Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2019

Løsrevet fra hverdagen

Henriette Rostrup tager på skriveophold, så ofte hun kan. For at komme ind i et særligt mentalt rum og give tankerne plads.

Af Henriette Rostrup

I bogen Out of Sheer Rage – Wrestling with D. H. Lawrence skriver Geoff Dyer om, hvordan han i sit forsøg på at skrive en biografi om D.H. Lawrence føler sig så overvældet af emnet, at han lammes fuldstændig. Af ren desperation tager han til Ravello, hvor D.H. Lawrence opholdt sig i længere perioder, i et forsøg på fysisk at nærme sig sit objekt, frigjort af faste rammer, løsrevet fra hverdagen.

Den tilstand er genkendelig for mange forfattere, tror jeg. Trangen til at forsvinde og flygte ind i sit emne og væk fra hverdagens rutiner. I Geoff Dyers tilfælde kommer der en helt vidunderlig bog ud af det, om end ikke den, han gerne ville skrive.

Jeg har flere gange skænket Dyer en tanke, når jeg har siddet i min klostercelle på San Cataldo og stirret over på Ravello, hvor projektørerne på katedralen oplyser aftenhimlen, og man ofte kan høre kirkeklokkerne hen over dalen, når endnu et velhavende amerikansk par er blevet viet. For jeg genkender i den grad følelsen, og kombineret med en til tider overvældende rastløshed og rejsetrang udmønter den sig i, at jeg tager på skriveophold, så ofte jeg kan. Det behøver hverken at være fancy eller langt hjemmefra, sommetider er det såmænd bare at drage op til vores ombyggede campingvogn i en have-
forening i Nordsjælland og installere mig et par dage.

Det essentielle er følelsen af, at man rykkes ud af sin hverdag og ind i et særligt mentalt rum, hvor det eneste, man skal, er at beskæftige sig med sin skrift.

 

Skriveophold er grundlæggende meget forskelligt fra researchrejser. Når jeg er på research, har jeg et ganske specifikt mål. Der er noget, jeg skal, hvad enten det er at grave i sydafrikanske billedarkiver eller bevæge mig gennem en bys gader og indoptage lyde, lugte, stemninger. Jeg skal have noget specifikt med mig hjem.

Men når jeg er på skriveophold, undgår jeg så vidt muligt at opstille mål for mig selv. Forfatteres arbejdsrutiner er uendeligt forskellige, der findes ingen formel for, hvad der virker og ikke virker. Hvad der fungerer for én, er katastrofalt for en anden. Jeg ved af bitter erfaring, at jeg ikke kan være autoritær og krævende over for mig selv. Lammelsen sætter ind, hvis jeg forsøger at tvinge mig selv til at skrive et vist antal ord eller sider om dagen, eller hvis jeg stiller krav om, at jeg skal have produceret så og så meget, inden jeg tager hjem igen. Jeg fokuserer på mængden frem for ordene.

Skrivning er mange forskellige processer. Én ting er at putte ord på papiret. Det er på mange måder det mindste. Størsteparten af mit arbejde består i tankeprocessen, og det er i høj grad den, der med jævne mellemrum overløbes indefra af hverdagen. I John Logans skuespil RED om maleren Mark Rothko siges det meget præcist: ”Most of painting is thinking … ten percent is putting paint onto the canvas. The rest is waiting.”

 

Når jeg tager på skriveophold, handler det om at få plads til at stirre ud i luften, til ikke at skulle noget, til at lade hjernen arbejde. Uforstyrret af opvask, vasketøj, lektielæsning, indkøb, madlavning og andre menneskers tilstedeværelse i hovedet. Den fysiske bevægelse væk fra de faste rammer frigiver mental plads. Ikke at tankerne ikke er på arbejde, når jeg står med opvasken, men tankeflowet afbrydes ofte i hverdagen.

Personligt foretrækker jeg at være alene, når jeg er på skriveophold. Jeg er den asociale gæst, der trækker mig tilbage til klostercellen og ikke går på tur eller samles til aftenkaffen. Jeg har netop været på et ophold i Beograd, hvor jeg fik tildelt en lejlighed og et legat, som der ikke var nogen forpligtelser tilknyttet, ud over to optrædener på det lokale litteraturhus. Det var en måned, hvor jeg ikke kun sad ensom i min skrive-
stue og hamrede i tasterne, men sad på altanen og stirrede og læste, vandrede rundt i byen, lod tankerne flyve, mødtes med forlæggere og fik besøg. Men hver dag stod åben for mig. Og til trods for at jeg ikke havde sat mig selv konkrete mål, endte det alligevel med at blive en utrolig produktiv måned. Jeg fik skrevet et manuskript færdigt – bind 2 i ungdomstrilogien Den døde by. Derudover fik jeg skrevet en stor sektion færdig i den historiske roman, jeg har arbejdet på i flere år, hvilket frigav mental plads til, at jeg nu kan rykke videre til en ny del af romanen. Sidst, men ikke mindst, fik jeg styr på plottet til bind 3 i ungdomstrilogien.

Skriveophold kan tage mange former, det behøver ikke at være et bestemt sted. Selve rejsen kan være stedet. For eksempel togrejsen, en langsommere måde at bevæge sig på, som giver plads til, at kroppen følger med hovedet, når man flytter sig fra et sted til et andet. Jeg drømmer om at komme på det writers’ residency, som Amtrak lancerede i 2013, hvor forfattere får stillet en privat kupé til rådighed tværs over USA, eller Trans-Siberian Lit, hvor man i 2016 inviterede seks forfattere til at køre med Den Trans-sibiriske Jernbane i 14 dage.

Måske skulle jeg foreslå Orientekspressen det samme. ※

 

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte