Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2019

Følelsen af et sted

Man kan tage forfatteren ud af Jylland, men ikke Jylland ud af forfatteren, skriver forfatter Aske Munk-Jørgensen. Han vender tilbage til barndommens land, fysisk og mentalt, når de store følelser skal beskrives.

Af Aske Munk-Jørgensen

Steder har enorm betydning for mig, både som forfatter og som menneske. Et sted kan selvfølgelig sagtens eksistere uden et menneske til at sanse det, men omvendt vil steder altid være ladet med betydning for den, som betragter dem eller bare tænker på dem. Såvel den type betydning, der kommer af personlige oplevelser, den, som kommer af stedets egen historie, som den, der udspringer af vores fordomme om dem. Meget ofte alle tre ting på samme tid.

Jeg voksede op i Aarhus, dengang Aarhus stadig hed Århus. Jeg boede i et rækkehus i et kvarter i Holme. Mine forældre havde et sommerhus i Norsminde, et gammelt fiskerleje syd for byen. Min verden strakte sig i en lige linje mellem to yderpunkter på en nord-syd-akse. Århus midtby, som folk fra Aarhus kaldte det, da jeg var dreng – og måske stadigvæk kalder det, hvem ved – i nord til mine forældres lille sommerhus i Norsminde i syd.

Nogenlunde i midten, i hvert fald på mit mentale verdenskort, befandt mine forældres hus sig. Jeg pendulerede fra syd til nord og fra nord til syd med rækkehuset i Holme som centrum. Den strækning på 20 kilometer udgjorde referencerammen for alt i mit liv. I år fylder jeg 40. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 18. Jeg har boet i andre dele af landet lige siden, altså i 22 år, men det er i virkeligheden det samme, der gør sig gældende i dag.

Kald mig bare en hjemmefødning, men når jeg lukker øjnene, kan jeg stadig se Jyllands Allé, som den ser ud en vinternat i december på vej hjem fra fest på Marselisborg Gymnasium. Bred, tom, snedækket og ubegribeligt stille. Eller træet på hjørnet af Holme Møllevej og Rundhøj Allé, hvor jeg altid stod og ventede på min kammerat, Peter, når vi som børn mødtes for at lege. Den stump fortov, hvor jeg fik slået seks tænder ud på vej til halfest i Tranbjerg en sommeraften i 96 eller 97. Og udsigten over Nors-
minde Fjord, når vejen drejer, lige efter man er kommet gennem Storenor.

I det minde er det altid sommer. Landskabet ligner noget fra Aage Rasmussens Danmarksplakat fra 1946. Gult, høstmodent korn, der vipper i vinden. Fjordens krusede blå vand. I det fjerne husene nede i Norsminde, der ligner noget fra modeljernbanen på Hovedbanegården.

Disse steder, eller erindringen om dem, er tæt forbundne med bestemte følelser. Jyllands Allé i vintersne – glæde (og fuldskab). Træet på Holme Møllevej – nærvær. Fortovet i Tranbjerg – afgrundsdyb skræk. Vejen oven for Norsminde – lykke, dyb fred og, af en eller anden årsag, fornemmelsen af at have tid nok. Al den tid, jeg har brug for i verden. Følelserne udløser erindringen om stedet. Stedet udløser følelserne.

Og hen ad vejen er de følelser – uløseligt forbundet med erindringen om stederne – blevet til en slags baselines for min mentale makeup. Når jeg arbejder med lykke eller angst eller glæde, er det de referencer, jeg vender tilbage til igen og igen. Det er også en af grundene til, at disse steder optræder meget ofte i de ting, jeg skriver.

Den allerførste novelle, jeg fik udgivet som voksen mand, foregår i en vikingebosættelse i Saksild. Saksild ligger et stenkast syd for Norsminde. Min debut i eget navn trak på min barndom i forstæderne til Aarhus, også selvom jeg ikke skriver det nogen steder. Billederne er der for dem, som ser efter.

Det samme gør sig gældende for novellesamlingen, der fulgte efter. Flere af novellerne foregår navngivne steder i København. Hulgårds Plads, for eksempel, og hjørnet af Stormgade og H.C. Andersens Boulevard. Og så er der en del af dem, som referer til steder i min barndom. En rækkehusvej i Holme, blandt andet, hvor der måske den dag i dag sidder en solsort i et gammelt æbletræ og synger i solnedgangen, mens den giver folk, der hører på, en glasklar følelse af skønhed og melankoli. Også selvom jeg ikke lige skriver den nøjagtige adresse.

I begyndelsen af 2018 udgav jeg en krimi. Med den prøvede jeg at gå en anden vej. At skrive en god tekst består for mig af 50 % håndværk, 40 % slid, og 10 % kombineret raseri og stædighed. Til platonikerne derude vil jeg skynde mig at sige, at jeg skam er sikker på, at guddommelig inspiration findes. Jeg har bare aldrig oplevet den selv. Jeg tror heller ikke, det er den, der får dig igennem tredje redaktionsrunde af dit manuskript. Og det ville jeg bevise. For mig bestod den svendeprøve i at styre uden om mine genveje til at skrive om steder og følelser. Og dermed at styre uden om Østjylland. Det synes jeg selv lykkedes meget godt, men det betyder ikke, at jeg er færdig med Aarhus, eller Århus måske snarere.

Jeg er ved at lægge sidste hånd på en ny roman sammen med min redaktør. Den hedder Gamle venner, og den udkommer dette efterår. I den roman er jeg helt nede i materien, helt tilbage i min barndom endnu en gang.

Det er historien om en mand, der træffer en uhyrlig mængde dårlige valg. En masse af de valg, som mange af os sikkert kan nikke genkendende til. Hvis vi ikke har foretaget dem selv, kender vi nogen, der har. Her taler jeg om den slags valg, mennesker træffer, når de er blevet gift og har fået børn, et arbejde og et realkreditlån, men alligevel synes, de mangler noget. Og ja, det er en horrorroman, så hvorfor ikke lade noget af den ondskab og smålighed manifestere sig som – ja, som hvad?

Jeg er helt nede ved de primale, ufortyndede erfaringer af sorg, selvretfærdighed, svigt og angst i den roman. Og selvom jeg netop har talt om det med at trække på mit indre bibliotek over steder og følelser som en slags (snyde)genvej, så er det nøjagtigt, hvad jeg har gjort med Gamle venner.

I den bog havde jeg brug for de reneste, klareste indtryk, gode som dårlige, jeg kunne komme i tanker om, og det førte mig i en lige linje tilbage til Århus. Ikke bare i overført betydning, men også helt konkret. Min hovedperson bor i Sorø. Det var et bevidst valg fra min side, fordi der i Sorø er en række steder og landskaber, der på romantisk vis harmonerer perfekt med de følelser, jeg ønsker at formidle. Jeg bor – sjovt nok – selv i Sorø, jeg elsker byen og mener fuldt og fast, at alle bør opleve den mindst én gang i livet. Bare de ikke ødelægger mine Steder. Men på trods af dét både begynder og ender min ulyksalige protagonist alligevel på en stump landevej i skoven uden for Fulden. Fulden ligger på vejen til – ja, du gættede det – Norsminde.

Så jo, steder har en enorm betydning for mig. Det kan de selvfølgelig være ligeglade med, men bestemte steder og bestemte følelser hænger uløseligt sammen for mig. De er med til at definere både mig som menneske og min måde at skrive bøger på. Og i tilfældet med min næste roman er de også beviset på, at man kan tage forfatteren ud af Jylland, men at man åbenbart ikke kan tage Jylland ud af forfatteren. ※

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte