For mange mennesker har det en kæmpe værdi at få deres livshistorie skrevet ned, så de kan give den videre til børn, børnebørn og venner – det er forfatter Johanne Mathiasens erfaring efter en årrække som skribent på såkaldt almindelige menneskers liv. Livsfortællingerne i oplag på 10, 15, 20 stykker er private og personlige bøger, hvor der ikke er tænkt på det brede publikum, men hun har også været ghostwriter, helt anonym forfatter, på andres bøger. Bøger, der er udkommet i større oplag på etablerede forlag – hun har i øvrigt også skrevet kendte menneskers bryllupstaler og andre tekster.
For Johanne Mathiasen begyndte det med livsfortællinger, da hun for mange år siden underviste voksne flygtninge og indvandrere i dansk. Hun hjalp ofte kursister med at skrive helt korte livsfortællinger, og da hun stoppede som underviser, hjalp hun nogle med at skrive lidt længere historier.
”Selvfølgelig havde de barske ting med i bagagen, men jeg stillede også spørgsmål, der kaldte på deres gode og sjove minder. Gennem deres egne fortællinger blev de opmærksomme på og bevidste om mange af de styrker, de også indeholder som mennesker. Jeg oplevede det samme, da min far var meget syg, og han fortalte mig sin historie, og jeg skrev den ned. Det er ikke terapi, slet ikke, men dér gik det op for mig, at det har den her kæmpeværdi at genfortælle sine erindringer og sit liv,” siger Johanne Mathiasen og tilføjer med et grin: ”Og her taler jeg altså ikke om værdi i økonomisk forstand, men i menneskelig.”
Hun begyndte at få henvendelser fra flere, som gerne ville have hende til at skrive deres livshistorier til deres familie. Hun tog selvfølgelig betaling for det, men endte ofte med at bruge utrolig mange timer og få utrolig få penge for sit arbejde.
”I begyndelsen var det et meget idealistisk projekt for mig, netop fordi jeg havde set den menneskelige værdi i livsfortællingen, og jeg syntes, at almindelige mennesker også skulle have den mulighed. Men da jeg havde sagt mit faste arbejde op for at leve af tekstarbejde, var jeg jo nødt til at få penge i kassen,” siger hun.
Skriftlige aftaler om alt
Johanne Mathiasen lærte hurtigt, at det kan være problematisk at aftale et engangsbeløb fra begyndelsen – for det kan løbe løbsk. Fortællingen har det med at vokse og vokse og kræve flere og flere interviews, redigeringer og efterredigeringer. Derfor aftalte hun ikke et fast beløb, før arbejdet gik i gang, men udarbejdede i stedet en klar skriftlig aftale efter en forventningsafstemning med kunden – hvad vil du have, og hvad skal det koste? Den skriftlige aftale opregnede det præcise antal af interviews, pris pr. stk. med efterfølgende tekst og to timers korrektur, og hvornår de skulle finde sted. Betalingen skulle falde i rater, første rate efter første interview, ligesom det fremgik, at aftalen ved behov kunne suppleres med flere interviews. Timeprisen for eventuel korrektur ud over de to timer pr. interview og eventuelle transportudgifter blev også skrevet ned. Aftalen gav helt rene linjer for hende selv og kunden.
”Når jeg får en henvendelse, tager vi en indledende samtale i telefonen. Jeg skal have et overblik over, hvad personen er interesseret i at få beskrevet. Det er ikke alle, jeg siger ja til – der kan f.eks. være en, som vil fortælle om en meget konfliktfyldt skilsmisse, og hvor jeg fornemmer en masse bitterhed, eller at der kan være tale om et hævntogt, og så siger jeg nej. Der skal også være en vis kemi mellem os.
Det er meget forskellige mennesker, der henvender sig – det sker, at det er voksne børn, som betaler for deres mors eller fars livshistorie, eller måske et ægtepar, der ønsker en erindringsbog i forbindelse med deres guldbryllup. Jeg skrev f.eks. for en mand på vej mod de 100 år. Hans børnebørn ville give deres mor bogen om hendes far i fødselsdagsgave. Jeg sagde ja, selvom det betød, at jeg måtte rejse landet igennem for at interviewe ham. Han var fuldstændig åndsfrisk, men det var også lidt nervepirrende for jeg vidste jo ikke, hvor lang tid vi havde igen. Jeg besøgte ham fem-seks gange, vi nåede at få bogen færdig, og jeg var meget glad for den opgave,” siger Johanne Mathiasen.
Rettelser og diskussioner
Johanne Mathiasen skønner, at hun har skrevet ca. 20 bøger med livsfortællinger, og hun er ”stolt af og susende glad for mange af dem”, men der har også været frustrerende oplevelser. Det er sket en gang eller to, at hun har afbrudt samarbejdet, fordi det ikke fungerede, og hun kommer med et meget enkelt råd, hun gerne vil give videre til andre:
”Lad ikke kunder rette løs i selve Word-dokumentet. Det smadrer mange gange tekst og sammenhæng mere, end kunden aner, og kræver en masse ekstra arbejde. Er der kun få rettelser, er det o.k. at modtage dem i en mail eller over telefonen, men det bedste er klart at gennemgå rettelserne undervejs ved fysiske møder og selv notere dem samt optage på diktafon. Selvfølgelig er det deres fortælling, men der er en grund til, at de har hyret en forfatter, og jeg har min faglige stolthed. De skal respektere mit arbejde. Samtidig skal man være i stand til at lægge sit ego på hylden og skrive en tekst, der er tro mod det menneske, man sidder over for. Jeg optager alle interviews, men har oplevet, at en kunde efter at have læst vores seneste tekst udbryder: ’Det har jeg aldrig sagt!’ Jeg kunne jo spole tilbage og bevise det, men det sker, at kunden fortryder eller glemmer noget.”
Selvom det tager tid at lytte bånd igennem, og man elektronisk kan transskribere lyd til tekst, vælger Johanne Mathiasen at lytte igennem og selv skrive ned.
”Det er en fantastisk proces, og der sker noget, når jeg lytter samtalen igennem – jeg lærer meget mere om fortælleren. Det kan være en lille tøven, en pause eller en særlig tone, hvor man tænker: ’Hov, her har vi fat i noget.’”
Når hele historien til den private erindringsbog er færdigredigeret og godkendt af fortælleren, formidler Johanne Mathiasen kontakt til en grafiker, der kan stå for layout, fotos og trykning.
Anonym
Som nævnt har Johanne Mathiasen også skrevet bøger, biografier og bl.a. en sygdomsfortælling, hvor hendes navn ikke optræder, og som er henvendt til et bredt publikum, til boghandlere og biblioteker, og ikke til en snæver kreds af familie og venner. Ligesom med de øvrige bøger påtager hun sig ikke at finde forlag til udgivelsen. Hun giver de tips, hun har, og kunden må selv henvende sig til forlag, typisk medudgiverforlag.
”Jeg har gjort meget ud af at være ærlig og fjerne folks illusioner om, hvor let det er at få udgivet en bog – markedet er jo oversvømmet af erindringsbøger,” siger hun.
Et par af bøgerne har solgt ret pænt og står også på bibliotekerne, fortæller Johanne Mathiasen, der ikke modtager royalties eller biblioteks-
penge for dem. Bøgerne er meget forskellige, og det er også meget forskelligt, hvad hun har tjent på dem – fra ca. 60.000 til 150.000 kroner.
Det er lang tid siden, at hun har sagt ja til livsfortællinger og til at skrive på vegne af andre, og i øjeblikket tror hun ikke, at hun genoptager det. De seneste år har hun helliget sig arbejdet med en stor fagbog om en underbelyst kvindelidelse. En helt anden boldgade.
”Men man ved jo aldrig,” siger hun. ※
Lene Møller Jørgensen
