Sundhedsvæsenet er begyndt at udforske litteraturens helende kræfter og dens mulighed for at danne nye fysiske og mentale frirum for det syge menneske. Litteraturens verden kan åbne for empati og fællesskaber, og ikke kun sygeplejersker, læger og jordemødre, men også forskere, pædagoger og skolelever bevæger sig ind den verden på en ny måde – og vi følger efter dem på de næste sider.
Narrativ medicin vinder frem i sundhedsvæsenet i Danmark i disse år – begrebet består af kreativ skrivning og nærlæsning af litterære tekster. Forfatter Trisse Gejl har alene og sammen med kolleger undervist kræftpatienter og andre med behandlingskrævende diagnoser i skrivekunst.
Trisse Gejl sidder i et af Forfatterforeningens smukt malede værelser, hun taler hurtigt og gestikulerer med hænderne, mens hun fortæller om de forskningsskriveprojekter, hun har undervist på:
”Det er ikke kunst-terapi, som jeg i øvrigt har stor respekt for, det er essentielt at sige. Det handler ikke om at male eller skrive sig ind i sin frygtelige barndom, det styrer vi helt uden om. I stedet spørger vi: Hvad kan en æstetisk udtryksform bidrage med?”
Uden at sige for meget handler svaret mere om eksistentiel frisættelse end om terapi. Hun og forfatterkollegaen Pablo Llambías har gennem de seneste par år undervist mennesker med kræft, sammen med digteren Julie Sten-Knudsen har hun undervist mennesker med alkoholmisbrug, og selv har Trisse Gejl undervist tidligere anbragte på børnehjem i skrive-
kunst. Anledningen var forskningsprojekter i såkaldt narrativ medicin, som Syddanmarks Universitet har stået for i samarbejde med Videncenter for Rehabilitering og Palliation (REHPA), Odense Universitets alkoholbehandling, Forsorgsmuseet i Svendborg og Fængselsmuseet i Horsens.
Narrativ medicin består af kreativ skrivning og nærlæsning af litterære tekster og har fokus på det æstetiske udtryks potentiale i forhold til rehabilitering af patienter og til samarbejdet mellem patient og sundhedspersonale.
Trisse Gejl er helt på linje med sin kollega Pablo Llambías, som har fortalt om sine erfaringer fra projekterne i et essay med titlen: ”Der er ingen forskel på at undervise mennesker med kræft og mennesker uden kræft i skrivekunst.”
”Det handler om, hvordan man sætter ord på det, altså om form. Kunsten kommer gennem formen. Erkendelserne kommer gennem formen. Præcisionen kommer gennem formen eller er identisk med formen. Det kan ikke lade sig gøre at sige noget præcist på en formløs måde,” skriver han.
De foreløbige evalueringer er lovende og tilbagemeldingerne fra deltagerne på skriveværkstederne så positive, at der i øjeblikket arbejdes på at skaffe forskningsmidler til flere projekter inden for narrativ medicin. De fleste af deltagerne på skriveværkstederne oplevede at få mere selvtillid og selvværd, større fællesskabsfølelse, stimulering af hjernen, mere kreativitet, flere nuancer og større mod på livet samt et bedre forhold til de behandlere, som også deltog. Kort sagt en bedre livskvalitet, som hjalp dem videre i deres liv.
Nye livssammenhænge
Men hvad er det, som kreativ skrivning og nærlæsning af litterære tekster kan? Helle Ploug Hansen er professor i humanistisk rehabiliteringsforskning på Institut for Sundhedstjenesteforskning, forskningsenheden for Almen Praksis på Syddansk Universitet. Hun var med som deltagende observatør og interviewede efterfølgende flere af deltagerne. Ifølge hende sker der grundlæggende tre ting. For det første bliver der skabt et mentalt frirum, hvor deltagerne oplever sig selv som andet og mere end syge. For det andet får deltagerne redskaber til at udvikle deres skriftlige evner og udtrykke sig mere præcist og sanseligt. For det tredje er sprog med til at skabe vores virkelighed og giver derfor mulighed for at hele det biografiske brud, som sygdom eller andre omvæltende omstændigheder kan føre med sig. Når deltagerne i et fællesskab læser deres tekster op og hører andres reaktioner på dem, opstår der også mulighed for at se nye livssammenhænge og perspektiver.
Sansning sætter fri
For Trisse Gejl er kroppens sansninger nøglen til frisættelse. ”Når folk får at vide, de skal skrive kreativt, tror de, der skal være en masse metaforer, men Pablo plejer at give en øvelse i Hemingway-stil. Bare skriv, hvad du ser, hører, mærker, lugter – lad være at fortolke det! Vi glemmer, at vi har fem sanser. Vi tror, litteratur sidder i hovedet; det gør den ikke, den sidder i kroppen,” siger hun.
Af samme grund giver hun deltagerne en øvelse for mellem mødegangene, hvor de hver morgen i fem minutter skal sætte sig foran det samme vindue og beskrive vejret. Lyset lige dér, luften på huden, lyde. Ifølge hende tilbyder den kreative skrivning et supplerende rum, hvor man ikke er sin diagnose eller ulykke, men hvor man er levende i kraft af sine fem sanser her og nu. Så man på en måde bliver levende igen? spørger journalisten.
”Ja, det er det, de selv siger! En kræftpatient fortalte, at kræften lukker alle sanser ned. At skrive havde for hende været ’en genopstandelse’. ’Jeg bliver, hvad jeg sanser og oplever,’ sagde deltageren. Rapporter tyder på, at narrativer – altså udtryksmåder, som forløber i tid – kan virke på denne måde og også skabe nye erindringsspor. Skrift og musik kan det, men tilsyneladende ikke det at male,” siger Trisse Gejl.
Leg med ord
Når Trisse Gejl har arbejdet med grupper, som ikke er vant til at skrive, har hun haft stor gavn af at bruge konceptlitteratur som inspiration til at sætte skriften fri. Til det har hun brugt tankegods fra surrealisterne med André Breton i spidsen, den franske litterære bevægelse Oulipo fra 1960’erne og William S. Burroughs’ cut-up-teknikker, hvor tekster klippes i stykker og sættes sammen i ny form, eller at skrive ud fra et bogstav, man tilfældigt trækker.
”Det handler om at vise, at tekster ikke er noget ophøjet, som synker ned i dig fra en guddommelig instans. Skrift er et formbart materiale ligesom ler, og det er ufarligt. Du kan arbejde med det, og så kan du klippe det i stykker og lave det helt om. Deltagere, som ellers ikke er vant til at skrive, synes, det er sindssygt sjovt at lege med sprog og finde ud af, at de bare kan smide det ud igen, det er jo bare ord,” siger Trisse Gejl.
Det er valgfrit, om man vil læse sin tekst op, alligevel vil langt de fleste gerne, fortæller forfatteren.
”Jeg siger ikke selv noget om teksten til at starte med, men spørger bare: ’Hvad tænker I om den tekst?’ Stilhed, så siger en måske noget. Hvis der er for meget rygklapperi, kan jeg spørge: ’Hvad fungerer mindre godt, hvad savner du mere af?’ De skal ikke analysere, men tale ud fra det, som har gjort indtryk på dem, og som de husker bedst fra teksten.”
At læse litterære tekster op er også en del af undervisningen og illustrerer det tema, der arbejdes med.
”Hvis emnet er sorg, kan deltagerne typisk finde på at skrive: ’Jeg er stadig bange for at dø’ eller ’Jeg vågnede i morges og var ked af min mands død’. Så kan jeg læse op af Ormene ved himlens port af Henrik Nordbrandt, som er én lang digtsamling om sorg, for at vise et eksempel på æstetisk behandling af emnet. Digte er korte og ofte meget præcise i deres sprog, derfor bruger jeg ofte poesi, men det kan også være uddrag af romaner eller noveller,” forklarer Trisse Gejl.
Distance skaber empati
For at trække deltagerne hen til det kunstneriske trug frem for det terapeutiske tager hun to terninger med, som hver deltager kaster. Hvis antallet af øjne er syv, skriver kursisten typisk en dagbogsagtig tekst: ”Da jeg var syv år gammel, blev min far og mor skilt, jeg boede i Svendborg og var ked af at gå i skole, så jeg begyndte at stjæle.” Efter at have læst deres tekster op kaster de terningerne på ny.
Nu skal de skrive i nutid og i 3. person og koble synssansen med yderligere to sanser. Især følesansen er stærk, siger hun. En kvinde, som havde været alkoholiker i mere end 20 år, fik pludselig fremkaldt denne erindring: ”Hun er syv år gammel, hun sidder lænet op ad af hegnet med tæerne i en varm kokasse, der er smørblomster strøet ned over engen.”
”Nu handler det ikke om, at hendes liv var noget lort, men om en erindring, som dukker op, fra før hun var alkoholiker, og som bringer hende ud af hendes tunnelsyn. Når man har været syg længe, kommer man til at se verden gennem systemets briller, man er sin sygdom eller sit misbrug. Når hun beskriver den lille pige scenisk og med alle sanser, kan hun leve sig ind i, hvordan det var at være hende. Dét er potentialet!” siger Trisse Gejl med et stort smil.
Hun får dog dybe rynker i panden, når talen falder på det, hun frygter mest, nemlig at unge, uerfarne forfatterkolleger, der hverken har større erfaring med skriveprocesser og sproglig skabelse eller har det psykologiske beredskab til at samle folk op, hvis de bryder sammen, laver den slags undervisning. Det kræver ifølge hende ”en kæmpe seriøsitet,” helst en certificeret uddannelse, som træner forfattere til opgaven. ※
Narrativ medicin
Narrativ medicin blev udviklet af læge og ph.d. i litteratur Rita Charon m.fl. på Columbia University i New York i 2000. Den blev udviklet som en medicinsk praksis i læsefærdigheder og nærlæsningsevner for læger og andre sundhedsprofessionelle. Formålet er at fremme evnen til at lytte til og forstå patienters historier, mangfoldige stemmer og individualitet og bringe patientens selvstændighed tilbage i centrum. Den er antihierarkisk i sit væsen og vil fremme sundhedsprofessionelles empati og indlevelse. Narrativ medicin undersøger gennem sprogets æstetiske form patientens virkelighed som helt menneske og derfor altid som andet og mere end blot sygdommen.
Sådan foregår
skriveværkstederne
Skriveværkstedet for mennesker med kræft blev udbudt af REHPA to gange. Det forløb over to gange to dage med ca. en måned imellem og foregik som internatkursus i en særlig fløj på Nyborg Sygehus. Skriveværkstedet for kronisk alkoholafhængige udbydes af Odense Kommunes alkoholbehandling og bestod af en ugentlig mødegang a to timer i seks uger. Skriveværkstedet for tidligere anbragte børn foregår også som internat på Forsorgsmuseet i Svendborg, som er en tidligere fattiggård.
Forfatter og ekstern lektor Trisse Gejl. Hun debuterede med Patriarken i 2006 og har skrevet novellesamlinger, essays og lyrik. Seneste udgivelse er Ulvekvinden.
Roberta Montanari. Journalist fra RUC, 2001.
Har bl.a. skrevet for Kristeligt Dagblad om kulturelle emner.
Indehaver af Bio-Salon, en frigørende skriveproces, der tager udgangspunkt i livshistorien.
