæld havde jeg holdt foredrag og oplæg i forbindelse med min profession,” fortæller Anne Hjælmsø.

Siden har hun udgivet flere romaner, en novellesamling og bidraget til antologier og med baggrund i dem besøgt mange læsekredse. Og når hun forlader en læsekreds, har hun fået noget med. Noget, hun kan bruge som forfatter.

”Når jeg holder foredrag, bliver der stillet mange spørgsmål, ofte sådan nogle som ’hvordan får du tid til at skrive?’ eller ’hvor sidder du og skriver?’. I læsekredsene er det interesserede – ja, begavede – læsere, og de stiller langt dybere spørgsmål. De går ned på sætningsniveau og stiller spørgsmål til hovedkarakterens udvikling eller miljøet. Spørgsmål, som kan få mig til at tænke i andre baner – f.eks. at spændingen mellem en negativ karakter og hovedpersonen kunne udvikle sig til noget meget interessant.”

Anne Hjælmsøs besøg i læsekredse begyndte meget lokalt og har bredt sig som ringe i vandet. Men stadig nogenlunde lokalt. Hun har en Volkswagen Up-elbil fra 2014, hvor batteriet ikke giver den helt store rækkevidde, så hun plejer at sige, at hun kun kører til steder, hvor hun kan komme ud og hjem igen på hundrede kilometer.

”De læsekredse, jeg har besøgt, har aldrig været på under fem medlemmer, og det er hovedsagelig kvinder, kun ganske få mænd. Men jeg vil også tro, at halvfems procent af mine læsere er kvinder. En enkelt gang har et bibliotek arrangeret en aften, hvor to kredse deltog. Og der opstod nærmest en kamp, en krig på ord og spørgsmål mellem de to grupper, som ikke var særlig behagelig. Når man er i et privat hjem, opstår der en anden, en særlig, stemning, et intimt rum, hvor man tør sige ting til hinanden,” siger Anne Hjælmsø.

Hun fremhæver også, at det er interessant som forfatter at opleve så mange forskellige læsninger af ens værk – læsninger, som man aldrig havde drømt om, at ens tekst kunne fremkalde.

Anne Hjælmsø er aktuel med slægtsromanen Med tiden, hvor hun fortæller sine forældres historie. ※

 

Læsefællesskab kan give ro og healing

Sisse Lorenzen er læseguide i Læseforeningen. Foreningen skriver om sit formål: ”at bringe litteraturen ud, hvor den gør gavn, og skabe litterære åndehuller for mennesker i alle livssituationer og på tværs af sociale lag”. Foreningen uddanner frivillige læseguides, og Sisse Lorenzen blev læseguide efter selv at have deltaget i en læsegruppe for unge psykisk sårbare.

”Jeg har læst nordisk litteratur og sprog, og i forbindelse med mit speciale forskede jeg lidt i sammenhængen mellem sundhed og litteratur – litteratur som medicin. Under specialeskrivningen røg jeg ned med stress og tænkte, at jeg ville prøve den medicin af på egen krop. Læsegruppen for unge psykisk sårbare var en særlig empowerment-gruppe, hvor der var lagt op til, at vi selv senere kunne uddanne os til læseguider.

I dag mener jeg, at læsegruppen var en del af min helingsproces – det var et frirum, hvor jeg kunne være mig selv. Bare være. Stressen havde ramt mit sprogcenter, jeg kludrede i sætninger og mistede ord, men i læsegruppen kunne jeg være med de vanskeligheder, jeg nu havde.

Litteraturen og fællesskabet omkring den er svært at skille ad, men læsefællesskabet og samtalen gav nye perspektiver på verden, på andre mennesker og på mig selv. Jeg fik et udblik. Litteratur er både et spejl og et vindue, og jeg fik faktisk blikket rettet væk fra mig selv – det kan godt være rart at tage afstand fra sig selv.

Mange af os fra gruppen er blevet læseguides. Det er et kursus over to weekender, hvor man undervises i at læse højt og i at vælge litteratur. Hastigheden, når man læser højt, er afgørende og også et meget personlig valg. Det er ret vildt, hvor forskelligt vi læser op. Vi slutter altid et møde af med et digt. Først læser læseguiden op, og derefter en deltager. Det kommer der mange spændende diskussioner ud af, om, hvordan man selv ville læse op, blødt, hårdt, langsomt.

Også valg af litteratur er personligt, men vi vælger ikke tekster ud fra konteksten – altså vi vælger ikke tekster om psykisk sårbare til gruppen af psykisk sårbare, men fravælger det heller ikke. Jeg vælger en tekst, der er spændende i sig selv. Jeg har læst nordisk, så jeg vælger ofte uddrag fra klassikerne – Johannes V. Jensen, Knut Hamsun og Thomas Espedahl eller Jonas Eika og Yahya Hassan. Det skal være en tekst, der giver plads til undren.

Når jeg læser op, holder jeg fire-fem pauser undervejs, stiller spørgsmål, somme tider forberedte, andre gange med udgangspunkt i et grin eller udråb fra deltagerne. Der er plads til al slags litteratur, og det er jo også en del af formålet: at præsentere noget, der overrasker. Deltagerne er en meget blandet flok, men de fleste har på forhånd en interesse eller en nysgerrighed i forhold til litteratur.”

Hvad har uddannelsen som læseguide og læsegruppen betydet for din læseglæde – bliver den ødelagt af planlægning, analyse osv.?

”Tværtimod. Jeg har genfundet min læseglæde. Jeg og gruppen skal ikke analysere teksten – det er ikke et detektivarbejde, hvor vi skal udrede, forstå og analysere. Jeg er blevet i stand til at slippe analysen og slapper også meget mere af i min fritidslæsning.”

 

Litteratur har ingen facitliste

”Jeg har endnu aldrig oplevet, at medlemmer af en læsegruppe er enige om den tekst, de har læst. Tværtimod har jeg hørt mange sige: ’Nå, jeg skal vist lige læse den igen,’ for der kommer hele tiden nye vinkler og perspektiver på bogen under samtalen,” siger Michael Linde Larsen, bibliotekar og arrangementskoordinator på Odense Centralbibliotek.

Han har gennem årene været med til at starte et utal af læseklubber og DR Romanklubber op i bibliotekets regi. At sætte læsere sammen løber som en rød tråd gennem folkebibliotekerne. ”Det er en del af vores DNA, og det forstærker den enkeltes læseoplevelse,” siger han.

De første læseklubber på bibliotekerne opstod under Anden Verdenskrig og har været en stor succes lige siden. Det er lidt forskelligt, hvordan bibliotekerne indretter sig med læseklubber. Nogle har så mange, at de må oprette ventelister. På nogle biblioteker sidder en bibliotekar med hver gang, men målet er oftest, at læsegrupperne kan køre selvstændigt efter nogle gange og måske blot skal have hjælp til at bestille bøger.

Michael Linde Larsen begynder med en forventningsafstemning, når en læsegruppe mødes første gang. Det er vigtigt med en dialog om, hvad gruppen vil med hinanden. Vil man f.eks. have plads til privat snak, eller skal det være ren samtale om bogen?

”Det er ikke en akademisk øvelse, og det er vigtigt at være åben over for den individuelle læseoplevelse. Der er ikke noget rigtigt eller forkert, der er ingen facitliste,” siger han. Og derfor kan ingen diktere, hvordan en bog skal læses. Heller ikke bogens forfatter, tilføjer han.

Han giver gerne inspiration til læsningen, hvis nogle af læseklubberne ønsker det, og detsker, at han anbefaler lidt smallere titler. Men det kræver som regel overtalelse at få klubberne med på det.

”Man kan selvfølgelig godt pushe den ambition, at klubberne også bør læse smal litteratur, men jeg ved nu ikke, om jeg har den ambition. Centralbibliotekernes materialeoverbygning er dog begyndt at indkøbe smallere litteratur til brug for læseklubber. Det kan være en digtsamling eller faglitteratur fra et mindre forlag. I dag har vi f.eks. indkøbt Lumre dage, en hundrede år gammel klassiker, som netop er blevet nyoversat.”

Michael Linde Larsen er også lektør og har givet bogen en god udtalelse. Den er lidt af en overset perle, mener han. Lumre dage af Eduard Von Keyserling er oversat af Judyta Preis og Jørgen Herman Monrad, udgivet af forlaget Sidste Århundrede, og i skrivende stund har 54 biblioteker indkøbt bogen. ※

 

Små børn oplever også læsefællesskaber

Betina Falsing er børnebibliotekar og børnekoordinator på Ballerup Bibliotek. Hun er en erfaren oplæser og elsker at læse op for børn.

Og hun fortæller, at ja, børn, der endnu ikke selv kan læse, oplever et fællesskab omkring litteratur, omkring historien, når de får læst op.

”Når en gruppe børnehavebørn kommer og sætter sig omkring mig, inden jeg går i gang, så brokker de sig altid over hinanden. ’Sophie skubber’, ’jeg kan ikke se noget’, ’han rører ved mit hår’. Når jeg så begynder at læse op, bliver de stille. Og så rykker de tættere sammen, tættere og tættere. Der er ikke længere noget brok. Fortællingen binder dem sammen, den binder os sammen. Den er en fællesnævner, og vi dannes i fortællingen,” siger Betina Falsing, der bestræber sig på at samle børnene så tæt på sig som muligt. Allerhelst ville hun sidde med en arm om dem alle sammen under læsningen.

”Når man læser højt for børn, dannes de ikke kun i fællesskabet, de lærer også konventioner omkring at lytte til en historie. Man oplever, at et par børn griner – og andre, lidt forsinket, imiterer latteren. Det er ikke sikkert, at den forsinkede latter skyldes morskab, måske er den mere udtryk for at læne sig op ad fællesskabets reaktion. Her er jeg sikker på, at de opnår konventionskompetencer og med afsæt i dem også på sigt bliver mere opmærksomme på indholdet. Fællesskabet er altså med til at skabe en højtlæsning-lytte-kultur og en opmærksomhed på indhold og også ironi, morskab, uhygge osv.”

Hun er ikke i tvivl om, at børnene tager fortællingen med sig. Hun registrerer ofte, at børnene leger historien bagefter, fortællingen giver et fælles afsæt, de fordeler rollerne og diskuterer, hvad den og den rolle sagde og gjorde.

”Og når jeg så også oplever, at børnene tager to forskellige fortællinger til sig, blander dem og inddrager dem i deres leg og rollespil, ja, så er bibliotekaren glad. Det er metakognition! Børnene er bevidste om sig selv og deres egne tanker.”

Den didaktiske læsning er ikke længere så højt oppe på popularitetslisten, som den har været, og det glæder Betina Falsing.

”Vi samtaler gerne undervejs, børnene og jeg, men det er vigtigt, mener jeg, at lade dem være i øjeblikket under og efter fortællingen. I stedet for at krydse spørgsmål af – ’hvilken farve havde kjolen?’ osv. Lad i stedet barnet tale og fortælle. Man siger ofte, at en gruppe på fem er det bedste antal, når man læser op, og det er et godt antal, men hvis historien fungerer, kan man læse op for hundrede børn. Der opstår en særlig stemning, noget højtideligt, når så mange er fælles om at lytte,” siger Betina Falsing og sammenligner med fællessang, som blev til folkelige begivenheder under corona. ※